Lille skat

Dagens blog er et nødråb, efter at jeg sidste weekend fik ødelagt mit gode humør, da jeg stod i kø i en af Københavns bedre bagere, hvor et rundstykke koster det tredobbelte af, hvad vi giver i Jylland.

Alligevel er køen gigantisk lang sådan en søndag morgen. Og så var det, jeg fik nok. For der foran i køen stod den unge mor og spurgte med sukkersød stemme: ”Hvad kunne du tænke dig lille skat?”.

Altså når man tager et barn med ind i en bagerbutik med hundrede forskellige kager i alle former og farver og boller med og uden kerner, med og uden rosiner, med og uden chokolade, så kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Det var lige før jeg havde lyst til at blande mig: ”Hallo, hun ligner ikke en, der kan tygge et grovstykke med speltkerner, stik hende en chokoladebolle”.

Måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen. For når ret skal være ret, så er medbestemmelse på boller nok der, hvor det faktisk giver god mening at inddrage sit barn,. Hvis altså ikke lige det var et valg ud af 100 forskellige stykker brød, der skulle træffes denne søndag morgen.

For børn skal skam have medindflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af at tage ansvar for. Og altid tilpasset barnets alder. Børn får imidlertid alt for meget ansvar, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det.

Hånden på hjertet. Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi hun var bange for at blive for træt i morgen, hvis hun ikke fik sin nattesøvn?

Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere? Hvis ikke vi tør være en autoritet i selv de små hverdagsting, så er der lang vej hjem. Der er noget, der hedder voksenansvar.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk