Forår og den tid på året. På denne tid af året plejer det at være håb og glædesføelser, der fylder min krop. Ramt af forårslyset prøver jeg desperat at mærke efter derinde i mig selv. Hvor er forventningsglæden blevet af.
Forår er tiden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Nu er baren lukket og står spøgelsestomt hen. På dørens står der “Lukket pga COVID 19”.
Der var ingen påskeprædiken om en glædelig opstandelse fra landets prædikestole denne Påske. Prædikestolen er i stedet givet til fem alvorlige voksne, der står der i bedste sendetid uge efter uge og advarer os om den usynlige fjende, der har taget bolig iblandt os. Og det er ikke håbet, de prædiker om.
Bliv hjemme. Stå sammen ved at holde afstand er blevet vores nye mantra. Ingen vennebesøg ingen familiehygge. Bare et ingenting. Ensomhed, afsavn og bekymring i stedet for håb.
Jo vist vil nogen nok mene, at de fik en kærkommen lejlighed til at få gjort haven forårsklar. Oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Og kilometervis af læs med alt det vi har i vores gemmere på lofter, depoter, skunke er kørt afsted til containeren med småt brændbart.
Så nu må man da være glad. Er der ikke nogen, der siger, det giver sådan en dejlig ro at få fjernet ukrudt og ryddet ud i det gamle lort. Hvorfor forbliver det mig så umuligt, at få vinterens tunge dyne slået ordentligt til side.
Forårets håb fylder mig ikke. I mit hoved kværner ord som smittetryk og flokimmunitet. Lad der blive lys…. men lyset udeblev dette forår. For hvor forår associeres med liv, vækst, spirren, håb, ny begyndelse og varme, så er dette forår karakteriseret ved alt andet end det.
Alle higer vi efter at kunne vende tilbage til vores gamle liv. Familiehygge, venner, nærhed, omfavnelse, kys, kram, arbejde, rejser og frihed. Lad der blive lys.