Skidt og kanel

Nu har jeg jo sat mig for, at denne blog skal være en ærlig blog og også til tider tåkrummende ærlig. Jeg har erfaret, at når man blogger ærligt, så kan andre spejle sig i det. Og det er afgørende for mig. For det perfekte menneske findes kun på sociale medier, hvor vi helst deler ud af løbeturen, den nye kjole, den dyre taske. Jeg blogger også om det, vi helst vil skjule.

Ja, ja det er godt med dig Jeanne, men altså behøver du være så klodset, kan jeg høre min mand brumme i baggrunden. Men ja, det hører med til at være mig. Og du må tage hele mig. Måske du engang i fremtiden kan designe din drømmepartner og trykke på delete knappen ved de mindre flatterende egenskaber, men indtil da må du nøjes.

Nu er det sådan, at min mand er ret struktureret. Det er jeg ikke. Jeg nævner det bare her, fordi det får afgørende betydning for den scene, der nu udspiller sig.

Min svigersøn elsker boller i karry, og min mand kan lide boller i karry. Og han kan lave det. Derfor er det en rigtig smart ide at invitere dem på middag og lade min mand stå for madlavningen denne aften.

Når nu man er struktureret, så sørger man for allerede aftenen inden at sikre sig, at vi har karry i huset. Det er nemlig sådan, at hvis man kigger ned i skuffen med krydderier, så kan det være svært helt at overskue, om der gemmer sig en karry dernede. Check, kunne jeg så meddele og trygt overlade indkøb og madlavning til min mand.

Næste dag da jeg kommer hjem fra arbejde, er det tydligt for enhver, at kokken i aften ikke er mig. Der er en boks med finthakkede løg klar til karrysovsen. En anden boks står klar med de fint skårne æblestykker. Farsen står og trækker på køl.

Køkkenchefen svinger glad gryderne. Alt er timet – ris, kødboller og nu skal sovsen så laves. “Finder du lige karryen?”, spørger min mand. Check. Det næste der sker, tør jeg ikke skrive om…

Der breder sig en duft af jul, i det øjeblik kanel blander sig med de perfekt klarede løg og æbler i tern.