“I love you” stod der på mit pennalhus. Det var et rundt pennalhus i lyst kernelæder. Herunder stod der: Albertinus, Mickey og Sheik.
Jeg var en rigtig hestepige og elskede livet på rideskolen. Varmen fra de kæmpe dyrs kroppe fik mig til at svimle. Jeg trykkede næsen helt tæt ind mod deres hals og indsnusede dem. Det var ren lykke. Jeg delte alle mine hemmeligheder med de stolte dyr. Og følelsen af at kunne tumle dem gav en helt særlig selvværdsfølelse.
Så kom Morten. Morten med de grønne øjne og det brune hår . Han duftede noget bedre end en hest . Han var 15 år og gik en klasse over mig. Han havde lige fået knallert og han var sej.
Han var vist lidt varm på min veninde? Hende Charlotte som også var en irriterende dygtig rytter.
Træls var det i hvert fald, når hun gav den som Suzi Quatro med kopiband og stod der og vrikkede med hofterne.
Prøv engang at google hende og du vil forstå at næst efter en musikvideo med Kate Bush, så var Suzi enhver teenagerpiges værste mareridt der i 70’erne. For hun var for lækker.
Alligevel var det mig, han ville være kæreste med.
Ikke at han selv spurgte. Næææh, han havde tre trofaste følgesvende , der troppede op inde i mit klasseværelse. De skulle spørge fra Morten, om jeg ville være kæreste med ham? Om jeg ville!
Han var min første kærlighed.
At man aldrig glemmer den første forelskelse, fik jeg endnu et eksempel på forleden.
Min mand fortalte om dengang, han havde kørt på knallert fra Esbjerg helt til Hirtshals. Havde taget færgen til Norge. Havde tilbagelagt hele Sverige på tværs på sin Kreidler med orange tank for at nå frem til Pia Lilja i Sverige.
Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at den første forelskelse bliver et minde, der er værd at samle på. For det forsvinder ikke igen. Fortæl gerne om din første kærlighed.
Gå eventuelt til https://psykologenpaabryggen.dk