Jeg hader corona

Nu gider jeg ikke mere. Den lille uindbudte gæst spiser af mit hverdagsliv og mit sociale liv. Hver gang jeg går uden for min dør, føler jeg det som om, jeg er med i en horror film omgivet af mennekser, der alle har gemt smilene væk bag mundbind. Først var det knus og kram den tog fra mig. Nu er det også smilet.

Og så gik det op for mig forleden dag, at den æder også en helt særlig glæde nemlig forventningsens glæde. Forventningens glæde er størst, siger vi altid. Og det er der en sandhed i, for ferien starter på en måde allerede i alle de drømme og forventninger, vi putter ned i det, der skal komme. Festen planlægges, mens vi smiler og bliver helt varm indeni ved tanken om en masse glade mennesker, der hygger.

Så kom corona, og den ene glædelige begivenhed efter den anden må aflyses. Så pludselig tør jeg ikke længere slippe forventningens glæde løs..

“Tror du julen bliver aflyst i år?”, spurgte hun med så triste øjne som kun et barn kan. Væk var julelysene, som ellers burde være ved at tændes i hendes blik allerede nu med udsigt til den forestående dejlige tid. Jeg sank en ekstra gang og forsøgte at få det til at lyde overbevisende, da jeg svarede “Nej, nej, det tror jeg bestemt ikke”. Men het ærligt, så bliver meget nok anderledes i år.

Dit lille krapyl du skal ikke få bugt med min taknemmelighed over at stå op og mærke glæden over en ny ubrugt dag, der ligger foran mig. Du kan ikke tage min friskbryggede kaffe, mit velduftende morgenbrød, kys og kram fra min mand, en sød sms fra mine kære, vinden der leger med mit hår, efterårssolen der titter frem, de smukkeste blade, skoven, lyset, vandet, middag med de nærmeste.

Så det kan godt være, at du har taget min forventningsglæde, men glæden får du ikke.