Islands Brygge: Here we come

Flyttekasserne er pakket. Spændingen stiger til uanede højder, for er det ikke lige lidt for vildt, det vi nu kaster os ud i? ”Vi” er min mand og jeg. Min mand er født og opvokset i Esbjerg. Jeg har boet her i 19 år. Mine børn er vokset op her. Som min datter spurgte forleden: “Hvad skal det til for?”

Vi vil prøve livet på Islands Brygge. Inden længe bliver jeg nabo til speltmødre. Beboere med et par velklædte børn med bindestregs navne og årskort til Louisiana.

Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at drikke dyr kaffe på en cafe, købe ind i Torvehallerne, hænge ud på Refshaleøen. Og jeg glæder mig til metro og S-tog, der kører i pendulfart.

Jeg kommer fra Herning. Hvor fanden er Herning, vil du måske spørge? Herning er, hvor jeg gik i Gymnasiet og levede min barn- og ungdom. Siden fulgte studieår i Århus, inden jeg i en årrække flyttede helt tæt på naturen. Ud hvor det lugter af gylle, og hvor det er mørkt, når det er mørkt.

Så kom Esbjerg med rå natur, skov og strand. Så hvorfor i alverden flytte hen, hvor alt er brolagt og ingen pløjemarker i miles omkreds?

Fordi jeg trives der midt i al hurlumhejet. Jeg får aldrig nok af at se på mennesker. Bare sidde på en cafe og betragte menneskene. Jeg holder af forskelligheder. Om det er ham hipsteren eller den ældre kvinde i guld gamacher.

Og så er det et perfekt sted at afprøve drømmen om privat praksis som Børnepsykolog. I min nye klinik Psykologen på Bryggen.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Måske det viser sig, at jeg slet ikke bryder mig om tempoet og længes efter søvnige søndage i gågaden uden et øje. Og hvor vi drillende siger, at hvis du falder om, så er der ingen, der finder dig før mandag morgen, når butikkerne åbner. Måske jeg kommer til at savne vinden i håret.

Men allervigtigst så ved jeg, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg forfulgte min drøm.

Måske kommer jeg hjem igen. Men så har jeg prøvet det. Læs mere på min nye hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk