Jeg må komme med en indrømmelse. Den nye virtuelle virkelighed kan noget. Swiiip ”Et glas friskpresst appelsin”. Swiiip ”Hjemmebagte boller”. Swiiip ”Foto af glade børn”. Swiiip ”Gaven fra kæresten”. Swiiip ”En buket friske tulipaner”.
Jeg har først selv lige fået det der Instagram. Mine børn har overtalt mig. De kan ikke leve uden. De sidder der og swiiipper på fotos, fra dem de følger. Følger? Follow? Hvor mange followers har du?
Det er kommet frem, at mange af de fotos, vi ser på Instagram, er et udpluk af virkeligheden. Uden for kameralinsen kan det se meget anderledes ud. Rodet på bordet er skubbet til side for at sikre det helt perfekte foto af de smukke tulipaner. Nu deler vi så med omverdenen, hvor fantastisk vores hjem er. Kunstigt? Tja vel er det så. Godt? Skidt? Jeg har i hvert fald været imod.
Der er egentlig noget enestående ved Instagram. Det indrømmer jeg ikke overfor mine børn. Selvom de synes, jeg er forstokket og gammeldags, så fastholder jeg stædigt, at det er spild af tid at sidde der og følge med i andres liv, mens man med fordel kunne komme i gang med at leve sit eget. Jeg indrømmer det altså kun her.
Instagram kan noget.
Instagram fastfryser øjeblikket af noget pragtfuldt. Det hjælper os med at tune ind på det, der har en positiv indflydelse på os mennesker. Instagram er faktisk et godt eksempel på, at vi med fordel kunne blive bedre til at redigere det ubetydelige væk for bedre at få øje på det smukke.
Det minder os om, at vi skal se de skønne tulipaner og ikke kun alt rodet. At vi skal gribe øjeblikket, når kæresten tager sig ud fra sin bedste side. Når ungerne charmerer. Jeg tror på, at det giver hjernen gode påvirkninger at fastholde alt det smukke og efterfølgende dele det med andre.
Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk