Mors dreng

“Du har da altid sagt, at vi skal kunne tale om alt”, forsøgte min mand sig, da han observerede at mine tårer steg op i mine øjne.

Han havde lige “talt om” det emne, som jeg tror, de fleste er ret sårbare omkring – nemlig forholdet til mine børn. Han mener, jeg er “for meget “ nogle gange. Forstået på den måde at jeg hjælper for meget.

“Lad mig give et eksempel”, fortsatte han, mens tårerne nu pressede endnu kraftigere på, for eksempler gider jeg bare ikke. Så er det jo tæt på, at han får ret. Når han ligefrem kan komme med eksempler.

For jeg ved det nemlig godt. Det der med, at jeg blir for meget nogle gange. Jeg vil så gerne hjælpe.

Det er bare lige det der med den gyldne middelvej.

For måske min mand har lidt ret i, at det er ved at fejle, at man drager sine egne erfaringer. Eller nok så vigtigt – at man oplever, at man rent faktisk kan selv.

Tilbage til eksemplet. Jeg forsøger ikke komme udenom. Helt banalt så handlede det om, at min søn skulle bruge et skriv. Han er ret god til at skrive. Han er bare også så snu, at han ved, det er nemmere at få mig til at lave det skriv . Vi snakker ikke om en 3. g opgave. Bare sådan et lille bitte skriv, som det ville tage mig 2 min. at lave.

“Det lærer han jo ikke noget af”, sagde min mand.

Jamen der går jo ikke noget af mig ved at hjælpe…. og du skal ikke kritisere min måde at være mor på.

Vi er en generation af forældre, der fejer for vores børn. Jeg gør det også, selvom jeg har læst lange videnskabelige artikler om at netop ved altid at feje for mine børn, så gør jeg dem en bjørnetjeneste.

Så jeg vil tørre øjnene og mande mig op. Og næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg øve mig i at sige: Jeg tror på, du kan selv. Har du brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk