Men vi skal længere ind. Der er krav og forventning i vores kultur om, at man skal udfolde sit selv. Lære sig selv bedre at kende ved at grave dybt i sit indre. Det kan blive en lang arkæologisk udgravning.
Jeg burde bare tie stille og være glad, for det kalder på sådan nogen som mig. Enhver med respekt for sig selv har været enten ved psykolog eller har sin egen personlige coach.
Markedet er ved at oversvømmes af bøger om selvudvikling og hjælp til at finde retning i livet. Det er som om vi hele tiden er på vej efter en ny og bedre udgave af os selv. Og denne forbedrede udgave skal findes ved at grave dybt. Og så sidder vi der og graver i vores egen navle, som om det var det mest pompøse sted i verden.
Numen sas, numen sas. NU DU BANGE! Men vi skal længere ind.
Hvad sker der så, når vi må erkende, at det, vi finder, ikke er særlig kønt? Dybt derinde er nemlig de mere primitive sider af os som mennesker. Sider der i realiteten har bedst af at forblive i det skjulte. Misundelse, jalousi og had er alle følelser, som vi mennesker rummer dybt derinde.
Alternativet er værre. Et ingenting. ”Jeg føler mig helt tom indeni”, siger mange af mine klienter. Det er en rigtig grim følelse. De kigger underligt på mig, når jeg siger, at de skal lade være med hele tiden at mærke efter inde i sig selv. For er det ikke det, det hele går ud på?
Der er ikke noget derinde i én selv. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Så prøv engang i stedet at se på de betydninger du har for andre mennesker. Hvad er det andre sætter pris på ved dig?
Hurtigt vil du se, at andres dom over dig er langt mildere end din egen. Måske de faktisk kan lide dig, præcist som du er.
Brug for hjælp til at se det: https://psykologenpaabryggen.dk