Godt Nytår!

Farvel 2020. Du vil ikke blive savnet. For listen over dårlige nyheder du har sendt ned over os er alen lang. Og det endda helt uden et eneste ord om Mette magt, mink og Me Too.

Du kom med coronakrise, økonomisk krise og personlig krise. Og her tænker jeg ikke på de aflyste koncerter, konfirmationer og bryllupper, selvom det har været pænt træls sagt med en jysk underdrivelse. Jeg tænker på de personlige følger, det har haft for alt for mange at være isoleret, at miste jobbet, at miste et familiemedlem.

Et nytårsskifte er det bedste tidspunkt for drømme og håb. Og der er noget smukt ved at tænke på, at netop dette år delte vi alle de samme håb og drømme. Og selvom det kan lyde mærkeligt, så kan netop året 2020 måske give os god grund til at være optimistiske.

For det har også været året, hvor vi viste, at de mange var villige til at ofre ret meget for at redde de få. Villigheden til alle sammen at ofre os for samfundets mest udsatte viste en meget stor grad af solidaritet og fællesskab i vores samfund.

Bedst som jeg frygtede, at vi med vores fokus på os selv helt havde glemt den vigtige anden, viste det sig, at jeg heldigvis tog fejl. Mennesket er ikke udelukkende en egoistisk størrelse. Mennesket karakteriseres ved to drivkræfter – vores egoisme og drift efter selv at leve og have det godt og vores ønske om, at den anden lever og har det godt.

Der er ofte konflikt mellem de to drivkræfter, og oftest vinder egoismen. Krisetider kan gøre os mere motiverede for at gøre noget godt for andre. Vi har i denne krisesituation endnu engang vist os at være villig til at gøre en indsats for den anden. Fornemmelsen af, at vi alle er udsatte, øger vores fællesskabsfølelse og solidaritet.

Det er da ikke det værste udgangspunkt for forventninger, håb og drømme for et nyt år. Godt Nytår allesammen!

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk