Gammeldags

Jeg er forstokket og gammeldags. Det fandt jeg i allerhøjeste grad ud af forleden, hvor jeg læste om dette at leve i polyamorøseforhold. Vi mennesker er ikke skabt til at være monogame, hævdes det.  Man kan sagtens elske flere samtidigt, siger tilhængere. Om polyamorøse forhold forklarede den interviewede, at det er en type relation, der bygger på det, man kan kalde aftalekulturen, hvor man konstant forhandler sig frem til, hvordan man kan sikrer alles interesser bedst muligt hele tiden.

Det lyder jo rigtig positivt at have til hensigt at sikre alles interesser. Og er der ikke noget om, at man godt kan elske flere samtidigt? Det mærker alle, der har børn, at man kan. Det er for mig at se bare noget helt andet, når sex involveres. For mig at se betyder det at elske med en anden, at man blotter sig fuldt ud. Der er i et parforhold i bogstaveligste forstand og overført betydning tale om, at man klæder hinanden nøgne, og dermed bliver man sårbar overfor at kunne blive såret.  Og Jeg er bare ikke overbevist om det positive i at have denne form for nærhed med mere end én.

Er vi efterhånden blevet så åbne over for alle former for forhold, at vi ser alt som værende af lige stor værdi. Det er et skråplan, mener jeg. Man kunne spørge, hvem er jeg, at jeg tror, jeg skal dømme i, om noget føles rigtig for andre? Jeg kan dog ikke undlade at udtrykke min bekymring. Man risikerer at miste den grundlæggende tryghed i, at man i et traditionelt parforhold er et ”vi”. I stedet bliver det til et ”dig” og ”mig”.

Eller er der snarere tale om et ”mig, mig, mig”?