Når jeg blir gammel

Når jeg bliver gammel

Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen

Jeg var ung og meget politisk engageret dengang i slutningen af 70’erne, hvor jeg første gang gyngede med på dansegulvet til Gnags’s: “Når jeg blir gammel”. Vi dansede ikke. Vi hoppede i takt. Uhha, han var godt nok hot ham Peter AG.

Hot rimer på pot, og det blev der røget en hel del af. Jeg turde dog aldrig prøve det, for jeg var i virkeligheden ikke nogen sand oprører. Snarere det man vel vil kalde en pæn pige, som bare så op til de der fyre, der kørte afsted på deres borede Yamaha, spillede Meyer og røg lidt sjov tobak, når ikke de planlagde den næste demonstration for bedre vikår for skolelever og gik i optog mod nedskæringer på uddannelsesområdet.

Så selvom jeg var iklædt det rigtige look med lilla tøj og de helt rigtige smækbukser købt ved Sofie i Århus, så var jeg aldrig sådan helt “rigtig”. Heller ikke selvom jeg  gerne gik forrest, når der skulle kaldes til fælles kamp mod kapitalismen. Måske fordi jeg selv var en af dem, som protesten var rettet i mod.

Fra et hjem med klaver og sølvbestik var det svært at løbe fra sin arv. Jeg bød dog gerne min far op til diskussion og argumenterede det bedste jeg kunne mod al vores småborgerlighed.

Mange år senere på vej mod at blive gammel, sidder jeg der på bænken, og er præcis som dem jeg gik til oprør imod. Materialistisk og sat. Det sker, at jeg tænker mere på mig selv end andre. Og imens jeg sidder der, synger jeg med på: