Velkommen på forsiden

Bloggen kom i den forløbne uge på forsiden af Ugeavisen Esbjerg. Det er her jeg har boet de seneste 19 år. Den længste periode jeg har boet samme sted i hele mit liv. Det er her jeg har set mine børn vokse op. Det er her jeg arbejder med verdens mest fantastiske job. Det er her jeg finder inspiration til at blogge.

Blogge om mig og mit liv og blogge  om psykologfaglige emner.

Den dygtige journalist Mette Falther har skrevet rigtig pænt om min blog jeanneomfamilieliv. Bloggen er nemlig fyldt 2 år og som enhver anden 2 årig har den råbt ud i verden “se mig”. Og den fik sine 15 min. berømmelse.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at minde bloggen om, at den intet er uden sine følgere. Uden Jer. Tusind tak til alle Jer, der uge efter uge har fulgt med, når jeg har blogget om stort og småt.

Så selvom 2 år er en selvstændighedsfase, så vil bloggen også i tiden, der kommer, blive mindet om, at den kun er noget i kraft af sine følgere.

Jeg har erfaret, at når man er ærlig om sine følelser på godt og ondt, så kan andre spejle sig i det, man skriver, og andre får lyst til at læse med.

Så hvis en blog kan have et nytårsforsæt, skal det være, at autencitet og ærlighed fortsat skal være omdrejningspunktet. Jeg har altid været meget optaget af dagligdagen, og den er udgangspunkt for det meste af det jeg blogger om. Jeg er ikke så interesseret i undtagelsesmennesket eller tilstande. Det er det almindelige, der interesserer mig, når jeg skriver.

Tak, fordi du gider læse med.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk