Dette opslag handler ikke om drastiske livsstilsændringer, der skal rense ud og genskabe balance i alt fra mine tarme til min hverdag.
Det handler om også i 2018 at skrive en ærlig blog. Selv når det blir tåkrummende pinligt.
Jeg har aldrig tidligere haft Nytårsforsætter, fordi jeg tænker, at man aldrig skal love sig selv noget, som man alligevel ikke kan holde. Ligesom man mister respekten for andre, hvis ikke de holder, hvad de lover, mister man nemlig også lidt af selvrespekten, når Nytårsforsætterne glemmes med raketfart.
Rigtig mange kender til dette med at have et Nytårsforsæt, der er dømt til at mislykkes. Jeg vil ikke spise slik mere. Jeg vil kun drikke vin i weekenden. Jeg vil motionere hver dag minimum en halv time. Jeg vil ikke skælde ud på mine børn. Jeg vil ikke tage flere arbejdsopgaver, end jeg kan overskue. Jeg vil blive bedre til at være der for mine venner.
Allievel har jeg i år tænkt, at nu vil jeg have et Nytårsforsæt.
Mit forsæt er, at jeg ikke vil komme til skade i det nye år. Jeg vil ikke vælte på min cykel. Jeg vil ikke skære mig i fingrene.
Nu kunne man så krydse fingre for, at det er da et overkommeligt Nytårsforsæt. For hvor ofte sker det lige, når man er voksen? Det sker så desværre ret ofte for sådan en som mig.
Ønsket om, at 2018 skal være anderledes, opstod efter, at jeg faldt af løbebåndet i Fitness Centret Nytårsaftensdag.
Mange af mine veninder har spurgt mig, om ikke jeg synes, jeg udleverer mig selv i mine blog opslag. Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv.
Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige.
Så nu kunne jeg nøjes med at fortælle, at jeg faldt af båndet. I kunne så tænke, at jeg garanteret har løbet monster stærkt og har været vildt uheldig. Men det ville ikke være sandt.
Jeg har altid været fascineret af perceptionspsykologi. Tænk engang, hvor fantastisk vores syn er, og hvordan vi bearbejder de indtryk, vi får, så vi kan være til i verden.
Så var det, jeg løb der på løbebåndet og fik den tossede ide, at jeg gerne lige ville eksperimentere lidt.
Hvis nu man løber i en konstant fart og retter opmærksomheden på, hvor man er henne på båndet. Gad vide om man så kan fastholde sit udgangspunkt, selvom man lukker øjnene og dermed fjerner en meget afgørende sensation?
Det kan man ikke.
Har du nogle Nytårsforsætter?