Forblændelse

Hvad har du gang i Elisabeth. Jeg får lyst til at råbe dig op. Hvorfor er du vendt tilbage til Johannes?!

Nu slap vi dig ellers lige, bedst som du var fuld af liv og tro på, at der var noget godt i vente for dig. Forelsket og sprudlende. Og sørme om så ikke du, nu hvor vi forventningsfulde blænder op for de nyeste afsnit, er tilbage, hvor du var. Som du selv siger på et tidspunkt: et skridt frem og to tilbage.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet.

En af forklaringerne er nok, at vi er rigtig mange, nok især kvinder, der finder os i alt for meget. Men hvorfor gør vi det?

Min mors generation læste bogen: “Kvinder der elsker for meget”. Kvinder, der tilsidesætter sig selv i kampen for at redde “den anden”. Redde den anden fra sig selv. Alkoholikeren, misbrugeren, den voldelige, den evigt utro. Redde forholdet. For børnenes skyld. For den andens skyld. For han kan jo ikke klare sig uden mig og min kærlighed. Og med rigeligt af netop min kærlighed kan jeg få det bedste frem i ham.

Elisabeth får mig til at tænke over, om det er mere komplekst end som så.  Selv kalder hun det, der er på færde, for forblændelse. Når hun skal prøve at forstå, hvorfor hun bliver hos Johannes, selvom han er egoistisk, temperamentfuld og på alle måder ikke værd at elske. For han elsker dybest set kun sig selv.

Men Elisabeth indrømmer, at hun er forblændet og slet ikke ser det. Og jeg tror, der er noget om det. Det er ikke altid, vi ser tydeligt, hvad det er vi står midt i. Måske fordi vi ikke kan eller tør. Men vi må også rejse spørgsmålet – hvad får vi ud af at blive, når vi burde gå.

Hun bliver ikke kun for at redde den anden. Hun bliver også for at redde sig selv. For hvem er hun uden Johannes?  Han har magt, prestige, karisma. Han har ordet i sin magt. I bogstaveligste forstand kan han samle folk omkring sig. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Så måske det ikke udelukkende handler om at elske den anden for meget. Måske det i nok så høj grad handler om at elske sig selv for lidt.