Nydelse

Du kender det sikkert. Man sad der som barn og vidste, at der var is til dessert. Og så sagde de voksne: “Du skal spise din mad op først”. Det gennemsyrer hele vores kultur dette med, at man skal gøre sig fortjent til at nyde.

“Først yde så nyde” siger vi uden at tænke nærmere over, at vi dermed gør nydelsen til noget, man ikke kan tillade sig sådan bare at tage for sig af i rigelige mængder. Det er egentlig synd.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg lidt provokerende sagt sige til mine børn, at de endelig skulle kaste sig over desserten og så se, hvor meget plads der var til den mere lødige mad. Og nej, det ville jeg nok ikke. Men i overført betydning ville jeg gerne have været bedre til at fokusere på livets små desserter. Lære dem vigtigheden af nydelsen.

Vi opnår nydelse, når vi er sultne og tilbereder lækker mad. Vi mærker nydelse, når vi er ensomme og kommer i godt selskab. Og det er ren nydelse, hvis vi har ondt, og smerten lindres. Ligesom det er nydelse at dele en god oplevelse med andre. Det er, når vi finder ud af, hvad der gør os glade, og vi opnår det, at vi oplever nydelse.

Nydelsen findes i de små ting i hverdagen. Vi skal bare blive bedre til at få øje på den. Nydelse er ikke noget vi behøver udsætte. Alt for ofte siger vi: Når jeg får råd, så…. Eller når børnene bliver lidt større, så…. Eller når jeg går på pension, så…

Vi skal huske på nydelsen. Ikke sådan at forstå, at vi  kun skal gøre, hvad vi lyster. Men når nu du har købt den der lækre isvaffel, så nyd den dog. Alt for ofte glider den ned indsmurt i skam, fordi vi jo faktisk slet ikke havde gjort os fortjent til den.

Så nyd det nu – livet!