Musik og følelser

Jeg var i Herning i lørdags. Herning? Hvor fanden er Herning? Jo vittigheder er der nok af, når jeg fortæller, at jeg er født og opvokset i Herning.

Da jeg var ung gik vi på Nicodemus, og det var her, min kærlighed til levende musik blev grundlagt.

Herning kan noget med musik. Om det er Boxen, der slår dørene op for de helt store navne eller det noget mindre sted Fermaten. Netop derfor gik turen til Herning. Jeg måtte simpelthen høre Marie Key, der skulle optræde på Fermaten.

Marie Key? Mine børn var ved at dåne, for er hun ikke bare for kedelig. Jeg er bare vild med Marie Key og hendes tekster. Måske fordi jeg har en helt særlig oplevelse med Marie Key. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger.

Med det samme jeg blot trådte ind i det rum, hvor Marie Key inden længe skulle i gang med at synge og spille, fik jeg en række fysiske reaktioner fra kroppen. Det sugede i maven, og tårene pressede sig på. Der var noget meget stærkt følelsesmæssigt på spil her.

Sommeren 2013, hvor jeg forelskede mig i min mand, havde Marie Key netop udgivet sit album “De her dage”. Jeg følte ganske enkelt, at det album var skrevet til mig.

Der er ikke noget som musik, der kan understrege og fremhæve følelser. Der er sange, der for altid vil have en særlig betydning for mig. Jeg dansede med Karsten til Peter A.G’s ”Burhøns”, kyssede med Morten til Kate Bush og Preben sang Halberg Larsen for mig.

Så kom Arne. Han sang ikke. ”Det her kommer ik’ hver eneste dag”, sagde han. Men jeg vidste slet ikke, om jeg turde satse alt.

Så sang Marie Key igen og igen næsten insisterende: “Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme- stå med smil- stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind”.

Så selvfølgelig måtte vi genopleve det. Jeg rakte ud efter min mand der midt i mørket i Herning. Så tak til Marie Key fordi hun gav mod.

”Når jeg ser det hele, højt oppe, ovenfra. Er vi to helt vildt rigtige, jeg ved det bare. Jeg ved det bare”.

Måske har du også en sang, der har betydet en stor omvæltning i dit liv.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk