Jeg så en udsendelse forleden om delebørn. Noget, der virkelig gjorde indtryk på mig, var en pige, der sagde: ”Det er jo min rigtige familie”.
Det var hendes biologiske mor, far og søskende, hun kaldte “rigtig”.
Jeg havde måske håbet og troet, at børn forstod vores tænkning, når vi forklarer, at man godt kan have mere end én rigtig familie. En familie der består af min familie sammen med far og fars nye kæreste samt en familie med mor og mors nye mand. Det vi med et plus ord kalder for bonusforældre.
Bonus er noget ekstra. Noget du får oveni. Helt ufortjent. Hvis du har ydet en ekstra indsats på arbejdet, kan du opnå en bonus. Med hvilken ret kan vi kalde de ekstra voksne, vi hælder ned over vores børn, for “bonus”?
Jamen, jeg vil da gerne se mig selv som en “bonus”, kan jeg høre mig selv argumentere.
Fakta er bare, at ingen har bedt om mig!
Når det gælder i relation til de mindre børn, viser min erfaring mig dog, at børn ofte er rigtig gode til at indordne sig under de nye familieformer. Rigtig mange ser rent faktisk den ekstra forælder som noget oveni. En bonus.
Det skal altid være med respekt for barnets biologiske forælder.
Barnet har både en mor og en far. Også selvom de ikke længere bor sammen.
De fleste børn er skabt i kærlighed og barnets forældre har elsket hinanden engang, også selvom deres kærlighed ikke rakte til “for evigt”.
Med respekt for det der “var”, øger vi chancen for at blive opfattet som en bonus.
Behøver jeg nævne, at respekten skal gå begge veje?
Glæd dig som barnets mor eller far over, at en ekstra voksen vil spille en rolle i dit barns liv.
Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk