“Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”. Og nej, det gør vi ikke i min familie. Det er sådan en familietradition.
Min mor sagde det for at minde mig om, at vi ikke deler med andre, hvad der er en indforstået aftale om, at det ville være pinligt, at andre fik viden om. Måske noget som ville give andre mulighed for at sladre om os og pege fingre. Facaden er vigtig.
Altså nu er det ikke fordi mine bedsteforældre, onkler og tanter er bærere af de mørkeste familiehemmeligheder. Vi er bare en helt almindelig familie med lidt alkoholisme, depression, utroskab osv.
Og da slet ikke noget vi behøver tale om. Hverken med hinanden eller andre.
Hvis du møder os og per refleks spørger : “Hvordan går det?” Så får du det klassiske svar, nemlig at: “Det går godt!”
Her er ingen risiko for, at vi pludselig svarer: “Det går ad helvede til”. For det, der går ad helvede til, det holder vi for os selv.
”Det behøver du ikke sige til nogen”, sagde min mor altid, hvis der skete noget i familien, der hørte til i kategorien ”pinligt”. ”Nej, nej bare rolig, det bliver mellem os”.
Jeg kunne godt få den der følelse af, at jeg var særlig udvalgt, hvis en fra familien betroede sig til mig med et: ”Ikke sig det til nogen”. Så havde vi ligesom noget sammen, og det er en god følelse.
Jeg fører familietraditionen videre. Jeg kan høre min mors ord som et ekko, når jeg sænker stemmen og siger til min datter: ”Det er en hemmelighed”.
Det er en lidt ærgerlig tradition at føre videre.
Nu er det ikke fordi, jeg mener, vi bør gå i den helt anden grøft, hvor andre skal vide alt ned i de mest intime detaljer. Hvor vi kommer med helt ind i soveværelset eller hører om de seneste skænderier.
Men det er først, når vi tør række ud mod andre, at de får chancen for at hjælpe.
Læs også https://psykologenpaabryggen.dk