Er du her, når jeg vågner?

Dette opslag skal handle om den grundangst, vi alle bærer i os. Nemlig angsten for at miste. Miste den vi har kær. Af svigt eller sygdom. At miste til bristede drømme om kærliged eller at miste til død og sygdom. Angst for ensomhed og adskillelse.

Blogopslaget henvender sig ikke til dem, der lige nu står over for at miste en elsket til sygdom og død. Fokus er på den irrationelle angst. Opslaget er til alle os, der kan blive fyldt op af: “Hvad nu hvis”.

Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg rammes af den der uhyggelige følelse af: “Hvad nu hvis det hele slutter?”. Jeg ved godt, jeg er tåbelig. Kigger på min mand og beroliger mig med, at selvfølgelig er han her også i morgen. Selvfølgelig vil han ikke forlade mig.

Han kan dø, siger stemmen så pludseig i mit indre. “Katastrofeforestillinger” kaldes det med et psykologisk term. De kan ramme os, bedst som vi tror, vi er ovenpå og safe.

Vi kender alle til denne følelse af angst. Og det er helt naturligt. For vi ved, at vi ikke lever evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns.

Men hvis vi hele tiden frygter, at katastrofen ligger lige rundt om hjørnet, er der ofte en indre sårbarhed på spil, som gør os mindre robuste overfor livets vilkår.

Da viser angsten for at blive forladt sig gennem, at man konstant er optaget af tanker om at blive svigtet krydret med jalousi. En farlig cocktail, der kan blive alt for indgribende både for en selv og for kærlighedslivet.

Angsten for at ens nærmeste dør kan bygge på en grundlæggende mistillid til, at livet vil lykkes for en. Og for nogle er det så invaliderende en angst, at de forhindres i at leve livet, mens de er her. I stedet sætter de restriktioner op for sig selv og deres kære.

Det er, når vi lever med bevidstheden om, at at livet skal leves her og nu uden at blive væltet bagover af den vished, at det hele kan slutte, at vi kan balancere det. Så kan vi i stedet for angsten for at miste det hele gribes af en dyb indre taknemmelighed for de dyrebare øjeblikke i hverdagen.