Jeg talte med en kvinde forleden. Hun var så forbandet vred og ærgerlig. Hendes samlever gennem mange år havde i den sidste del af deres forhold set en anden, uden hun vidste det.
Deres forhold var ret specielt på den måde, at de havde været ungdomskærester. Han var hendes første store kærlighed. Hun havde troet på et “for evigt”. Alt syntes lige nu så ligegyldigt.
Og pludselig udbrød hun, at hun bare ville have minderne om ham til at gå væk. Derfor havde hun også slettet ham fra sit liv ved at blokere ham på diverse sociale medier. Meget forståeligt når man tænker på det chok, det må have været, da hun pludselig en dag var blevet ringet op af en kvinde, der bare lige ville fortælle, at hun altså var kæreste med, ja hendes samlever.
Det, der lige nu irriterede hende allermest, var derfor, at uanset hvad hun tænkte på af minder for de sidste mange år, så var han en del af dem. Og mens man kan slette kontaktoplysninger, beskeder og foto, så kan man ikke bare skære den del af ens hjerne ud, hvor minderne sidder.
Måske hun i stedet for at bruge en masse energi på at tage afstand fra og være bitter i stedet skulle forsøge at se på deres forhold som et vævet tæppe. De år de havde fået sammen, de oplevelser de havde haft sammen og de smukke minder der var, havde alle været med til at forme tæppet i præcist det mønster.
Han var en del af det livstæppe en del af hendes livsfortælling. Som en tråd vævede han sig ind og ud i alt, hvad hun kunne se tilbage på i de sidste mange år. Hun kunne vælge at skrive ham ud af sin fortælling, som hun netop havde planer om. Klippe den tråd over som han udgjorde i tæppet. Med risiko for at tæppet gik op. Det ville vel kunne lappes igen.
Hun kunne også vælge, at lade det være som det var. At lade ham få del af hendes livsfortælling. Der var veninder nok, der kunne lægge øre til, hvor stor en idiot han var. Så jeg tillod mig at forsøge at give de positive minder lidt plads. Alternativet er nemlig, at hun vil stå tilbage med en følelse af at have spildt mange vigtige år af sit liv.
Så sig farvel til svigt og mistillid og hils de positive minder velkomne.