Selvhjælpsbøger om teenagere og hvordan du bedst coacher din unge datter eller søn er i bedste fald spild af penge, i værste fald giver det dig bare endnu mere afmagtsfølelse, når du trods ihærdige forsøg ikke lykkes med projekt: “kom, lad os tale om det”.
En teenager kan nemlig slet ikke coaches. Det er naturstridigt. Du kan ikke stille noget op, når hormonerne pumper rundt i kroppen på et tidspunkt i dit barns liv, hvor styrpinden i form af frontallapperne endnu ikke er udviklet.
Så i det mellemrum, der er imellem, at du havde styrpinden og dit barn gjorde alt, hvad du bad om, til frontallapperne er udviklet, kan du bare bede til, at det går godt.
Tiden, hvor dit barn syntes du var enestående og fantastisk er endegyldig forbi. Du mødes ikke længere af jubel og små søde barnearme, der kaster sig om dig, når du træt kommer hjem fra arbejde. Hvis der skal hilses “hej” må du selv opsøge det.
Du må selv se, om du kan skubbe døren op for tøjbunken, der ligger smidt på gulvet ind til det, der engang var et barneværelse. Det værelse der var fyldt med My little pony eller Batman figurer, og som nu stinker af hengemt mad fra indtørrede tallerkener og daggamle prutter, der vidner om, at her bliver der aldrig luftet ud.
Den vigtigste kommunikation foregår som grynten, brok eller MobilPay anmodninger. Du må bare trække vejret dybt ind og læne dig tilbage og vente på, at tilstanden går over.
Jeg tror, mange rammes af en følelse af ikke at have slået til som forælder. Eller en tvivl om man nu har gjort det godt nok. Og i værste fald den sværeste følelse af alle: “er jeg en dårlig mor?”
Bare rolig- det hele falder til ro igen, når puberteten er klinget af. Tilstanden går over.
Og når jeg ser mine børn i dag, så tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort , så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet nogle dejlige mennesker.
Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk