Selvom Peter Plys er klog og ordene smukke, så vil jeg hævde, at lige her har Peter Plys ikke helt ret. Kærlighed er mere end følelse. Kærlighed er også tanke og handling. Kærlighed er en beslutning om, at relationen til den anden skal vare ved. Kærlighed er varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv.
Kærlighed er det, der giver livet intensitet og mening. Vi lever i en tid der misforstår, hvad kærlighed er. I vores komfortable og nydelseslystne tid har vi glemt, at kærligheden også er lidelse, benhård modstand, seje kampe og smerte.
Når min mand viser tålmodighed over for mig, så er det en kærlighedserklæring af de helt store. Tålmodig er den, som ”finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem længere tid”. Det kunne ligeså godt være en beskrivelse af min mands modsætning.
Han skælder ud i trafikken, når trafikanterne ikke kører hurtigt nok frem. Han orker ikke møder uden resultater. Han gider ikke snik snak uden mål. Han trættes, når noget ikke hurtigt giver gevinst.
Men med mig er han evigt tålmodig. Og netop derfor er det en endnu større kærlighedserklæring at mærke det, når jeg nu ved, at han ikke er tålmodig med ret mange og ret meget. For så ved jeg, at han er total vild med mig.
Så måske det er, når vi mærker, at den anden gør sig umage med noget, der for dette menneske kræver en ekstra indsats og den anden så rent faktisk lykkes med at gøre lige præcist det for dig, at vi mærker, hvor højt vi er elsket. For hvis det bare faldt min mand let at være tålmodig, så ville jeg måske ikke på samme måde glædes over, at han viser mig tålmodighed?
Jeg tror på, at kærlighed begynder med en ægte interesse i, hvad der betyder noget for den anden. For der sætter vi os selv til side. Der bliver det mere vigtigt for dig, hvad du kan gøre for den anden, end hvad du umiddelbart kunne have lyst til, hvis du udelukkende lyttede til dit eget behov. Du har forpligtet dig.
”Hvordan staver man til kærlighed?” Man kan stave til kærlighed, når man kan stave til ”dig” i stedet for ”mig”.
Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk