Det lille barn

Fra barnets fødsel – nogle taler allerede om fostertilstanden – bliver barnets evne til tilknytning dannetTilknytning betyder, at barnet gennem sit forhold til dem, der primært tager sig af det, danner fundamentet for sin personlighed og sin følelsesmæssige udvikling.

Sagt på en anden måde er den relation, barnet har til typisk sine forældre, en skabelon for, hvordan barnet anskuer sig selv og verden. Det er simpelthen nødvendigt for barnets udvikling, at det har en tryg relation fra start. En relation, der giver det omsorg og lærer det, hvordan man er sammen med mennesker.

Det er gennem vores tætte relation til andre mennesker at vi lærer at være menneske. I starten kan barnet ikke regulere sig selv. Det er i tilknytningen til sine omsorgspersoner, at barnet får de første byggeklodser til at lære at regulere sig selv.

Når Karl er tilpas klukker han højlydt. Men lynhurtigt kan han skifte humør og græde hjerteskærende. Det lille barn kan ikke udsætte sit behov for mad eller en tør ble.

For at barnet på sigt kan lære at regulere sig selv, har det behov for, at forældre eller andre omsorgspersoner regulerer det. Altså hjælper barnet til ro, når det bliver følelsesmæssigt stresset. Det betyder, at mor eller far med deres nærvær og voksne strategier skal hjælpe barnet med at genfinde roen, når utrygheden styrer det i gråd. Barnet er afhængig af voksne, der kan rumme det.

Ikke kun en våd ble kan aktivere det lille barns ubehag. Barnet udvikler sig i ryk og kan ved sit nyeste udviklingstrin opleve verden som utryg, skræmmende og forvirrende. Det kan derfor have brug for ekstra tryghed fra dig. Det kan føles, som om barnet klistrer til dig, og at du ikke kan tilfredsstille barnets behov.

Det er naturligt, at barnet har behov for at være tæt på dig og mærke nærhed, imens det langsomt finder tryghed i den nye verden, der har åbnet sig for det.