Den vigtige anden

“Der er noget, jeg simpelthen ikke forstår”, siger min mand. Jeg fornemmer en slet skjult irritation i hans stemme. Han peger på indkøbsposerne på bordet. Der står de så. Med det samme han henleder min opmærksomhed på dem, er jeg klar over, hvad der nu vil ske.

“Når nu du har købt noget, der skal på køl, så forstår jeg ikke, hvordan du bare kan stille det midt på bordet?”, fortsætter han. Uden at svare, men med hurtige irriterede bevægelser tager jeg posen og stiller varerne på plads. Der er mulig konflikt i luften.

Vi mødes og forelsker os i hinanden. Lysten til den anden er uforstyrret. Velviljen til at komme hinanden i møde og bære over med forskelligheder er stor. Ja ofte ser man slet ikke forskellighederne.

Men sådan bliver det ikke altid ved. Faktisk er der stor risiko for, at utilfredsheden med den anden stiger, efterhånden som årene går.  For pludselig får man øje på forskellighederne og med det klarsyn følger konflikter og uenigheder.

I det sunde parforhold er man bevidst om, at der er sådanne skuffelser, afstand til tider og sågar smerte. Vi vil uundgåeligt komme til at såre og skuffe hinanden. Det skal vi kunne tåle.

Det afgørende er, at vi i vores parrelation kender vejen tilbage til hinanden, så en afstand ikke bliver til et truende brud, men blot et bump man må over. At vi har måder, hvorpå vi kan genetablere kontakten til hinanden. At vi har en grundlæggende tillid til, at vores partner vil os det godt.

Jeg er bevidst om, at vi er forskellige. Det er ikke udtryk for, at min mand er træt af mig, når han undrer sig over mine handlinger. Og det er ikke udtryk for, at vi er et dårligt match.

Så jeg ser på min mand og smiler. Rækker ud efter ham og med et kram viskes al optræk til ufred imellem os væk.