Tør du åbne gaven, når indpakningen er den grimme Corona? Der er umiddelbart intet godt at sige om Corona krisen og alle de betydninger den får for den samfundsorden vi kender og sætter så stor pris på.
Så misforstå mig ikke, når jeg alligevel opfordrer til at pakke gaven med det grimme indpakningspapir op. For indeni ligger der noget dyrebart. Noget vi næsten havde glemt betydningen af – nemlig tid med hinanden.
Hvad tænker du på Jeanne? Er du dumnaiv eller hva’? Er det ikke lidt letkøbt for dig at sige sådan. Du har jo ikke tre børn i alderen 6-16 år som du skal læse lektier med samtidig med at du skal have hjemmekontor og levere på bundlinjen.
Jeg ved det godt. Men set fra barnets perspektiv er det at have mere tid med sine forældre altså alligvel ret dejligt.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det, at vi alle er blevet revet ud af vores vildfarelse, har været vigtig for os? Vildfarelsen om, at vi kan udsætte vigtige ting. Til når vi har fået et bedre job, den rigtige mand, et arkitekttegnet hus, penge på kontoen.
Der er intet positivt ved denne ulykkelige situation, men vi er blevet stoppet i hverdagens trummerum, hvor børn, forældre og par bare løber derudaf. Og nogle gange i hver sin retning. I et kapløb om at blive lykkelig, og hvor lykke er blevet forvekslet med friværdi.
Nu ser jeg i stedet børn spille bold med deres forældre, kærestepar, der holder pause fra hjemmekontoret og dyrker tosomheden ved at gå hånd i hånd.
Tid med de nærmeste er for mange tiltrængt. Vi glemmer alt for ofte, at det er betydningsfulde andre, der gør, at vi fungerer. Vi bliver alle mindet om, at vi intet er uden hinanden. Og det kunne vi måske godt trænge til.