Så du lyset?

Jeg er ikke ude i en eller anden religiøs omvendelse. Heller ikke selvom oplevelsen næsten kan kaldes Guddommelig. Dette blog indlæg handler om dette med at se bagud i tiden og så pludselig opleve, at alt ses i et nyt lys.

Jeg har brugt et helt voksenliv på at tage afstand fra min barndoms ferieminder ude på Lars Tyndskids mark, hvor mine forældre af alle steder i verden byggede et sommerhus. Så mens mine klassekammerater red med på den nye bølge og rejste til udlandet på ferie, så skulle vi bare hygge i sommerhuset.

”Der er ingenting som den danske sommer”, sagde min far altid. Det var før den tid, hvor børn bestemte, hvor familiens ferie skulle afholdes.

Jeg har arvet sommerhuset. Hvad stiller man lige op med noget, man har besluttet sig for, at man ikke kan lide?

Weekenden stod ikke på de store aftaler, så min mand overtalte mig til, at vi ligeså godt kunne tage op at se på vores ejendom. Vi kunne vel se på, hvordan vi kunne shine huset op og få det gjort salgsklar.

Meterologerne havde meldt tørvejr mellem kl 11-13, så mødet med fortiden skulle finde sted indenfor det tidsrum.

Så med nej-hatten på kørte vi afsted i regnvejr. I forvisning om at det snart ville klare op. Turen er egentlig ikke så lang. Den bliver lang, når den samtidig er en rejse tilbage i tiden.

Vi ramte stedet præcist, da regnen stoppede. Og så skete der noget vildt. For hold nu op hvor var her fantastisk.

Den måde lyset brød igennem gråvejret på, var så smukt. Duften af våd skovbund. Lyden af havets brusen i det fjerne. Og roen.

Gamle barndomsminder piblede pludselig frem for mit indre blik. Derovre i det gamle krogede træ havde vi lavet hule med naboens børn. Min mor, der altid  startede med at lave friskbagt brød. Jeg kunne genkalde mig duften af hendes hjemmebag. Min far, der var jordens stærkeste mand, kunne fælde en hel skov og høvle træet i passende stykker. Ilden fra pejsen der hurtigt varmede os op.

Hvorfor havde jeg aldrig set det, mens jeg var der? Huset er ikke til salg.

Se også min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Når jeg får råd nok

”Når jeg får råd nok, vil jeg købe en drømmekage”. Sådan sagde drengen, der stod foran mig i bagerkøen til sin søster. De havde lige nøjagtig penge nok til to trøfler, der var dagens tilbud. Men det var tydeligvis ikke deres første prioritet. For hvis han havde haft  ”råd nok”, så havde han hellere købt en drømmekage.

Sådan er det nogle gange.

Jeg kører i Peugeot. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere køre i Porsche. Jeg bor i lejlighed. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere have boet i en penthouse lejlighed med udsigt til havet.

Drengen i køen var optimist. For det var ikke ”hvis jeg får råd”. Nej, det var ”når”.

Sandsynligheden for en dag at få råd til at købe en drømmekage er selvsagt større end sandsynligheden for, at mine drømme en dag indfries. Det, der imidlertid slog mig, var, hvor vigtigt det er at turde drømme. Ikke kun om drømmekager.

Det er nemlig ikke sådan, at indtagelsen af en drømmekage øger ens chancer for at turde drømme. Vi skal turde drømme om alt og ingenting. Ganske enkelt fordi det er afgørende at have drømme og håb.

Åhhh, jeg er fortaler for drømme. Også selv om jeg forleden læste, at det først er når vi stopper med at drømme, at vi kommer i gang med at skabe nødvendige ændringer i vores liv.

Der er så meget positiv energi i at turde drømme. Ofte siger mine børn: “Stop nu – det bliver alligevel aldrig til noget”. Men mange af mine drømme er endt med at blive til virkelighed

Så jeg vil drømme videre. Ikke som en overspringshandling i forhold til nutiden med risiko for kun at være tilstede i drømmen om en forhåbentlig bedre fremtid.

For sådan behøver det ikke være. At drømme om noget er ikke det samme som kun at være tilfreds, den dag drømmen er opfyldt.

Tør du drømme?

Se mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mig og min læbestift

Min kollega fyldte 40 år forleden, og vi mæskede os derfor i lækker kage i kaffestuen. Også selvom en af ulemperne ved at blive ældre er, at stofskiftet falder og kiloende derfor kan være sværere at holde væk fra sidebenene.

Vi ældre syntes lige, vi skulle give hende et par advarsler med på vejen.

Glæd dig hver dag du kan stige ud af sengen uden smertende led. Glæd dig over at kunne læse “det med småt”. Overgangsalder og hedeture venter forude. Du får travlt med at plukke alle de grå hår, så du kan ligeså godt finde dig en skyllefarve, du kan lide. Dine røvbalder skrumper ind og andet buler ud. Åhhh ja, rynkerne er da også ret irriterende. Det er jo løgn, når vi trøster hinanden med, at det er charmerende, at man kan se at livet er blevet levet.

Der er nok at glæde sig til, drillede vi.

Men en ting er de fysiske forandringer. Noget helt andet er de alders normer og regler, vi stiller op for hinanden.

Nyd dit lange hår for inden længe vil mange have en mening om, at det kan man altså ikke i din alder. Og din kjole må ikke være dristig kort. Så ned med kjolelængden og op med hårlængden.

Jo, man kan hurtigt blive anset som forkert i forhold til sin alder. Hvad kan man tillade sig, når man runder de 40? De 50? 60?

Hvornår er man for gammel til at gå i Converse sko? Bruge knaldrød læbestift?Forleden fik jeg i hvert fald at vide af bonus såvel som egne unger, at: ”Man går ikke med en Eastpak rygsæk i din alder”.

Der er godt nok mange regler at forholde sig til, når ældrepolitiet rykker ud. D.O.D. , sagde en ældre veninde engang = dem om det. Og det er en af fordelene ved at blive ældre. Man bliver modigere.

De fysiske ændringer kan vi intet stille op overfor. De stramme normer kan vi derimod selv bestemme, hvor meget vi vil lægge under for. Så jeg beholder mine Converse, min røde læbestift og mit lange hår. Og så vil jeg ønske mig en ny dyr taske af mine unger og smide rygsækken til skrot under småt brandbart.

Se min hjemmeside på https://psykologenpaabryggen.dk

NU DU BANGE!

Men vi skal længere ind. Der er krav og forventning i vores kultur om, at man skal udfolde sit selv. Lære sig selv bedre at kende ved at grave dybt i sit indre. Det kan blive en lang arkæologisk udgravning.

Jeg burde bare tie stille og være glad, for det kalder på sådan nogen som mig. Enhver med respekt for sig selv har været enten ved psykolog eller har sin egen personlige coach.

Markedet er ved at oversvømmes af bøger om selvudvikling og hjælp til at finde retning i livet. Det er som om vi hele tiden er på vej efter en ny og bedre udgave af os selv. Og denne forbedrede udgave skal findes ved at grave dybt. Og så sidder vi der og graver i vores egen navle, som om det var det mest pompøse sted i verden.

Numen sas, numen sas. NU DU BANGE! Men vi skal længere ind.

Hvad sker der så, når vi må erkende, at det, vi finder, ikke er særlig kønt? Dybt derinde er nemlig de mere primitive sider af os som mennesker. Sider der i realiteten har bedst af at forblive i det skjulte. Misundelse, jalousi og had er alle følelser, som vi mennesker rummer dybt derinde.

Alternativet er værre. Et ingenting. ”Jeg føler mig helt tom indeni”, siger mange af mine klienter. Det er en rigtig grim følelse. De kigger underligt på mig, når jeg siger, at de skal lade være med hele tiden at mærke efter inde i sig selv. For er det ikke det, det hele går ud på?

Der er ikke noget derinde i én selv. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Så prøv engang i stedet at se på de betydninger du har for andre mennesker. Hvad er det andre sætter pris på ved dig?

Hurtigt vil du se, at andres dom over dig er langt mildere end din egen. Måske de faktisk kan lide dig, præcist som du er.

Brug for hjælp til at se det:  https://psykologenpaabryggen.dk

Rigtige venner

“Vi skal være venner for altid, ikke også, Plys?” spurgte Grisling. “Endnu længere end det” svarede Peter Plys. Denne uges opslag på bloggen handler om venskab.

Når jeg optager journal, er der nogle faste spørgsmål, vi skal omkring. Herunder hører altid, at jeg spørger ind til, om der er et godt netværk.

Et godt netværk? Hmm, hvad betyder det? Er det hvis de ofte er online, eller hvis de svarer rimeligt hurtigt? Eller hvis de liker det, jeg skriver?

Så slog det mig, at når jeg taler om netværk, så betyder det ikke nødvendigvis det samme, som når andre taler om netværk. Det hjælper ikke at skifte ordet ud med ”venner”. Min datter fortalte forleden, at hun har mere end 650 venner.

650 venner?! Jeg har måske på en heldig dag 10 venner. Hvordan har du dog kunnet nå at få så mange venner på så kort tid?

Nååå, det er ikke sådan ”rigtige” venner? Jamen hvad er det så for nogen? Allerede nu kan jeg godt se, at her er brug for en såkaldt ”begrebsafklaring”.

Når jeg spørger ind til netværk/venner, så spørger jeg, om du har en virkelig ven. En rigtig ven er én, du ønsker det bedste for. Og som du er klar til at hjælpe, også selvom du ikke får noget ud af det selv. Og han/hun vil gøre præcist det samme for dig. Det er en, du kan fortælle dine inderste tanker og bekymringer.

Fakta er, at det ikke kun er de unge, der er hoppet med på vognen med cyber venner. Vi har også set vigtigheden af at networke på de sociale medier som twitter og linkedin. Her bliver andre mennesker redskaber til min egen personlige udvikling. Det må aldrig stå alene.

Vigtig forskning har vist, at fysisk kontakt gennem nære relationer hjælper os med øget velbefindende. Et knus fra en nær ven opbygger tillid og reducerer vrede og stress og har positiv indflydelse på dit humør.

Sociale medier kan rigtig meget. Men det kan ikke erstatte de nære relationer.

Gå eventuelt til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Mit Nytårsforsæt

Dette opslag handler ikke om drastiske livsstilsændringer, der skal rense ud og genskabe balance i alt fra mine tarme til min hverdag.

Det handler om også i 2018 at skrive en ærlig blog. Selv når det blir tåkrummende pinligt.

Jeg har aldrig tidligere haft Nytårsforsætter, fordi jeg tænker, at man aldrig skal love sig selv noget, som man alligevel ikke kan holde. Ligesom man mister respekten for andre, hvis ikke de holder, hvad de lover, mister man nemlig også lidt af selvrespekten, når Nytårsforsætterne glemmes med raketfart.

Rigtig mange kender til dette med at have et Nytårsforsæt, der er dømt til at mislykkes. Jeg vil ikke spise slik mere. Jeg vil kun drikke vin i weekenden. Jeg vil motionere hver dag minimum en halv time. Jeg vil ikke skælde ud på mine børn. Jeg vil ikke tage flere arbejdsopgaver, end jeg kan overskue. Jeg vil blive bedre til at være der for mine venner.

Allievel har jeg i år tænkt, at nu vil jeg have et Nytårsforsæt.

Mit forsæt er, at jeg ikke vil komme til skade i det nye år. Jeg vil ikke vælte på min cykel. Jeg vil ikke skære mig i fingrene.

Nu kunne man så krydse fingre for, at det er da et overkommeligt Nytårsforsæt. For hvor ofte sker det lige, når man er voksen? Det sker så desværre ret ofte for sådan en som mig.

Ønsket om, at 2018 skal være anderledes, opstod efter, at jeg faldt af løbebåndet i Fitness Centret Nytårsaftensdag.

Mange af mine veninder har spurgt mig, om ikke jeg synes, jeg udleverer mig selv i mine blog opslag. Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv.

Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige.

Så nu kunne jeg nøjes med at fortælle, at jeg faldt af båndet. I kunne så tænke, at jeg garanteret har løbet monster stærkt og har været vildt uheldig. Men det ville ikke være sandt.

Jeg har altid været fascineret af perceptionspsykologi. Tænk engang, hvor fantastisk vores syn er, og hvordan vi bearbejder de indtryk, vi får, så vi kan være til i verden.

Så var det, jeg løb der på løbebåndet og fik den tossede ide, at jeg gerne lige ville eksperimentere lidt.

Hvis nu man løber i en konstant fart og retter opmærksomheden på, hvor man er henne på båndet. Gad vide om man så kan fastholde sit udgangspunkt, selvom man lukker øjnene og dermed fjerner en meget afgørende sensation?

Det kan man ikke.

Har du nogle Nytårsforsætter?

Godt nytår alle sammen!

Året 2017 kan vi snart lægge bag os og 2018 står og venter forude. For ikke mange dage siden sad jeg juleaften og kiggede tankefuld ind i de sidste glimt fra lysene på juletræet. Jeg sætter mig altid og kigger ind i et lys juleaften. Det virker næsten meditativt og så fremkalder jeg minder. Mine tanker går til dem, jeg har mistet, for i julen føles alt stærkere. Og jeg har altid haft det sådan, at savnet efter dem bliver stærkere lige der midt i glæden og taknemmeligheden over at være til.

Jeg gør også en form for status over året, der er gået. Hvad er jeg lykkedes med og hvad er der plads til forbedring med.  En af de helt store positive ting har for mig været at starte denne blog. Tak, til alle Jer der følger mig. Og tak, fordi I fortæller om Jeres liv både via kommentarer på Facebook og via mail funktionen på bloggen. I inspirer mig med Jeres drømme, sejre og nederlag. For det er jo sådan livet er. Det er altid et både og. Det erfarer vi om ikke før, så når vi selv står over for det mørkeste mørke.

Jeg holder så meget af Anne Linnet og hendes brug af ord. Hun synger: ”Man sir at over skyerne er himlen altid blå. Det kan være svært at forså når man ikk’ kan se den. Og man sir at efter stormens pisken, kommer solen frem. Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde”. Det er et velfortjent spark lige ind i al den snak om, at man selv vælger, om man vil se regnbuen på en regnvejrsdag.

Denne fredag går mine tanker også på det nye år, der venter forude. Et helt nyt kalenderår står og venter på at blive brugt. Helt uden vores anstrengelser ligger der et nyt og ubrugt år foran os. Håb og drømme står i kø. Dem har jeg mange af. Jeg hører nemlig til de privilegerede, der er rask, har godt job og mest af alt en dejlig familie.

Familieliv er, hvad denne blog handler om og sandheden er, at mange drømme er bristet for alt for mange, og inden længe vil der være kø hos landets parterapeuter, fordi julen for mange blev en skuffelse. Så bliver det ligesom for nemt at sige: ”på med ja-hatten”.

Mine tanker går derfor på en fredag som i dag til alle dem, der har mistet i året, der er gået. Til alle der er ramt af sygdom. De går til alle Jer, der ikke kunne få familieliv til at hænge sammen i skøn samhørighed og derfor måtte sande her mod årets slutning, at I må opgive drømmen om det gode familieliv.

Jeg vil også slutte af med Anne Linnet, for hun synger: ”Time og dag og uge dem får vi lov at bruge stjerner og sol og måne dem får vi lov at låne”. Det bliver givet os helt uden vores anstrengelser, og vi må så prøve at bruge det efter bedste evne velvidende, at vi er forskellige, i det udgangspunkt vi har.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Ærlighed

Fra vi mennesker er helt små, lærer vi at være uærlige. Hvad jeg mener med det? Jo, vi lærer, at det gavner at stikke en hvid løgn. ”Sig nu bare til mormor, at det er en rigtig lækker trøje, for hun bliver så ked af det ellers”.

Vi fortsætter op igennem livet. Når en veninde spørger, om en kjole klæder hende, svarer den gode veninde altså ikke at: ”Nej, du ser lidt tyk ud i den”.

Og når vi er sammen med venner, er den der igen – vores manglende oprigtighed. Jeg er selv ret konfliktsky, så det sker, at jeg bøjer af  i diskussioner, bare fordi det er nemmest. Og fordi det binder sammen. Vi er fælles og enige om det her.

Nogen gange stopper jeg bare op og tænker, om det nu alligevel er den rigtig måde at være sammen på?

Måske mangel på oprigtighed bunder i selviskhed, selvom jeg vil bilde mig ind, at jeg stikker den hvide løgn for den andens skyld?

I virkeligheden er jeg nok bange for, at hvis jeg siger min ærlige mening, så risikere jeg, at jeg støder folk fra mig. Jeg er nervøs for, om jeg mister mine venner, hvis jeg har anderledes holdninger og værdier i et givet spørgsmål. Og jeg vil helst være gode venner med alle. Velvidende at det kan man ikke.

Og på mine tænksomme dage er det, at jeg rammes lige her. For er det ikke netop, når vi er oprigtige, at vi kommer tættere på?

Hvis jeg i stedet for at snakke min veninde efter munden i angst for at miste hendes venskab sagde: ”Den der kjole er ikke den bedste til dig. Den du havde på til sommerfesten, er du så smuk i”. Mon ikke den veninde i virkeligheden vil sætte mere pris på min oprigtighed, end på at jeg pleaser hende?

Eller når diskussionen går med venner, og vi er uenige i et synspunkt, mon så ikke jeg i virkeligheden øger chancen for en god aften, hvis de kan mærke, hvor de har mig.

Vi kan nogle gange være så konfliktsky, at vi i stedet for at sikre os mod venneflugt får skabt en afstand. I en ægte relation skal vi måske turde være oprigtige, også når det er svært. Jeg vil i hvert fald øve mig.

Se min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk

Den første forelskelse

“I love you” stod der på mit pennalhus. Det var et rundt pennalhus i lyst kernelæder. Herunder stod der: Albertinus, Mickey og Sheik.

Jeg var en rigtig hestepige og elskede livet på rideskolen. Varmen fra de kæmpe dyrs kroppe fik mig til at svimle. Jeg trykkede næsen helt tæt ind mod deres hals og indsnusede dem. Det var ren lykke. Jeg delte alle mine hemmeligheder med de stolte dyr. Og følelsen af at kunne tumle dem gav en helt særlig selvværdsfølelse.

Så kom Morten. Morten med de grønne  øjne og det brune hår . Han duftede noget bedre end en hest . Han var 15 år og gik en klasse over mig. Han havde lige fået knallert og han var sej.

Han var vist lidt varm på min veninde? Hende Charlotte som også var en irriterende dygtig rytter.

Træls var det i hvert fald, når hun gav den som Suzi Quatro med kopiband og stod der og vrikkede med hofterne.

Prøv engang at google hende og du vil forstå at næst efter en musikvideo med Kate Bush, så var Suzi enhver teenagerpiges værste mareridt der i 70’erne. For hun var for lækker.

Alligevel var det mig, han ville være kæreste med.

Ikke at han selv spurgte. Næææh, han havde tre trofaste følgesvende , der troppede op inde i mit klasseværelse. De skulle spørge fra Morten, om jeg ville være kæreste med ham? Om jeg ville!

Han var min første kærlighed.

At man aldrig glemmer den første forelskelse, fik jeg endnu et eksempel på forleden.

Min mand fortalte om dengang, han havde kørt på knallert fra Esbjerg  helt til Hirtshals. Havde taget færgen til Norge. Havde tilbagelagt hele Sverige på tværs på sin Kreidler med orange tank for at nå frem til Pia Lilja i Sverige.

Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at den første forelskelse bliver et minde, der er værd at samle på. For det forsvinder ikke igen. Fortæl gerne om din første kærlighed.

Gå eventuelt til https://psykologenpaabryggen.dk

Mig og Lycra

Indtil jeg fyldte 49 år, havde jeg ikke frivilligt bevæget mig uden for. Hvis jeg skulle gå en tur, stod undskyldningerne i kø. Jeg brød mig ikke om det. Jeg frøs altid.

Til det kan man jo så indvende, at koldt er det jo langt fra hele året. Der findes også skønne dage, hvor naturen næsten kalder. Den kaldte bare ikke på mig. Jeg ville personligt hellere sidde på en stol og nyde solen end at bevæge mig rundt i naturen. Og så er vi ved min anden udfordring – nemlig bevægelse.

En anden ting, jeg altid har haft det rigtig svært med, er motion. Man vil vel kunne kalde mig doven. Bevægelsesøkonomisk. Så tanken om at bevæge mig ude i naturen var faktisk ret fjern. Alligevel er det det, der er sket.

Når man bliver forelsket, er man mest påvirkelig og klar til at opdage nyt. Så da jeg mødte min mand, der er meget sporty, skulle der indgås nogle kompromisser fra begge sider. Et af de kompromisser, jeg måtte indgå, var at give cykling en chance.

Og bang… da blev jeg dobbelt forelsket. For hvorfor har ingen fortalt mig, at med min spinkle overkrop og lidt kraftige underkrop så er jeg som skabt til at cykle. Jeg er god til det.

Og nu til noget vildt. For jeg har faktisk lavet en kombination, som ingen ville have troet mulig. Jeg cykler ude i naturen. Og jeg elsker det.

Som tidligere nævnt er jeg så heldig at have hus i Italien. Vi har to mountainbike cykler dernede. Det bedste, jeg ved, er at indtage Norma bjerget. Det er bjergvejen op til vores by. Den er ret stejl. Jeg føler, det er mig mod bjerget. Og at vinde over bjerget giver mig den bedste følelse af at være total for sej.

Vi cykler mest på veje, men vi har venner, der tager os med “off road”.

En del af mig bryder mig ikke om det. Det er meget ude af kontrol. Og lidt for vildt efter min smag. Og for farligt.

En anden del af mig er vild med det.

Bjergene åbner sig helt anderledes, når man cykler inde midt i det hele. Og at kunne stoppe op og plukke friske figner fra træerne og vilde brombær fra buske eller drikke direkte fra floden er simpelthen den fedeste oplevelse.

Igang med en sundere livsstil: https://psykologenpaabryggen.dk