Lad der blive lys

Forår og den tid på året. På denne tid af året plejer det at være håb og glædesføelser, der fylder min krop. Ramt af forårslyset prøver jeg desperat at mærke efter derinde i mig selv. Hvor er forventningsglæden blevet af.

Forår er tiden, hvor solen pludselig varmer igen, og hvor man kan finde nok læ til at indtage et glas på ens yndlings bar, mens blomsterne påny springer ud. Nu er baren lukket og står spøgelsestomt hen. På dørens står der “Lukket pga COVID 19”.

Der var ingen påskeprædiken om en glædelig opstandelse fra landets prædikestole denne Påske. Prædikestolen er i stedet givet til fem alvorlige voksne, der står der i bedste sendetid uge efter uge og advarer os om den usynlige fjende, der har taget bolig iblandt os. Og det er ikke håbet, de prædiker om.

Bliv hjemme. Stå sammen ved at holde afstand er blevet vores nye mantra. Ingen vennebesøg ingen familiehygge. Bare et ingenting. Ensomhed, afsavn og bekymring i stedet for håb.

Jo vist vil nogen nok mene, at de fik en kærkommen lejlighed til at få gjort haven forårsklar. Oprydning i haver, hvor alt det visne fejes sammen i en stor bunke og får lov at formulde, så det igen indgår i naturens vidunderlige cyklus. Og kilometervis af læs med alt det vi har i vores gemmere på lofter, depoter, skunke er kørt afsted til containeren med småt brændbart.

Så nu må man da være glad. Er der ikke nogen, der siger, det giver sådan en dejlig ro at få fjernet ukrudt og ryddet ud i det gamle lort. Hvorfor forbliver det mig så umuligt, at få vinterens tunge dyne slået ordentligt til side.

Forårets håb fylder mig ikke. I mit hoved kværner ord som smittetryk og flokimmunitet. Lad der blive lys…. men lyset udeblev dette forår. For hvor forår associeres med liv, vækst, spirren, håb, ny begyndelse og varme, så er dette forår karakteriseret ved alt andet end det.

Alle higer vi efter at kunne vende tilbage til vores gamle liv. Familiehygge, venner, nærhed, omfavnelse, kys, kram, arbejde, rejser og frihed. Lad der blive lys.

Hudsulten

Fra Danmark blev lukket ned gik der et sus igennem os alle. Hvad nu med børnepasning, jobbet, aktierne der styrtdykker. Alt dette godt krydret med en frygt for den usynlige fjende. For vi kan ikke se det vi er oppe i mod.

Alligevel er det alt sammen meget forventelig, at vi ville reagere på det. Men en nok så vigtig bivirkning, som også kunne vise sig at komme til at kræve en hjælpepakke eller to, er følgerne af den sociale isolation.

For vi mennesker er sociale dyr. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan det vise sig, at der er en lang række følger, som umiddelbart er langt mere usynlige følger af denne nedlukning.

For hvad giver det lige af følger, at vi lige nu er tvunget ud i fysisk afstand og isolation. Umiddelbart tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at fysisk kontakt spiller en rolle for vores psykologiske sundhed.

Isolation er blevet den nye virkelighed for alle. Hvor vi kun har udgangtilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut ned forbi den lokale Netto efter en liter mælk. Hvem ønsker sig ikke en hund i disse tider, så man i det mindste har en undskyldning for at komme ud at trække lidt frisk luft og måske nikke indforstået til en forbipasserende. Isolation på ubestemt tid.

Det stikker meget dybere end en ærgerelse over barnedåben, der blev udsat, konfirmationerne der må vente og par der når at gå fra hinanden, inden brylluppet bliver holdt.

Det er i det enkelte møde med andre mennesker, at vi mærker, at vi er til. Og det er der lige nu lukket markant ned for. Selvom opfindsomheden er stor, og jeg har hørt om par, der inviterer til parmiddage bag computerskærmen. Om ældre mænd, der mødes over gruppefacetime og drikker deres torsdags bajer.

Vi tørster alle efter samvær med andre mennesker. For der gennem skærmen er der ingen livgivende berøring. Ingen lugte eller andre former for sanselig erkendelse af et andet menneske. Jeg savner knus, omfavnelse, en hånd på skulderen.

Coronaland

Tør du åbne gaven, når indpakningen er den grimme Corona? Der er umiddelbart intet godt at sige om Corona krisen og alle de betydninger den får for den samfundsorden vi kender og sætter så stor pris på.

Så misforstå mig ikke, når jeg alligevel opfordrer til at pakke gaven med det grimme indpakningspapir op. For indeni ligger der noget dyrebart. Noget vi næsten havde glemt betydningen af – nemlig tid med hinanden.

Hvad tænker du på Jeanne? Er du dumnaiv eller hva’? Er det ikke lidt letkøbt for dig at sige sådan. Du har jo ikke tre børn i alderen 6-16 år som du skal læse lektier med samtidig med at du skal have hjemmekontor og levere på bundlinjen.

Jeg ved det godt. Men set fra barnets perspektiv er det at have mere tid med sine forældre altså alligvel ret dejligt.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det, at vi alle er blevet revet ud af vores vildfarelse, har været vigtig for os? Vildfarelsen om, at vi kan udsætte vigtige ting. Til når vi har fået et bedre job, den rigtige mand, et arkitekttegnet hus, penge på kontoen.

Der er intet positivt ved denne ulykkelige situation, men vi er blevet stoppet i hverdagens trummerum, hvor børn, forældre og par bare løber derudaf. Og nogle gange i hver sin retning. I et kapløb om at blive lykkelig, og hvor lykke er blevet forvekslet med friværdi.

Nu ser jeg i stedet børn spille bold med deres forældre, kærestepar, der holder pause fra hjemmekontoret og dyrker tosomheden ved at gå hånd i hånd.

Tid med de nærmeste er for mange tiltrængt. Vi glemmer alt for ofte, at det er betydningsfulde andre, der gør, at vi fungerer. Vi bliver alle mindet om, at vi intet er uden hinanden. Og det kunne vi måske godt trænge til.

 

 

Pusterum

Vi er som mange ved i gang med at opfylde en drøm om et pusterum. Jeg elsker det pulserende liv i København. I sommer jublede jeg med, når ungerne sprang i fra kanten ved Havnebadet. Senere blev det til efterårsregn og kolde dage langs Islands Brygge, der sendte minderne på flugt til Esbjerg, der også kan noget med blæst. Men også Fælleden klædt i sin smukkeste efterårsdragt. Jeg kan stå og falde i svime sådan en kold marts aften over alle lysene i lejlighederne og prøver at forestille mig, hvad det er for liv, der leves derinde.

Man skal så ikke falde i svime, når man bevæger sig rundt langs cykelbroen, for her hersker nogle færdselsregler, som jeg ikke helt har fået greb om endnu. Jeg ser frem til foråret. Bare sidde på en café i forårssolen og betragte menneskene, der skrider forbi eller stopper op og nyder en kop kaffe med en ven.

Ja, jeg er vild med det. Alle menneskene og livet, der leves. Jeg er bare også meget bevidst om, at det ikke er altid min hjerne er helt enig med mig. Den har brug for ro ind imellem. For vi mennesker har brug for pauser. Vi har brug for at evne at være fuldt tilstede. At være tilstede er afgørende for at forbinde sig med andre og bekymre sig om dem, at elske og yde omsorg. For at kunne opnå glæde, så forudsætter det, at man er i kontakt med nuet. For livet bliver meget rigere, når vi er bevidst nærværende.

Jeg er af natur ikke god til roen. Jeg har altid et eller andet, jeg kunne give mig til. Mit arbejdsliv ligner mange andres, hvor der er en meget uklar grænse imellem, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg restituerer. Meget af det, jeg laver i fritiden, er relevant for mit job. Det er fedt, fordi mit arbejde er min passion.

Men jeg kan også godt glemme, at min krop har brug for hvile. Min livsstil udfordrer søvnen. Jeg kender nødvendigheden af hjernepauser og jeg kender nødvendigheden af at slukke for Ipad, computer og droppe mobilen minimum en time inden sengetid. Men det gælder ikke altid mig selv. Det betyder så, at jeg både er presset indefra, fordi søvnen påvirkes, når jeg konstant er på og udefra, fordi jeg bor op ad en af Københavns mest befærdede gader. Og selvom jeg ikke hører de mange biler, så hører min krop dem.

Derfor drømmer vi om et pusterum. En vidunderlig mulighed for at nyde storbylivet i kombination med et lille hyggeligt træsommerhus med plads til ro og afslapning. En god bog, madlavning, gåture. Og i ny og næ ro til at skrive. For jeg holder af at skrive.

Corona

Frygt, usikkerhed, isolation er blevet hverdag. Den 11. marts vil for altid stå som en historisk dato. Datoen hvor Danmark blev lukket ned. Samtidig blev der lukket op for frygten.

Alle mærker vi bekymringen overfor den hidtil ukendte virus Corona.  Det påvirker os psykologisk, når en krise afledt af corona ændrer de samfundsformer, vi kender.

Denne trussel har alt, hvad der nærer vores frygt. Uvished i rigelige mængder. Virus er usynlig, vi ved ikke om vi er ramt, om vi rammes, om en af vores kære rammes, hvornår det stopper. Når noget er usikkert trigger det vores frygtrespons. Det ligger dybt i vores DNA. Vores hjerne er biologisk kodet til at reagere sådan.

Ved min indgangsdør står der en beholder med håndsprit. Jeg vasker hænder hele tiden. Kun min mand får knus og kys. Alle andre holder jeg de anbefalede 2 meters afstand til.

Det påvirker også vi mennesker psykologisk, at vi ikke kan kramme og være tæt på hinanden. Vi er sociale væsner. Ensomheden og følelse af isolation påvirker derfor os alle. Jeg har flere gange udtrykt min bekymring omkring elektroniske midlers indflydelse på vi mennesker. Lige nu er jeg lykkelig for, at vi lever i en elektronisk tidsalder. For det er en god måde at opretholde kommunikation og kontakt på.

Men nogle bliver mere bekymrede end andre. For dem er der mere på spil end at tage disse forholdsregler. Det rækker ikke for dem. Det gælder selvfølgelig de kategorier, som Sundhedsstyrelsen har været ude at advare særligt mod smitte, fordi de har mindre modstandskraft overfor en eventuel smitte.

Det gælder også mennesker, der i forvejen lever med angst. Når man i forvejen er sårbar, bange og angst, så bliver en situation, som vi har nu, virkelig til katastrofetænkning. Disse mennesker oplever sig under et ekstra hårdt pres og kan få store konsekvenser for deres helbred. Vi ved historisk, at lignende begivenheder har skabt en stigning i tilfælde af traume og stress fremkaldt angst. Tag deres bekymring alvorligt og vis forståelse.

Jeg håber, at denne krise vil være med til at minde os om vigtigheden af at tænke mere på andre end på os selv. For enhver krise indebærer muligheden for at fremkalde solidaritet.

Et blåt hjerte

Min mellemeste datter var til “Depressionsbanko” i sidste måned. Det kaldes denne omgang banko med reference til, at det foregår i den triste januar måned, hvor det kan knibe med at finde det gode humør. Som en sidste hilsen til januar, der langt om længe er slut. Lidt humor skal der være plads til.

Vi må bare ikke glemme, at mange danskere er  i en tilstand af nedtrykthed, som gør, at de går rundt med en følelse af, at de er nogle zoombier, der går rundt og ikke er sådan rigtigt deprimerede, så de kan få medicinsk behandling for det. Men de er heller ikke i godt humør.

Når du er trist uden egentlig grund, kan det føles meget forkert og ensomt. Nogle gange er man bare ked af det uden nogen grund eller på grund af mange små ting, der lige nu har hobet sig op. Du kæmper med negativiteten og ser glasset som halvtomt. Og når du mærker efter indeni dig selv, er der en følelse af tomhed og tristhed. Du føler dig blå indeni.

Farven blå associeres med troskab, dybde, tillid, visdom, ro, harmoni, intelligens og himmelen. Men den kan også betyde kølighed, sorg og melankoli. Mange gange i løbet af dagen slår du dig selv oveni hovedet, og bebrejder dig, at du da for pokker ikke bare kan tage dig sammen. Bebrejder dig selv, fordi du er dig pinligt bevidst om, at mange har det meget værre. Alligevel føler du dig fanget ind i den blå, blå følelse og kan ikke finde vejen ud.

Og hvor går du så hen, og hvem fortæller du, at du føler sig blå indeni. Og hvem gider overhovedet høre på en, der ikke ser den blå himmel, men har et blåt hjerte. Min erfaring er, at det eneste, der har en god effekt på et blåt hjerte, er, at man tør vise det til andre. Når man samler alt sit mod og tør fortælle en god ven, at man er blå indeni. For varmen fra et andet menneske, der står dig nær, er det, der skal til for at smelte et blåt hjerte.

Social isolation

Måske ser du Vikings ligesom jeg? Det er en af de bedste serier, jeg længe har set. Jeg er vild med de seje kvinder. Scenerne, hvor de stolte skjoldmøer kæmper på lige fod med stærke muskuløse mænd. Og begreber som loyalitet, ære, tro, skæbne, troskab og begær binder handlingen sammen.

Og hvad skete der så i forrige afsnit af Vikings? Hvitserk har begået en stor forbrydelse ved at dræbe den største skjoldmø, som Norden har kendt til nemlig Lagertha. Selvom han dræber hende i en fortvivlet sindstilstand, der bedst kan betegnes som psykotisk, så skal det naturligvis hævnes.

Og da det er Bjørn, der skal udmåle straffen over sin mors morder, er vi klar over, at straffen vil blive umenneskelig hård. Hvitserk nævner selv sin sandsynlige straf: “Om så du dømmer mig til at blive brændt levende, så har jeg fortjent det”. For at blive brændt levende var en af datidens grusomste og mest pinefulde straffe.

Hvad kunne da være værre end det. Så vi sidder med tilbageholdt åndedræt og ser Hvitserk på bålet med flammerne slikkende om sine fødder truende med snart at antænde ham og fortære ham levende. Da sker det forunderlige, at Ubbe efter et signal fra Bjørn kaster sin økse, så båndene, der fæstner Hvitserk til bålet, går itu, og han falder til jorden.

Er Hvitserk da blevet taget til nåde? Har Bjørn besindet sig og fået medlidenhed med sin syge halvbror. Nej, tværtimod. Det er ikke den blødsødne empatiske bror, der formilder sin straf. Hvitserk idømmes tværtimod den værst tænkelige straf. Og det er ikke at blive brændt. Det er at blive udstødt.

Afskåret fra dem vi har kær. Udstødt fra fællesskabet er vi mennesker intet. Vi er skabt til at forbinde os med hinanden. Vores hjerne registrerer sociale afvisninger i det samme område som det, der aktiveres, når vi bliver fysisk sårede.

Det at være en del af en gruppe har til alle tider været afgørende for menneskets overlevelsesevne. Derfor vil smertecentret i hjernen aktiveres ved eksklusion, så vi kan forsøge at forhindre at blive udstødt. Når vores behov for nærhed ikke imødekommes kan følelsesrelaterede lidelser blive resultatet.

Udstødelse er i moderne tid ikke længere ensbetydende med stor sandsynlighed for at dø i vinterkulden. Men dengang som nu vil dette af føle sig afvist, forladt eller adskilt fra andre ramme os utrolig hårdt. Inde for psykologien taler man om social depression,  som betegnelse for den særlige form for ulykkelighed, der ligger i at føle sig udenfor fællesskabet.

Et stykke med skyld

”Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet”. Sådan sagde min mor altid, når jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte. Eller undladt at gøre noget, der blev forventet af mig. Det kunne også serveres mere elegant som en mulig forventnings skuffelse. ”Jeg har kæmpet hårdt for at give dig alle muligheder”. Spis lige den. Værsgo, så er der serveret: Et stykke med skyld på.

Det er en effektiv måde at styre på. Skylden er et virksomt værktøj til at styre andre i en bestemt retning. Intet kan give større skyldfølelse end oplevelsen af at have skuffet andre mennesker. Særligt mennesker med stor følelsesmæssig betydning som især forældre. Og skyld er så tæt forbundet med dårlig samvittighed.  

Skyld er imidlertid vigtig, fordi den spiller en vigtig rolle i reguleringen af vores moralske adfærd. Ja, jeg mener den er den vigtigste af alle socialiseringsfunktioner. Evnen til at føle skyld er det, der adskiller os fra dyrene. Uden evnen til at føle skyld var der kun tilværelses ulidelige lethed tilbage. Og det kunne komme til at smage endnu dårligere end et stykke med skyld på.

Du forstår dig selv gennem det, du gør. Du kan se, hvad du har gjort og så vurdere dig selv moralsk ud fra det. Tidligere havde vi også religionen til at navigere efter, men i dag, hvor ingen er større end mig selv, er det vigtigere end nogensinde at holde fast i evnen til at føle skyld.

Når vi holder fast i vores værdier og bruger denne viden til at vejlede, inspirere og motivere os til at sætte mål og handle på måder, der beriger vores liv, bliver evnen til at føle skyld vores kompas. Skyldfølelsen er vores kompas og retningsviser, der fortæller os emotionelt, hvad der er rigtigt og forkert.

Væk med: “Mor er skuffet”. Det kan få skylden til at æde dig op. Jeg vil udtrykke det som Anne Linnet: ”Gør ikke noget, du ikke kan dø med”. 

Ren magi og kemi

På fotoet ser du min datter, svigersøn og lille Karl. Læg mærke til den kontakt, der er imellem dem. Selv om det er et foto, så fornemmes det tydeligt, at det strømmer ud med kærlighed fra dem til ham og omvendt.

Tænk, at naturen er så smart indrettet, at den evner at sende den helt rette mængde at signalstoffer og hormoner afsted for at sikre den altafgørende tilknytning mellem det lille spædbarn og de primære omsorgspersoner. Det er ren magi og kemi. Og det sker i langt de fleste tilfælde helt af sig selv.

Det lille nyfødte spædbarn er født med en overlevelses strategi, der er genialt udtænkt fra naturens side. Barnet ser ind i sine forældres øjne. Lige efter fødslen har det nyfødte barn en vågen periode. Selv om det har været nok så strabadserende at nå ud i denne verden, så er det som om, det nyfødte barn har fået en Red Bull hældt indenbords, for det ligger bare der og stirrer ind i sine forældres øjne.

Det er genialt. For det er gennem øjenkontakten, at de altafgørende kærlighedshormoner bliver trigget i fars og mors hjerner. At det lille barn, som snart skal vise sig at være en ulv i fårekæder, som kan skrige og holde dig vågen den halve nat, er så smart  udstyret med det lille trick at kunne se ind i dine øjne, gør, at du mærker kærligheden bruse og finder de kræfter, du slet ikke har.

Når det lille barn ammes er afstanden fra barets ansigt og op til dine øjne præcis den afstand, som det lille barn kan se og overskue. Kontakt. Du er solgt. Derfor tror jeg også godt, du kan forstå, hvor meget sværere tilknytning er ved det for tidligt fødte barn. Eller det barn der af andre årsager har haft en svær start. Det bevirker nemlig, at også din tilknytningen får en rigtig svær medfart.

Mange af mine klienter fortæller med skam og skyldfølelse, at de ikke har lavet tilknytning til deres lille barn. Det er helt naturligt.

Når barnet er født for tidligt, vil det sove det meste af tiden. Og det er tilkoblet maskiner. Alt det, der ellers ville foregå helt af sig selv, er nu noget, der skal arbejdes hårdt på.

Fastfrys gode øjeblikke

Jeg må komme med en indrømmelse. Den nye virtuelle virkelighed kan noget. Swiiip ”Et glas friskpresst appelsin”. Swiiip ”Hjemmebagte boller”. Swiiip ”Foto af glade børn”. Swiiip ”Gaven fra kæresten”. Swiiip ”En buket friske tulipaner”.

Jeg har først selv lige fået det der Instagram. Mine børn har overtalt mig. De kan ikke leve uden. De sidder der og swiiipper på fotos, fra dem de følger. Følger? Follow? Hvor mange followers har du?

Det er kommet frem, at mange af de fotos, vi ser på Instagram, er et udpluk af virkeligheden. Uden for kameralinsen kan det se meget anderledes ud. Rodet på bordet er skubbet til side for at sikre det helt perfekte foto af de smukke tulipaner. Nu deler vi så med omverdenen, hvor fantastisk vores hjem er. Kunstigt? Tja vel er det så. Godt? Skidt? Jeg har i hvert fald været imod.

Der er egentlig noget enestående ved Instagram. Det indrømmer jeg ikke overfor mine børn. Selvom de synes, jeg er forstokket og gammeldags, så fastholder jeg stædigt, at det er spild af tid at sidde der og følge med i andres liv, mens man med fordel kunne komme i gang med at leve sit eget. Jeg indrømmer det altså kun her.

Instagram kan noget.

Instagram fastfryser øjeblikket af noget pragtfuldt. Det hjælper os med at tune ind på det, der har en positiv indflydelse på os mennesker. Instagram er faktisk et godt eksempel på, at vi med fordel kunne blive bedre til at redigere det ubetydelige væk for bedre at få øje på det smukke.

Det minder os om, at vi skal se de skønne tulipaner og ikke kun alt rodet. At vi skal gribe øjeblikket, når kæresten tager sig ud fra sin bedste side. Når ungerne charmerer. Jeg tror på, at det giver hjernen gode påvirkninger at fastholde alt det smukke og efterfølgende dele det med andre.