Seneste indlæg:

Mit Nytårsforsæt

Dette opslag handler ikke om drastiske livsstilsændringer, der skal rense ud og genskabe balance i alt fra mine tarme til min hverdag.

Det handler om også i 2018 at skrive en ærlig blog. Selv når det blir tåkrummende pinligt.

Jeg har aldrig tidligere haft Nytårsforsætter, fordi jeg tænker, at man aldrig skal love sig selv noget, som man alligevel ikke kan holde. Ligesom man mister respekten for andre, hvis ikke de holder, hvad de lover, mister man nemlig også lidt af selvrespekten, når Nytårsforsætterne glemmes med raketfart.

Rigtig mange kender til dette med at have et Nytårsforsæt, der er dømt til at mislykkes. Jeg vil ikke spise slik mere. Jeg vil kun drikke vin i weekenden. Jeg vil motionere hver dag minimum en halv time. Jeg vil ikke skælde ud på mine børn. Jeg vil ikke tage flere arbejdsopgaver, end jeg kan overskue. Jeg vil blive bedre til at være der for mine venner.

Allievel har jeg i år tænkt, at nu vil jeg have et Nytårsforsæt.

Mit forsæt er, at jeg ikke vil komme til skade i det nye år. Jeg vil ikke vælte på min cykel. Jeg vil ikke skære mig i fingrene.

Nu kunne man så krydse fingre for, at det er da et overkommeligt Nytårsforsæt. For hvor ofte sker det lige, når man er voksen? Det sker så desværre ret ofte for sådan en som mig.

Ønsket om, at 2018 skal være anderledes, opstod efter, at jeg faldt af løbebåndet i Fitness Centret Nytårsaftensdag.

Mange af mine veninder har spurgt mig, om ikke jeg synes, jeg udleverer mig selv i mine blog opslag. Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv.

Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige.

Så nu kunne jeg nøjes med at fortælle, at jeg faldt af båndet. I kunne så tænke, at jeg garanteret har løbet monster stærkt og har været vildt uheldig. Men det ville ikke være sandt.

Jeg har altid været fascineret af perceptionspsykologi. Tænk engang, hvor fantastisk vores syn er, og hvordan vi bearbejder de indtryk, vi får, så vi kan være til i verden.

Så var det, jeg løb der på løbebåndet og fik den tossede ide, at jeg gerne lige ville eksperimentere lidt.

Hvis nu man løber i en konstant fart og retter opmærksomheden på, hvor man er henne på båndet. Gad vide om man så kan fastholde sit udgangspunkt, selvom man lukker øjnene og dermed fjerner en meget afgørende sensation?

Det kan man ikke.

Har du nogle Nytårsforsætter?

Godt nytår alle sammen!

Året 2017 kan vi snart lægge bag os og 2018 står og venter forude. For ikke mange dage siden sad jeg juleaften og kiggede tankefuld ind i de sidste glimt fra lysene på juletræet. Jeg sætter mig altid og kigger ind i et lys juleaften. Det virker næsten meditativt og så fremkalder jeg minder. Mine tanker går til dem, jeg har mistet, for i julen føles alt stærkere. Og jeg har altid haft det sådan, at savnet efter dem bliver stærkere lige der midt i glæden og taknemmeligheden over at være til.

Jeg gør også en form for status over året, der er gået. Hvad er jeg lykkedes med og hvad er der plads til forbedring med.  En af de helt store positive ting har for mig været at starte denne blog. Tak, til alle Jer der følger mig. Og tak, fordi I fortæller om Jeres liv både via kommentarer på Facebook og via mail funktionen på bloggen. I inspirer mig med Jeres drømme, sejre og nederlag. For det er jo sådan livet er. Det er altid et både og. Det erfarer vi om ikke før, så når vi selv står over for det mørkeste mørke.

Jeg holder så meget af Anne Linnet og hendes brug af ord. Hun synger: ”Man sir at over skyerne er himlen altid blå. Det kan være svært at forså når man ikk’ kan se den. Og man sir at efter stormens pisken, kommer solen frem. Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde”. Det er et velfortjent spark lige ind i al den snak om, at man selv vælger, om man vil se regnbuen på en regnvejrsdag.

Denne fredag går mine tanker også på det nye år, der venter forude. Et helt nyt kalenderår står og venter på at blive brugt. Helt uden vores anstrengelser ligger der et nyt og ubrugt år foran os. Håb og drømme står i kø. Dem har jeg mange af. Jeg hører nemlig til de privilegerede, der er rask, har godt job og mest af alt en dejlig familie.

Familieliv er, hvad denne blog handler om og sandheden er, at mange drømme er bristet for alt for mange, og inden længe vil der være kø hos landets parterapeuter, fordi julen for mange blev en skuffelse. Så bliver det ligesom for nemt at sige: ”på med ja-hatten”.

Mine tanker går derfor på en fredag som i dag til alle dem, der har mistet i året, der er gået. Til alle der er ramt af sygdom. De går til alle Jer, der ikke kunne få familieliv til at hænge sammen i skøn samhørighed og derfor måtte sande her mod årets slutning, at I må opgive drømmen om det gode familieliv.

Jeg vil også slutte af med Anne Linnet, for hun synger: ”Time og dag og uge dem får vi lov at bruge stjerner og sol og måne dem får vi lov at låne”. Det bliver givet os helt uden vores anstrengelser, og vi må så prøve at bruge det efter bedste evne velvidende, at vi er forskellige, i det udgangspunkt vi har.

Barn i en præstationskultur

Kom, siger vi lokkende. Du er født i mulighedernes tid.

Som barn i dag er du født ind i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Her kan du blive alt, når bare du vil det nok. Spids ikke kun blyanten men også albuerne. For krav og forventninger er en del af skolelivet.

Kravene vil accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen op gennem gymnasiet til universitetsniveau. Allerede efter nogle år på skolebænken er mange børn og unge bekymrede over, om de klarer sig godt nok i skolen.

Alle landets 8. klasser har netop overstået evalueringen af, hvorvidt de er uddannelsesparate. Det siger ministeriet, at lærerene skal vurdere. Det har været med gråd og tårer for rigtig mange.

Børn og unge skal tilmed ikke kun klare sig godt i skolen. De skal performe på alle arenaer. De skal se godt ud. Være populær. Kunne navigere på de sociale medier. Man skal være den bedste til alt, hvad man foretager sig. Der er forventninger fra såvel de unge selv, fra skolen og fra forældre.

Langt fra alle føler, at de lever op til de givne krav om at præstere, og de føler sig forkerte.

Rigtig mange børn og unge har problemer med angst, ensomhed og selvmordstanker. Det viser flere undersøgelser.

Undersøgelser viser, at mere end hver anden gymnasieelev har stress symptomer. De har hovedpine, svært ved at falde i søvn. Ca. hver fjerde har et højt stress niveau, og alt for mange lider af de mere alvorlige symptomer som angst og depression.

Det er afgørende for børn og unge at have forældre, der støtter dem i, at livet er andet end gode karakterer og det perfekte liv på Facebook. Som forældre er vi imidlertid selv en del af den præstationsfremmende kultur.

Vi lever i et præstationssamfund. Vi skal alle være fleksible, robuste, tænke innovativt og se muligheder. Vi networker og poster vores successer på Linkedin, mens vi udtaler os bekymrede om, at vores børn er for meget på Facebook og Instagram.

Vi er, når alt kommer til alt, alle underlagt det samme præstationspres.

WHO vurderer, at stress og følgevirkninger heraf kan blive en af de største trusler mod sundheden. Der er grund til bekymring. Manglende robusthed og særlig sensitivitet kan ikke være hele forklaringen.

 

 

 

 

Rør blot ikke ved min gamle jul

Vi er som rigtig mange andre i dagens Danmark en familie med dine og mine børn. Vi er en familie med dine og mine traditioner. Det kan give nogle udfordringer, særligt når vi står overfor nogle af de mest traditionsbundne begivenheder som eksempelvis jul.

Skal julemiddagen stå på gås? And? Kalkun? Kirke eller ej? Danse rundt om træet? Bare for at nævne nogle af mulige stridspunkter.

Jeg husker stadig ærgrelsen den første gang, jeg skulle fejre jul ved min daværende svigerfamile. For ingen laver julemiddagen, som man har fået den igennem hele barndommen.

Endnu værre gik det, det første år jeg selv stod for julemiddagen og i bare befippelse glemte at sætte en skål under, da sovsen skulle sies. Og al julesovsen forsvandt ned i vasken.

Nogle drømmer om at rejse væk og glemme alt om gaver og julestress, men langt de fleste af os lader det blive ved tanken, for juletraditionerne har godt greb i de fleste.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi deltager i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skabes og lever vores liv. Derfor betyder julen også særligt meget for os.

Den skal der helst ikke røres for meget ved.

Men hvad gjorde jeg, da jeg skulle fejre jul med min nye familie? Jeg tænkte straks: Mulighed for nye traditioner.

Nåletræet blev skiftet ud med et fancy et i jern og træ. Det har kostet en formue, men det har den fordel, at det ikke fælder. Flot og moderne. Nu hvor jeg skriver det her – jern og træ – kan jeg godt se, at det var tåbeligt gjort.

Og så kom børnene hjem. Altså børnene på henholdsvis 37, 31, 30, 26, 24 og 22 år. Voksne og omstillingsparate ville nogen måske mene. Selvfølgelig nej!

Hvor var juletræet?!!!

Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt og historisk væsen.

Kun herigennem kan vi finde noget at stå fast på. Så i år har jeg købt et helt traditionelt grønt nåletræ, der skal pyntes med levende stearinlys.

Glædelig jul!

Kære Adam Holm

Jeg skriver til dig, fordi du har åbnet en vigtig debat omkring parforholdets vilkår i vor tid.

Du kalder dig selv ”kærlighedsrealist”. Og går til modangreb mod en romantisk forestilling om den eneste ene, der kan få os til at holde os på måtten igennem et langt liv.

Det ville være nemmest blot at give dig ret, for statistikken taler sit tydelige sprog. Vi danskere hører til i absolut topklasse, når det handler om at være sin partner utro. Så er det ikke rigtigt, når du siger: ”shit happens”? Alt andet er vel, som du er inde på, ren hykleri?

Når jeg alligevel vil komme med en anke til din argumentationsrække, er det fordi, jeg bliver så ærgerlig, når kendte siger, som du gør. For andre lytter jo til dig, og måske de ikke helt overkuer konsekvenserne.

Vi ligger nemlig ikke kun i top, når det handler om utroskab. Vi bliver også skilt som aldrig før. Og hvis du som en anden Adam blot fristes af kvinden uden at mene noget med det, så er det en stor risiko at løbe.

Nu ser det for en umiddelbare betragtning ud til, at du har været så heldig, at du og din partner har fundet hinanden igen. Og oven i købet angiveligt står stærkere.

Det er lige netop den vildfarelse, jeg bliver så ærgerlig over, at du kan bilde dig selv og måske også andre ind. Jeg vil påstå, at I står svagere.

Kærlighed er en form for grænse rundt om en relation. Når der er kærlighed på spil, skal der faktisk ret meget til for at true relationen. Kærligheden ligger som et værn rundt om. Hvis den ene part vælger at have sex med en anden end sin partner, brydes grænsen eller det værn, som kærligheden sætter rundt om relationen. Hvis vi vil bilde os ind, at sex med andre ikke betyder noget, så overser vi, at grænsen netop brydes.

Uden grænse rundt om relationen har kærligheden ingen beskyttelse. Uden beskyttelse er kærligheden pludselig truet. Og det er edderhugme synd, når du samtidig hæver, at du elsker din kone. Du vil bare have det hele.

Du vil have lov at have det lidt sjovt, siger du. Jeg ved ikke hvor du har fået forestillingen om, at kærlighed skal være sjov. Kærlighed er hårdt arbejde og slid, men belønningen er lykke

Det hele pakker du så ind i en afstandstagen for nymoralisme. Vi lokkes med af dine ord. For hvem gider være sådan en kedelig moralens vogter.

Og videre siger du: “man lever kun én gang”. Det er jo sandt. Derfor er det dog ikke en fribillet til at kaste sig over andre. Tvært imod vil jeg hævde. Vi lever netop kun en gang og er derfor forbandet forpligtede på at gøre det ordentligt. For det kan ikke gøres om.

Du beskriver dig selv som et menneske med livsoverskud, som gerne deler ud til andre, når du beruses af stemningen. Hvis den energi og overskud i stedet blev puttet ind i dit ægteskab, ville du ikke kunne trues på dit forhold.

Du vil gerne skubbe til forestillingen om den eneste ene. Der er vi enige. Jeg tror heller ikke på forestillingen om den eneste ene. Jeg tror imidlertid på at forpligte sig og tage valg og gøre fravalg.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre arrangerer sig i deres ægteskab, men jeg kan opfordre til, at man bruger den igangværende debat, som jeg må indrømme, du har fået lukket op for, til at aftale spilleregler. Spilleregler der gælder for en selv og ens partner.

Vil I ”gå glip af”, eller vil I “have alt” med risiko for at miste det hele?

 

 

 

Lykke

Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen.

Jeg er selv en del af statestikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel. Eller måske netop derfor.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis.

Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken. Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er lykkelig. Jeg mærker hver dag lykken over at være i live og være der i livet, hvor jeg er nu.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned.

Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller, som min mormor lavede dem. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær. Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig.

Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen. En sms med ordene: Tak Mutti kys kys.

Det smukke ligger ofte i detaljen og når vi ser det, er lykke belønningen.

Lig et under

Kærlighed er egentlig noget underligt noget.

Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn.

Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.

Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.

Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.

Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.

Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.

Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.

Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.

Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.

Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.

Elsket bliver man til.

Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:

Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.

Ærlighed

Fra vi mennesker er helt små, lærer vi at være uærlige. Hvad jeg mener med det? Jo, vi lærer, at det gavner at stikke en hvid løgn. ”Sig nu bare til mormor, at det er en rigtig lækker trøje, for hun bliver så ked af det ellers”.

Vi fortsætter op igennem livet. Når en veninde spørger, om en kjole klæder hende, svarer den gode veninde altså ikke at: ”Nej, du ser lidt tyk ud i den”.

Og når vi er sammen med venner, er den der igen – vores manglende oprigtighed. Jeg er selv ret konfliktsky, så det sker, at jeg bøjer af  i diskussioner, bare fordi det er nemmest. Og fordi det binder sammen. Vi er fælles og enige om det her.

Nogen gange stopper jeg bare op og tænker, om det nu alligevel er den rigtig måde at være sammen på?

Måske mangel på oprigtighed bunder i selviskhed, selvom jeg vil bilde mig ind, at jeg stikker den hvide løgn for den andens skyld?

I virkeligheden er jeg nok bange for, at hvis jeg siger min ærlige mening, så risikere jeg, at jeg støder folk fra mig. Jeg er nervøs for, om jeg mister mine venner, hvis jeg har anderledes holdninger og værdier i et givet spørgsmål. Og jeg vil helst være gode venner med alle. Velvidende at det kan man ikke.

Og på mine tænksomme dage er det, at jeg rammes lige her. For er det ikke netop, når vi er oprigtige, at vi kommer tættere på?

Hvis jeg i stedet for at snakke min veninde efter munden i angst for at miste hendes venskab sagde: ”Den der kjole er ikke den bedste til dig. Den du havde på til sommerfesten, er du så smuk i”. Mon ikke den veninde i virkeligheden vil sætte mere pris på min oprigtighed, end på at jeg pleaser hende?

Eller når diskussionen går med venner, og vi er uenige i et synspunkt, mon så ikke jeg i virkeligheden øger chancen for en god aften, hvis de kan mærke, hvor de har mig.

Vi kan nogle gange være så konfliktsky, at vi i stedet for at sikre os mod venneflugt får skabt en afstand. I en ægte relation skal vi måske turde være oprigtige, også når det er svært. Jeg vil i hvert fald øve mig.

Du må tage hele mig

Det havde ellers været en hyggelig aften. Altså lige indtil nu. Vi var i København og havde hygget med min mands to døtre.

Vi havde lånt to cykler, for så kunne vi drikke lidt rødvin. Så da jeg havde låst dem op ved afgang, stod jeg pludselig der med to cykelnøgler. Ned i posen med dem sammen med gaven til svigersønnen.

Velankommet var gaven med pose blevet overleveret.

Så blev det tid til hjemtur. Med det samme min mand spørger: Finder du lige cykelnøglerne? Vidste jeg, at den var gal. Frem for mit indre blik tonende de to nøgler sig.

De lå i posen. Posen, der nu befandt sig i Brønshøj. Inden længe ville gaven bliver overrakt til den glade modtager. Og der på bunden af posen ville der ligge to cykelnøgler.

Selvom jeg vidste, at de lå der, så gav jeg mig til at lede. Som om jeg troede, at hvis bare jeg kiggede i min taske tilstrækkeligt mange gange, så ville de på mirakuløs vis dukke op.

Ingen nøgler.

Til sidst måtte jeg gå til bekendelse og indrømme, at de var i posen med gaven.

Min mand fik en spærring.

Det får han engang imellem, når der sker noget, som for ham simpelthen ikke giver mening. Han forstår ganske enkelt ikke, at man ikke har styr på sine ting. Så er det jeg siger: Du forstår ikke, hvordan verden ser ud fra min hjerne. Den ser meget anderledes og langt mere ustruktureret ud, end den gør fra din.

Han prøver at få mig til at forstå, at når nu jeg ved, at jeg er udfordret på det, så må jeg være ekstra opmærksom. Ja tak, det er det jeg er hele tiden. Hele tiden prøver jeg at anvende mine strategier. For hvis ikke jeg gjorde det, så ville det se meget værre ud.

Nu er min mand ret god til at finde løsninger, så han fik sendt de famøse nøgler med en taxa fra Brønshøj til Vesterbro. Ret dyrt for øvrigt.

Så stod vi der og ventede. “Hvorfor kom I ikke op igen?”, spurgte min bonusdatter. “Fordi, det ville ikke have været hyggeligt”, svarede jeg.

Jeg var nemlig ramt på mit ømme punkt. Det, jeg er udfordret på, havde vakt irritation, hos den jeg elsker. Og pludselig voksede det sig kæmpe stort indeni mig.

Da jeg havde sundet mig, måtte jeg sige til min mand, at en ting kan han være helt sikker på. Det er ikke sidste gang, jeg laver noget dumt. Det ved han godt, for det sker ind imellem. Og heldigvis ved han godt, at to af hans slags, måske heller ikke er at foretrække.

Så han foretrækker hele mig.

Elsker elsker ikke

Jeg kender rigtig mange, der lever som singler. Karakteristisk for mange af dem er, at de søger noget andet. I hvert fald er de flittige på diverse dating Apps, der gerne skal føre til, at de finder den eneste ene.

Rigtig ofte ender de som singler igen efter en kort periode. Ofte fordi de er gået ind i et forhold med andre forventninger end den anden part, men også fordi de er meget kritiske, og kun det bedste er godt nok.

Jeg havde en snak med min veninde forleden om hendes singleliv.

Her sagde hun til mig, at hun halvdelen af tiden har det fint med sit singleliv, som er fyldt med spændende arbejdsopgaver, masser af sociale arrangementer og en stor gruppe venner og bekendte, der altid er klar på en koncert, en fest, en rejse eller et glas vin.

Hun kalder det selv for et egoistiske ungdomsliv, hun lever – stort set uden andre at tage hensyn til end sig selv.

Inden jeg blev for misundelig på det uforpligtende, var det, at hun understregede dette med, at det kun er halvdelen af tiden, at hun er tilfreds med singlelivet.

“Nu er jeg helt ærlig”, sagde hun. ”Jeg savner den nærhed og tryghed, jeg kun finder i en kæreste. Følelsen af, at der er én, der altid er interesseret i at høre, hvordan min dag er gået og ikke mindst én, som jeg kan lægge mig til at sove ved siden af – som også er der næste morgen”.

Fordelen ved veninder fremfor klientrelationer er, at jeg ikke behøver holde min egen holdning tilbage. Beder de om min mening, får de den.

Og derfor svarede jeg hende med et: ”Og hvor stor er chancen lige for, at du finder den ægte store kærlighed på et medie, der er designet til at være hurtigt og smart i en fart?

Hvor realistisk er det, at du finder den store kærlighed ud fra et foto, du har kigget på i to til tre sekunder, inden du enten swipper videre eller trykker på like?”.