Seneste indlæg:

To torsdage på en uge

Er man en god forælder, hvis man bestræber sig på, at ens barn ikke skal have det svært på nogen måde?

Og er vi forældre i bestræbelserne efter at være de perfekte forældre kommet til at lære vores børn, at kun det bedste er godt nok til dem, og hvad de ønsker, skal de få?

En af mine kolleger stod overfor en svær beslutning, for hendes søn havde fødselsdag, og han var angiveligt den eneste i klassen, der ikke havde et Segboard.

Hun havde egentlig ikke hverken råd eller lyst til at give ham sådan et, men omvendt var det næsten synd. Hun ville jo selvfølgelig helst ikke skuffe ham.

Sådan er livet jo ikke. Livet er en lang række af skuffelser og nederlag. Vi møder masser af modgang som menneske.

Hvordan skal vores børn og unge være forberedt på det, hvis de igennem et langt liv lærer, at mor ringer til skolen, hvis Louise ikke vil lave en legeaftale. Far ringer til fodboldtræneren og sørger for, at sønnike får spilletid på førsteholdet. Og selvfølgelig skal de have en iPhone, for det har alle de andre børn.

Mange børn i dag lærer ikke at takle udfordringer og udsætte deres behov.

Sådan var det ikke, da jeg var barn.

Når jeg som barn ønskede mig noget inderligt, sagde min far altid: ”Du må få det, når der er to torsdage i en uge”.

For mig gav det plads til drømmene. Der var tændt et håb. For mon ikke det ville være muligt, at det kunne ske? Jeg var faktisk ret gammel, inden jeg blev klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Indtil da havde jeg haft masser af plads til at drømme. Drømme om at få en slaskedukke, de der seje kassebukser, en hund, en hamster og en hest.

Jeg lærte samtidig noget vigtigt om det at være menneske. Nemlig at man ikke kan få alt.

Det er ikke alle ønsker, der går i opfyldelse. Hvis vi igennem et helt liv er blevet forledt til at tro det, så slår det dobbelt hårdt, den dag vi måske ikke kommer ind på drømmestudiet, kæresten slår op eller en anden får det job, vi troede, vi var selvskrevet til.

Gå eventuelt til https://psykologenpaabryggen.dk

At være to til døden os skiller

Ifølge tal fra Danmarks Statistik bliver 46 procent af alle ægteskaber til skilsmisser Det er et ret skræmmende tal. Og ingen, der bliver gift, regner med at det sker for dem.

Måske vi skulle være bedre til at tro, at lige netop vi er i højrisiko for, at det sker.

Når vi ikke tror, det er en risiko, er faren, at vi lader kærlighedsmusklen blive slap. Vi glemmer at træne den.

Vi forsøger at spise sundt og motionere regelmæssigt for at forebygge sygdomme. Vi ved, at det er hensigtsmæssigt at gøre noget, før det går galt. På samme vis tager vi vores bil til regelmæssig syn på et autoriseret værksted, vi har tillid til. Vi tager til tandlægen, selvom vi hader tandlæger, fordi vi vil passe på vores tænder.

Fordi vi ved, at det er afgørende at gøre noget, inden kroppen siger stop, inden biler går i stå midt på motorvejen og inden tænderne falder ud.

På trods af at vi efterhånden er blevet relativt gode til at tænke forebyggende på mange områder, er vi endnu ikke begyndt at tænke tilstrækkeligt forebyggende, når det gælder vores parforhold.

Troen på det gode og rimeligt gnidningsfri samliv lever.

Ikke uden grund for parforholdet er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed i tilværelsen. Og når relationen ikke fungerer, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Derfor er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum får afstemt forventningerne i et parforhold. At vi har en løbende, levende dialog ved at spørge: Hvad drømmer du om? Er vi på vej i den rigtige retning? Hvad vil vi gerne med vores liv? Hvilke værdier har betydning for os?

Og så skal vi træne kærligheden. Hver dag skal vi bestræbe os på at være en god partner for den anden. Uden tanke for, hvad jeg selv opnår og får ud af det, skal jeg huske at træne kærlighedsmusklen, inden den bliver slap.

Det gælder som i alt andet, at det er meget lettere at holde ved lige end at skulle genoptræne en alt for slap muskel. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

.

Du er mit eminente du

Vi har så travlt med at sige, at man ikke ejer hinanden. Nej, man må ikke styre hinandens bevidsthed og tanker. Men jo, vi ejer da hinanden.

Det er det mest fantastiske, at nogen ejer mig. Jeg gider nemlig ikke være nogen andens. Og jeg har da bestemt heller ikke lyst til at forestille mig, at jeg skulle dele min hjertens kære med nogen anden.

Han er umiddelbart det diametralt modsatte af mig. Der er mange, der har spurgt mig, hvad det er ved min mand, der gjorde, at jeg blev så forelsket i ham. I virkeligheden er det ret banalt. Jeg oplevede den der fuldstændig vanvittige energi mellem to mennesker. I det øjeblik vi kiggede på hinanden, havde jeg det sådan, at jeg bare ville være sammen med ham hele tiden.

Det kaldes at blive forelsket.

Nogle er så heldige, at forelskelsen bliver til kærlighed. Kærlighed er det største af alt.

Hvor forelskelsen kommer som lyn fra en klar himmel, så skal man arbejde for kærligheden.

Kærligheden er en viljesbeslutning. Så vi må spørge os selv: Vil jeg det her?

Hvis svaret er ”ja!”, så er det med at trække i arbejdstøjet. Gevinsten ved at yde den ekstra indsats er lykke.

Der findes et eminent du. Et du, der hæver sig op over alle de andre du’er, man møder. Deres tilstedeværelse er en livet om at gøre.

Han er den, jeg ikke kun kan holde ud at leve med, men simpelthen ikke kan leve uden. Han er mit eminente du.

Et sådant ”du” kender du måske også. Husk at sige det højt.

Læs eventuelt også https://psykologenpaabryggen.dk

Barn i en terrortid

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor terror truslen er mere reel end nogensinde tidligere? Hvad siger man til sine børn? Hvad er mest hensigtsmæssigt?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare ikke længere.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man stille op, når barnet kommer og giver udtryk for at være bange for, at terrorister slår dem selv og hele familien ihjel. Jeg tror, langt de fleste forældre ikke aner, hvad de skal stille op med sådanne spørgsmål.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af børn og voksne, der desperat løber for deres liv fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor.

Det er desværre ikke sandt og som altid, når vi gerne vil trøste noget væk, så har det den stik modsatte effekt.

Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer 1 : Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

Brug for hjælp https://psykologenpaabryggen.dk

 

Vi skammer os alle sammen

SKAM er igen i gang. Nu med sæson 4. Og jeg elsker det. Men hvad er det lige, helt almindelige norske unge kan sige en gammel kvinde som mig?

Udover at serien behandler temaer, som er aktuelle til alle tider: ”kærlighed”, ”misundelse”, ”had”, ”venskab” og ”sammenhold”. Og udover at karaktererne er genkendelige som: ”hende den populære” ”ham alle vil have”, ”den kiksede”, ”den naive” og derfor altid vil sige os noget på tværs af generationer, så hæfter jeg mig især ved udsendelsens navn: SKAM.

Vi lever i en tid, hvor vi alle skammer os. Skammer os over parforholdet, evnen som forældre, kroppen, vores manglende overskud. Kort sagt: vi skammer os over ikke at kunne leve op til egne idealer. Vi skammer os, når der er forskel på, hvad vores ideal er om os selv og vores reelle selv. Når der er forskel mellem, hvem vi synes, vi burde være, og den vi evner at være.

Vi forsøger at skjule forskellen både over for os selv og overfor andre i angst for at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er. Og det er netop ikke kun i ungdomsårene, vi går med denne angst for at blive afsløret, og som konsekvens heraf blive dømt ude af det gode selskab. At blive sendt i skammekrogen. Angsten for at blive valgt fra er nærværende gennem hele livet.

Hvornår jeg er god nok og kan slappe af og tage den med ro, er der ikke nogen færdig opskrift på. Derfor er jeg konstant i gang med at lave en bedre udgave af mig selv. Det er op til mig selv at finde de værdier, jeg skal leve efter. Jeg vil gerne leve sundt og skal derfor træne til Marathon. Jeg vil også gerne være en god forælder og kæreste samt føle mig værdsat på mit arbejde. Der er kun mig til at finde den rette prioritering og det er hårdt at skulle leve op til så mange ting på én gang.

Jo flere områder jeg skal præstere inden for, jo større risiko er der for ikke at kunne leve op til det. Vores krav til os selv kommer i konflikt med hinanden, og vi begynder at skamme os.

Det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Vi har høje idealer om at være en god forælder. Så her er der meget på spil i forhold til, om man er god nok.

Så i dag skal vi minde os selv og andre om, at vi ikke behøver skamme os. Alle vi, der dummer os og falder igennem, skal ud af skammekrogen.

Så sig det med en blog. Del opslaget med en du holder af og sig: ”Du er gennemskuet og alligevel elsket”.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Jeg gider sgu ikke kriser

Med kriser mener jeg ikke bump på vejen. Bump på vejen har vi alle godt af, for det giver en robusthed, som vi ikke kan være foruden. Med kriser mener jeg virkelige kriser. Hændelser hvor alt pludselig bliver sort som i den mørkeste nat. Før eller siden rammes vi.

Der er masser af litteratur, der beskriver en bestemt smertefuld begivenhed som en gave. Hvis blot man tænker positivt om det smertefulde, kan det anvendes som en ressource, der kan give en større selvindsigt og et bedre liv.

Det er sjældent, vi hører om kriser, der intet godt kom ud af.

Tværtimod beskrives kriser og modgang som muligheder for personlig vækst og udvikling. Det kan det selvfølgelig godt være. Jeg bliver lige imponeret hver gang, når jeg møder familier, der har denne evne.

Men kriser og modgang kan også være blot kriser og modgang.

Mange af de klienter, jeg har, kan ikke rigtig genkende sig selv i beskrivelser af kriser som mulighed for vækst og personlig udvikling. De har hørt om, at de skal føle sig taknemmelig over, at deres handicappede barn har beriget deres familie og givet dem nye og meget bedre værdier.  De kan læse om disse familier i Ugebladene: ”Før havde vi helt andre prioriteringer, men efter vi har fået et handicappet barn, er det som om, at ….”.

Mine familier siger til mig, at de ikke kan forstå, hvorfor de har så svært ved at acceptere det, der er hændt. For mange har en forventning om, at målet er accept.

Måske det er for meget forlangt af sig selv, at man skal lære at acceptere det? I ordbogen står der om accept, at man siger ”ja tak” til noget.

Acceptere at ens barn skal have vanskeligheder på grund af et handicap. Acceptere at ens barn skal leve med kronisk sygdom. Acceptere at ens barn dør. Hvordan dog acceptere, at det er sådan?

Personligt har jeg mødt kriser i livet, jeg ikke er kommet spor styrket ud af. Og jeg er bestemt ikke blevet et bedre menneske. For mig er kriser i livet et vilkår. Kriser er barske og de er hårde. De fleste lærer heldigvis at leve med det. Men at acceptere det? Vel vil jeg ej!

Og om jeg helst havde været foruden? Et rungende JA! Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Kæft trit og retning

Min søn har skrevet kontrakt med Militæret. Helt frivilligt sad han klar ved computeren i oktober måned, da pladserne til værnepligten blev udbudt. For han ville ind til Militæret.

Det havde jeg ikke lige set komme. Faktisk troede jeg slet ikke, han ville kunne leve med, at andre fortalte ham, hvad han skulle. Nu modtager jeg SMS’er med ”modtaget”, ”noteret” og ”javel”.

Ved en af de første morgenmønstringer havde han ikke barberet sig ordentligt. Det blev straks påtalt og han måtte på den igen.

Han elsker det. Han sætter så stor pris på at være inde ved militæret, at jeg må prøve at forstå hvorfor.

Hvad er det militæret kan tilbyde vores unge i dag?

Jeg tror, at en del af forklaringen er en tydelig struktur. Tydelige forventninger. Og lever du op til dem, så er der anerkendelse. Hvis ikke er det en ommer.

En ramme der udstikker, hvad du må og skal. En ramme der siger, hvad der ikke er acceptabelt.

Det er min erfaring, at mange unge savner det i dag. I sidste weekend råbte Politiken vagt i gevær. På ti år er antallet af depressionsramte steget med en fjerdedel. Og de skriver, at det blandt andet skyldes vores komplekse samfund.

Du kan blive alt og gøre alt, hvad du føler for. Hvis bare du vil noget nok, så kan det lade sig gøre. Som et ekko fra den amerikanske drøm, der bygger på forestillingen om, at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå alt.

Så hvis du ikke klarer dig, er der kun én at bebrejde: DIG. Når alle muligheder ligger åbne, kan man let fare vild. Alt er dit eget ansvar.

Nu er det ikke sådan, at man ikke har et ansvar indenfor militæret. Det har man i høj grad. Der er også forventninger til dig. Det sker bare indenfor en tydelig ramme og i et tydeligt hierarki. Kursen er stukket ud.

Når det er sagt, så håber jeg, at min søn vil svare: JAVEL, når jeg beder ham lade det blive ved værnepligten.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

 

Mit familieliv

Jeg vil skrive om mig og mit liv. Og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige. Tro mig.

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over livet og vores forhold til andre. Som psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor, ægtefælle og som veninde har jeg en stor dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer.

Det vil være muligt at genkende bidder af sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt og vedkommende. Dog også altid respektfuldt og selvfølgelig med udgangspunkt i, at dem, jeg møder i mit professionelle liv, er beskyttet af tavshedspligt.

”Familieliv” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig samliv, parforhold, skilsmisse, singleliv, børn, psykiske og fysiske sygdomme i familien, kærlighed, traditioner, opdragelse, holdninger og værdier.

En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og bonus søskende, forældre og bonusforældre.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening i den tid, vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for, mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.

Familien af i dag lever ikke løsrevet fra det samfund, der omgiver os. Mange af mine blogs er en kommentar til de samfundsmæssige grundvilkår, vi har som familie og menneske – herunder vores singlekultur, individualisme, præstations kultur og alt hvad det giver af forventnings pres.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Den redigerede virkelighed

Jeg har jordens smukkeste børn. Det kan der selvfølgelig ikke være to meninger om. Alligevel kan jeg godt se, når jeg ser billeder af dem på de sociale medier, at de der tager sig endnu bedre ud. Altså hvis jeg skal være helt ærlig. For de er en del af en ny slags virkelighed, hvor man via filtre på Instagram kan redigere på sin egen fremtoning.

Den populære Instagram foto App er ikke uden grund mange unge pigers foretrukne kamera. Du kan isolere enkelte områder i billedet, hvor du kan finjustere eksponering, kontrast og farvemæthed.

Om jeg bryder mig om det?

Når jeg har ”nej-hatten” på, bliver jeg bekymret. Bekymret for hvad det er for en selvopfattelse, disse unge får. Hvad sker der, når de ser deres sande spejlbillede?

Jeg er også en del af en generation, der ynder at sige om de unge, at den nye generation er alt for overfladisk, og at det kun er det ydre, der tæller i deres verden.

Når jeg tager ”ja-hatten” på, ser det pludselig helt anderledes ud. Måske man skulle vende det på hovedet og sige, at det er os fra den ældre generation, der er alt for lidt i det ydre. Vi tror hele tiden, at vi skal finde os selv ved at kigge indad.

Som et mantra gentager vi, at det ægte skal graves frem fra et indre. Vi tror, det egentlige ligger skjult bagved. Det ligger et sted derinde skjult for mig selv og jeg skal arbejde hårdt på at få det frem. For kun det, der ligger gemt derinde, er virkelig sandt.

Hvorfor skal vi mærke efter indeni os selv?

Hvorfor er det sande ikke at finde i det ydre? I mine handlinger og i mine relationer til andre.

Og hvis vi skal være i det ydre, kan vi ligeså godt tage os så godt ud som muligt. Ja, man kunne gå så vidt som til at hævde, at det i mange henseender er mere selvoptaget at blive ved med at grave inde i sig selv.

Gå eventuelt til https://psykologenpaabryggen.dk

Lidt mere af det uperfekte tak!

Hvor er det befriende nogen gange at møde nogen, der tør indrømme sine fejl. Ja, der findes faktisk ikke noget værre end perfekte mennesker, hvis du spørger mig. Alligevel er det som om, det er det perfekte alle stræber efter. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er uhensigtsmæssigt, for ingen er perfekte.

Hvem har ikke mødt superkvinden, der altid står klar med hjemmebagte speltboller, hjemmet ligner noget fra en rengørings reklame, hun løfter aldrig stemmen over for sine børn, hun giver altid børnene det rigtige med på madpakken og køber kun økologisk og sundt.

Sådan er jeg sandt at sige ikke. Jeg sviner i køkkenet, glemmer at smide mit beskidte tøj til vask, spiser for mange trøfler, køber det der er billigst i Supermarkedet inklusiv sprøjtegifte og jeg skælder ud på dem, jeg har kær- selv uden grund.

Jeg husker engang, hvor min mellemste datter kiggede på mig og spurgte med alvorlig mine: ”Skulle du forestille at være børnepsykolog?”. Bemærkningen kom lige efter, at jeg igen igen havde været urimelig og skældt ud over en lille bagatel, som enhver overskudsmor ville have ladet passerer. Men ikke jeg. Jeg blev flov. Meget flov – for sådan er en god mor ikke.

Så var det, at det slog mig, at måske en god mor er lige præcis sådan. En god mor er en menneskelig mor. En menneskelig mor laver fejl.

Forestil dig at du viser dine børn, hvor perfekt du hele tiden er.  Det bliver godt nok svært for dem at skulle leve op til.

Det bliver ikke spor svært for mine børn at leve op til mig. Jeg har lavet tusindevis af dumme fejl. Skabt mig urimeligt, sprunget over hvor gærdet er lavest, svigtet og sjusket.

Jeg prøver at stå ved det og indrømme mine fejl.

Så i stedet for at være perfekt har jeg valgt at være et godt forbillede ved at lave fejl – masser af fejl. Det er også meget nemmere.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk