Jeg holder øje med dig

Nu er en ting, hvad jeg mener sådan rent psykologfagligt. Noget andet er, hvad jeg gør i praksis. Så i dette opslag vil I fornemme dobbeltheden. Først en hensigtserklæring.

Danske forældre har fået et stærkt øget fokus på risiko. Der må ikke ske vores børn noget. Alle risici må og skal elimineres. Det er paradoksalt, fordi vi på den måde begrænser børnenes udvikling og selvstændighed og initiativ, som ellers er værdier, vi sætter meget højt. Samtidig er vores billede af de farer, vores børn kan møde ofte forvrænget og præget af voldsomme historier, som vi kender fra medierne og ikke det virkelige liv.

STOP, STOP, STOP altså det er meget godt altsammen, men min datter bor i København, og der er det altså farligt at færdes som ung pige.

Antallet af børn med angstdiagnoser er steget eksplosivt i samme periode, hvor vi har indskrænket børnenes frihed. Det er ikke så mærkeligt. Vi fortæller hele tiden børnene, at verden er farlig samtidig med, at vi forhindrer dem i at undersøge den selv. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle overvåges hele tiden?

ROLIG nu, jeg beder kun om at kunne følge med på hendes Snap og se hendes lokation.

Hvis man aldrig var alene, men altid overvåget i en eller anden forstand, kan man virkelig tale om, at børn og unge vokser op i et sikkerhedsregime.

“Skal jeg tage ud til hende og tjekke op på, at hun er okay, mor? Bare for en sikkerhedsskyld? Eller tror du, du er ved at piske en stemning op”, spurgte min søn forleden nat. Jeg havde fået sat to af mine børn i alarmberedskab.

Kl. 22.23 startede jeg, fordi min mellemste datter var som sunket i jorden. Sunket og sunket… altså jeg havde ikke hørt fra hende hele dagen, og nu svarede hun ikke på godnat sms. Jeg havde ringet 8 gange og nu altså også spurgt begge hendes søskende, om de havde hørt fra hende. Intet livstegn. Og den der skide location funktion på Snap’en har hun frabedt sig. For hun gider netop ikke, at jeg kan følge med i, hvor hun er henne.

“Aktiv for 4 timer siden” sagde hendes messenger. Angsten steg til uanede højder. Kommet til skade? Taget til fange? Voldtaget? I livsfare? Død?

00.02 tikker der så en sms ind fra min søn: “Har snakket med hende nu. Hun ligger derhjemme og sover. Hun er ok.” Åhhhh, hvilken lykkefølelse. Hvilken lettelse.

“Og se så at få den der funktion slået til igen”, bad jeg inderligt.

Brug for sparring: https://psykologenpaabryggen.dk