Udgivet den

Samtalens svære kunst

Jeg blev helt varm indeni, da han spurgte: Nå, hvad siger Jonas så til at være inde ved militæret? Han havde lige gjort noget af det smukkeste, en ven kan gøre.

Han havde husket, hvad jeg havde fortalt om sidst, vi mødtes, og nu vendte han tilbage til det.

Det er sjældent i en tid, hvor vi hylder monologen fremfor samtalen.

Vi kender alle dette med, at vi er sammen med gode venner, og talestrømmen flyder derudad. De er måske lige kommet hjem fra sommerferie og fortæller om turen ned gennem Frankrig. Om alle deres skønne oplevelser i det fantastiske land.

Vi nikker og smiler, men venter dybest set bare på, at der skal blive hul i talestrømmen, så vi selv kan komme i gang med at fortælle om vores egen sommerferie og egne bedrifter.

Vi udveksler taler. Vi er høflige, så vi afbryder ikke.

Når de er gået hjem, kan vi ærligt at sige ikke huske, om det var Frankrig eller Italien, de havde kørt rundt i. For vi samtaler alt for lidt.

Vi ved det godt. For sådan er det. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Så vi bliver da heller ikke fornærmede, næste gang vi mødes, og ingen kan huske ret meget af, hvad vi talte om sidst. Vi fortsætter fortrøstningsfuldt.

For samværet er pakket ind i god mad og rigelig vin.

Samtalen derimod forudsætter fysisk nærvær, gensidighed i blikket samt et nærvær, som kun bliver troværdigt, når man husker at vende tilbage til, hvad der blev sagt og følge op, når man mødes igen.

Det er unikt hver gang et menneske fortæller os noget, som de aldrig har delt med nogen før. Så lyt fuldt og helt til, hvad de siger.

Vi blev udstyrret med to ører og kun én mund. Netop for at minde os om, at vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Ikke tid til ferieflirt

Lidt nysgerrig er man vel altid, så jeg spurgte min singleveninde, om sommeren havde budt på en sommerflirt. Svaret var et rungende NEJ.

”Jeg har ikke engang plads til en undulat i mit liv”, svarede hun.

Hun havde været i Tivoli med ballongynger, candyfloss og stribet slik på pind. På Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have og Kanalrundfart med guide. Jo, der er nok at se til, når man skal holde ferie med sine delebørn.

For perfekt skal det jo være. Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang, for ingen er perfekte. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er altså noget af et pres, vi sætter os under.

Vi har fået en forestilling om, hvordan man bør være for at være rigtig.

Alle løber vi stærkere og stærkere hele tiden for at leve op til egne og andres forventninger. For det er ikke nok at have et godt job, man skal også videreuddanne sig for ikke at blive løbet over ende af sine kolleger. Så udover at passe fuldtidsjob, være mor og social med veninder og venner, skal vi også holde os fagligt igang.

Se bare hvor travlt vi alle har med at networke og opdatere vores Linkedin profil, siger hun.

Man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder. Det sætter forældrerollen under pres. Og med de skilsmissetal vi har, hænger kravet slet ikke sammen, men forbliver at være en illusion, som blot øger oplevelsen af ikke at slå til.

Og som om det ikke skulle være nok, så kunne min veninde fortælle, at det hele ikke blev meget bedre af alle de feriebilleder, andre lagde op på Instagram og Facebook af deres lykkelige familie.

Eller kyssebilleder af deres hjertens udkårne, der stod klar med lækker middag under åben himmel og tyrkisblåt hav i det fjerne.

Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Udgivet den

Kys det nu det satans liv

Sådan synger Steffen Brandt. Han synger om at favne livet og gribe dets chancer.

Hvor Steffen taler om at kysse i overført betydning, så vil jeg slå et slag for at kysse lidt mere sådan i bogstavelig forstand.

For har du indfanget din hjertens kære, så bliver kysset rigtig vigtigt. Det ikke alene føles dejligt. Det er livsvigtig medicin.

Ikke kun for at sikre dit parforhold langtidsholdbarhed, men også for at nedsætte risikoen for nogle af vor tids største udfordringer som angst og depression.

Et kys frigiver oxytocin, der også kan kaldes for kærlighedshormonet.

Måske troede du, at kærlighed opstår i hjertet.

Det opstår i hjernen. Det lyder ikke særlig romantisk, men stoffet oxytocin skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker. Det frigives i hjernen, når vi kysser intimt og længe. Det er ikke det eneste stof, der er i spil.

Et kys påvirker kortisol.

Et kys sænker niveauet af kortisol i hjernen. Kortisol er et stresshormon. Dermed kan et kys faktisk være med til at sænke angst, da kortisol er involveret i angstfølelser.

Et kys øger serotonin.

Serotoninindholdet i hjernen øges omvendt, når vi kysser, med den vi elsker. Serotonin er et afgørende stof til forebyggelse af depression.

Jamen det er jo hele tre gode grunde til at kysse lidt mere.

 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja, kys det nu, det satans liv

Og grib det fang det

Før det er forbi

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Langsommelig ferie

Sol, strand, sand og vand. Det er sommerferie og for mange betyder det tid til at komme ud at opleve. Opleve nye ting.

Om det er campingvognen, der er spændt for bilen, sommerhuset der er lejet eller rejsen, der er bestilt, så gælder det for mange af os, at vi skal et nyt sted hen.

Samtidig lever vi jo i en tid, hvor man dyrker det individuelle, og så gælder det selvfølgelig også om at rejse et andet sted hen end alle de andre. Det paradoksale er så, at vi alle render de samme steder hen for at være individuelle.

Vi mennesker lever i en tid, hvor vi gerne skal være i bevægelse. Det gælder på arbejdspladsen, hvor vi som et mantra gentager, at vi er omstillingsparate og nytænkende. Det gælder i hverdagslivet. Ny bil, ny mand, nyt job, nye rejsemål.

Uha ja, vi skal endelig ikke gro fast nogen steder. Og da sandelig heller ikke når vi skal holde ferie. Er de ikke lidt kedelige de der naboer, der tager til den samme campingplads ved Gardasøen år efter år?

Jeg er selv sådan. Altså, jeg er ikke kedelig. Selvom nogen vil hævde, at det er for dumt at tage samme sted hen år efter år, når nu verden ligger åben for mig.

Jeg holder af gentagelsen. Jeg nyder at vågne op samme sted som sidst, jeg var på ferie. Det er for mig som om, at ferien allerede er gået i gang, inden jeg er kommet afsted.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane.

Jeg kan huske duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta og pizza fra åben ild. Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur.

Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de i hvor mange dage, de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år.

Måske du også har et sådant sted, som du længes efter at komme tilbage til igen og igen. Uanset hvor du vælger at holde din sommerferie, ønsker jeg dig en skøn en af slagsen. Rigtig god sommer.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Tillykke med livet

Jeg fyldte 53 år denne sommer. For mig har det ikke været svært at fylde 30, 40, 50. Men fuck, hvor var det svært i år. Min mor blev 53 år og 3 mdr. , så jeg har altid tænkt, at det nok var den alder, jeg ville opnå. Jeg har brugt påmindelsen om døden som et drive indtil nu, og jeg gider ikke, at angsten skal snige sig ind.

Alt er til i sin modsætning. Hvis ikke noget var grimt, hvordan så vide, hvad smukt er. Eller hvis ikke noget var højt, kunne jeg ikke definere lav. Hvis ikke døden var en realitet, hvordan så sætte sådan rigtig pris på at være i live. Ville der ikke være en stor risiko for, at vi ville udsætte ting til i morgen med et: ”Vi når det nok”?

En kendt dansk filosof har engang sagt, at ”vi ved, at vi skal dø engang, men vi tror det ikke”.

Det er egentlig pudsigt for det eneste, der er helt sikkert, er, at vi alle skal dø engang. Rig og fattig, høj og lav, smuk og grim, tyk og tynd. Alle er vi bundet sammen af en fælles skæbne om, at vi skal dø.

Alligevel har vi et svært forhold til døden. Det er uvant for os at finde os i, at noget er uden for vores kontrol.

Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det skal være vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan og hvornår vores liv ender. Vi forsøger med sunde spisevaner og motion at holde døden og forfaldet fra kroppen.

Jeg har boet med en kirkegår som nærmeste nabo i mange år. Hver gang jeg skulle over at handle i FAKTA, gik jeg gennem kirkegården. Det var livsbekræftende. Måske lyder det underligt, men på en eller anden måde var mit daglige møde med døden som nabo en vigtig påmindelse til mig om, at vi skal huske at leve, mens tid er.

Jeg bryder mig dog ikke om døden.

Det eneste positive, der for mig at se er ved døden, er, at den sætter et skel, der motiverer mig til at leve. Hvis nu jeg kunne leve uendeligt, så kan jeg være i tvivl, om livet havde samme intensitet.

Jeg lever i konstant påmindelse om, at døden er en realitet. Det fylder mig med en taknemmelighed over at kunne slå øjnene op om morgenen og tage hul på en hel ny og ubrugt dag fuld af muligheder, der blot gives til mig som en ufortjent gave.

Om det gør mig mere parat til at dø? Nej, ikke tale om. Når døden engang banker på, skal den ikke regne med, at jeg gider lukke op.

Lev livet hver dag. For som Anne Linnet synger: Jeg ved, at al min sidste tid skal leves og jeg ved, at tiden tæller hjertes slag.

Gå gerne til https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Udgivet den

En god nok forælder

Uhhh ha, jeg synes allerede jeg er træt, og sommerferien er først lig gået i gang. Jeg ved, at når vi når til august, så har jeg mest af alt lyst til at slå mine unger ihjel.

Det var en af mine klienter, der frimodigt kom med udtalelsen. Nu er skolen igang igen og jeg ved, at alle unger stadig er i live 🙂 Men hvor er det befriende, at nogen tør stå ved, at de ikke til hver en tid er den perfekte overskudsmor.

Rigtig ofte møder jeg forældre, der er skamfulde over at føle, at de ikke er gode nok som forælder.

Det er nu heller ikke nemt, for listen er lang og ofte fyldt med modstridende udsagn, når spørgsmålet lyder: Hvad er den gode forælder?

Den gode forælder skal sætte grænser, og de skal være anerkendende. Allerede her kan vi godt fornemme, at let er det ikke.

Det er godt for dine børn, at I sover sammen. Sov for alt i verden ikke sammen. Husk af få plads til partid. Barnet skal have første prioritet. Dit barn skal socialiseres i en vuggestue. Du bør blive hjemme og selv passe dit barn. Giv endelig ikke flaske. Du må ikke amme for længe. Det er en naturlig ting at amme sit barn. Am aldrig offentligt. Vær endelig ikke en curlingforælder. Du bør gøre alt for dit barn. Børn har bedst af faste rutiner. Børn keder sig, når der ikke sker nyt.

Den frække udgave er at sige, at når holdningerne kan være så forskellige, så er der heldigvis plads til forskellighed og til, at jeg gør lige det, der føles rigtigt for mig og min familie.

Alligevel møder jeg alt for ofte, i mit arbejde som psykolog, forældre, der udtrykker følelsen af ikke at gøre det rigtige. Det er som om, det ikke længere er nok at være en ”god nok” forælder. Man skal være ”den perfekte” forælder.

Det kræver en del at kunne stå på mål for ikke at være perfekt.

Vi mangler rollemodeller, der eksempelvis tør sige: Jeg tror sådan set, det er bedst for små børn at være hjemme de første par år, men det kan jeg simpelthen ikke holde til, for så ville jeg blive sindssyg.

I en perfekt verden ville jeg have handlet anderledes, men sådan blev det ikke. Men jeg er en god nok forælder og det rækker.

Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Skilsmisseramt

Jeg glæder mig hver dag over, at mine børn har så godt et forhold til deres bonusmor. Jeg kan altid sende dem over til min tidligere mand og hans nye kæreste i fortrøstning om, at de vil få et dejligt ophold. De sætter virkelig stor pris på hende, og jeg er taknemmelig over, alt det hun gør for mine børn. Når de fortæller om gode oplevelser sammen, bliver jeg helt varm indeni. Når de roser hendes mad, glæder jeg mig over, at hun laver livretter til mine børn.

Skraaaatzzzzzzz. Noget af en plade jeg lige fik sat på der.

Det sker, at der kommer ridser i vinylen, og det hele har en lidt anden melodi.

Sommerferien står for døren. For mange familier betyder det ferie med dine og mine børn. Og at mine børn skal på ferie med ham og hendes børn.

Det er svært for mange. Jeg vil blot minde om, at det også kan være svært for børnene.

Børn læser lynhurtigt, om ”mor fik det der underlige udtryk i ansigtet, da jeg måske lidt for jublende glad fortalte om turen i sommerhus”.

Børn er solidariske. Og børn beskytter altid den af forældrene,  de oplever som den svageste part.

Så hvis mor ser ked ud af det, når barnet fortæller om opholdet ved far og den ny kæreste, så kan barnet reagere på to måder: Enten stopper barnet med at fortælle, eller i værste fald fravælger barnet ophold ved far.

Hvis dit barn derfor siger, at det ikke har lyst til at komme på ferie med far og fars kæreste en anden gang så prøv lige engang at se indad. Er det fordi, han er en idiot, og hun er en sur kælling?

Eller kunne en del af forklaringen være, at dit barn er fanget i en loyalitetskonflikt af de helt store?

Er det sket en enkelt gang eller to, at du blev for såret og derfor ikke kunne finde en grimasse der ku passe, da dit barn begejstret fortalte om oplevelser i den anden familie?

Det er afgørende vigtigt for børn, at samarbejdet fungerer omkring dem. At de ikke oplever konflikter jer imellem. Det er meget belastende for børn. Øv dig. Ikke for din tidligere mand og hans nye kærestes skyld.

For dit barns skyld. Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Udgivet den

Som et lyn fra en klar himmel

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

Et vigtigt skridt væk fra angsten, der ikke må få lov at styre. Brug for terapi: https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Udebleven invitation

Forældre er man for livet. Derfor skylder vi også vores børn, at vi tilsidesætter egne sårede følelser, når vi bliver skilt. Nu er det altid nemmere at rådgive andre, end selv at efterleve anbefalinger. Det er ugens blog desværre et alt for godt eksempel på.

Jeg havde glædet mig til at skulle på familiekig ude på kasernen, hvor min søn aftjener værnepligt. Der var bare lige det ved det, at der ingen invitation kom.

Jeg kiggede både efter mail og slow mail. Intet brev og ingen mail. Det var ikke Postvæsnet og heller ikke forkert mailadresse, der var skyld i manglende invitation. Det var min søn. Han havde ikke sendt en.

Han har nemlig det dilemma, at hans familie ikke består af far, mor og børn. Den består af far og hans kæreste samt mor og ny mand.

Jeg bryder mig ikke om min tidligere mands kæreste. Det siger jeg selvfølgelig ikke til min søn, for så ved jeg godt med min sunde fornuft, at jeg umuliggør det hele for ham, når han står i situationer, hvor han skal tro på, at vi alle godt kan være i samme rum som voksne mennesker.

Nu er det bare sådan, at en ting er, hvad jeg siger, en anden ting er, hvad jeg udstråler.

Og helt ærligt det magtede min søn ikke at udsætte sig selv for.

Han kunne ikke overskue at stå der kampklædt, nybarberet og velfriseret optaget af den overordnedes ordrer. Samtidig med at han skulle forholde sig til, hvad jeg ville kunne finde på at komme med af små bemærkninger, blikke jeg ville kunne sende.

Så i hans afmagt gav han op. Han gav op og valgte familien fra.

Han ville hellere undvære besøg end at risikere at stå i uvisheden om, hvordan dagen ville spænde af. Det var virkelig et vink med en vognstang. Selvom jeres samliv er slut, så vil jeres fælles forældreskab fortsætte livet ud.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Skal? Skal ikke?

Verdens første vaccine mod kræft. Hvem kan sige nej til det?

Hver tredje forældre er i tvivl, om deres datter skal have HPV-vaccinen. Antallet af vaccinerede piger er styrtdykket herhjemme. Særligt efter TV2 dokumentaren om påståede bivirkninger til vaccinen er der sket et markant fald i piger, der vaccineres.

Siden 2009 har danske piger i 12 års alderen fået tilbudt gratis HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen håber at kunne udrydde den frygtede livmoderhalskræft, der særligt rammer helt unge kvinder. Hvert år får mellem 4-500 kvinder diagnosticeret livmoderhalskræft og 100 kvinder dør årligt. Dertil kommer et stort antal af kvinder, der får konstateret celleforandringer eller forstadier til kræft. Med vaccinen falder risikoen for livmoderhalskræft anslået med 70 %.

Med så klart et budskab skete der desværre det, at Sundhedsstyrelsen blev lidt for selvfed og derfor gik i forsvar, da piger klagede over hovedpine og kvalme samt svimmelhed.

Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis de var gået up front og indrømmet, at det er en mulig bivirkning til vaccinen. Disse bivirkninger skulle de have erkendt.

Tillid er altafgørende. De fleste mennesker kan sagtens acceptere, at der er risiko for bivirkninger. Sådan er det med vacciner. Det, folk ikke kan acceptere, er, hvis deres bekymring fejes af bordet og det har Sundhedsstyrelsen desværre medvirket til.

Debatten er i stedet løbet helt af sporet.

Piger med påståede alvorlige bivirkninger har fyldt i mediebilledet. Heldigvis er der ikke fundet en sammenhæng mellem disse alvorlige  symptomer og HPV-vaccinen. Pigerne er syge og har brug for hjælp. Det skal anerkendes. Vi må bare ikke forklare det med bivirkninger til vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har med en storstilet kampagne til 5 millioner kroner forsøgt at vende den bekymrende udvikling. Sammen med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har de derfor søsat en ny meget følelsesladet kampagne, der skal få forældre til at lade deres døtre vaccinere.

Kampagnen skal genoprette tilliden til HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Måske de skulle turde stille spørgsmålet: Foretrækker du svimmelhed og kvalme i en periode efter vaccinen, eller foretrækker du øget risiko for livmoderhalskræft?

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk