Min indre kritiker

Har du nogensinde udsat noget på ubestemt tid, fordi du var bange for at blive afsløret. Afsløret i ikke at være klog nok og derfor ikke i din gode ret til på nogen måde at udtale dig om dette eller hint. I hvert fald ikke før du lige har fået læst op på, dygtiggjort dig,  eller….

Hvis du ligner mig bare en lille smule, sker det, at du venter. Men hvad er det, vi venter på? For er det ikke rigtigt, at hvis vi venter, til vi er klog nok, smuk nok, hurtig nok, robust nok,  modig nok, god nok, sjov nok, så kan vi komme til at vente meget meget længe. Og livet foregår, mens vi venter.

Folk kommer til mig for at få hjælp. For at lære noget. Få gode råd. Ofte sker det, at jeg pludselig kan rammes af min indre kritiker, der hvisker mig i øret, at lige om lidt så bliver jeg afsløret, og klienten finder ud af, at jeg ikke ved en skid. Eller i hvert fald ikke er nær så dygtig som alle de andre psykologer. Det er sårbart at have det sådan.

Sådan er det at være menneske. Så mit råd til dig er, at næste gang din indre kritiker hvisker dig i øret og vil fortælle dig, at du ikke er god nok og at lige om lidt vil du blive afsløret så mind dig om, at du ikke er alene med den slags tanker og føleser.

Og selvom du ikke kan forhindre din indre kritiker i at skrige højt og larmende, så kan du øve dig i ikke at  lade den stoppe dig.  Kys livet. Omfavn det. Stå ved den du er. Fejlbarlig og alligevel fantastisk.

Mind dig selv om at alle andre også har sider, de helst ikke vil, at andre ser og opdager om dem. Ting som andre ikke kan se, men som er der.  Også hos dem, der på overfalden, ser allermest perfekte ud.

Jonas 26 år

Tid til at ønske tillykke. Jonas fylder år i dag. 26 somre. Det er vildt, som tiden flyver afsted. Og en af de måder, vi forsøger at holde styr på tiden, er ved at fejre fødselsdage. Du er nummer tre. Tre børn i løbet af ingen tid. Kun to år yngre end din storesøster Olivia og 3.6 år yngre end din storesøster Lea.

Når vi får børn, kan det føles som om, at ens hjerte for altid skal leve ubeskyttet. Om dette siger en forælder i den fantastiske film Shorta: At være forælder er ligesom hvis ens hjerte hopper ud af kroppen og går ubeskyttet rundt ude i verden”.

Jeg skal lige lov for, mit moderhjerte render frit rundt. Og jeg tænker hvert år, når en af mine børn fylder år, at nu må det snart være på tide, at jeg får mit hjerte tilbage i kroppen igen, så det kan begynde at banke lidt for mig selv. For I kan jo selv nu. Men det er svært, når hjerne og hjerte ikke altid følges ad.

Jeg er en forælder af tiden. En af de der nymodens overinvolverede forælder, der er lidt for meget af det gode. Hjælper lidt for meget. Spørger lidt for meget. Og så vil jeg være i kontakt hele tiden. Helt ærligt, så ved jeg godt, at det til tider er mega irriterende at være børn af mig.

Din 26 års fødselsdag skal du fejre i Italien i vores skønne hus i Norma. Sammen med søde Stine. I de italienske bjerge langt væk fra stress og jag. Der går tiden langsomt. Og det føles helt fantastisk.

Når jeg sidder her på din fødselsdag og kigger på gamle fotos og tænker tilbage i tiden, kan jeg genkalde mig alt. Årene løber som en film for mit indre blik. Der er mange smukke dejlige og varme minder. Og der er svære tider.

Og underligt nok kan det føles, som om tiden flyver afsted, når der sker gode ting. Mens tiden snegler sig afsted, når vi skal igennem svære tider. Vi har skullet klare det sammen.

Når vi stopper op på en dag som i dag, gives der plads til eftertænksomhed. Og heldigvis kan jeg sige, at hvis tiden går baglæns, vil jeg gøre det hele igen.

 

 

Så kom Anna

Først kom Nola. Så kom Karl. Så kom Viggo. Og så i onsdags kom lille Anna. 3290 gram lykke. Det er bare rækken af nyfødte i vores lille familie. Rækken er uendelig lang. Alle med hver deres familie bag.  Hver deres familiefortælling som de nu bliver en del af. Trods de meget store forskelle er der også nogle ligheder.

Fælles er, at det at blive forælder er det største OG det sværeste.

Gennem fortællingen skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håber at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skal opleve.

Vi skriver ikke alene på fortællingen. Vi er alle en del af en større fortælling. Man kan ikke som kommende forældre undgå at blive påvirket af de fortællinger, der ligger i vores tid.

I en tid, hvor den perfekte mor, er emner, der skrives om i stor stil på sociale medier, i fagblade og bøger, kan det være svært at navigere i.

Jo mere vi bekræfter hinanden i, hvordan man føler og oplever på den rigtige måde, jo mere forkerte føler de kvinder sig, som har anderledes erfaringer. Gode velmenende råd er der nok af.

Bær dit barn på dig hele tiden. Bær ikke dit barn for meget. Husk at stimulere dit barn. Det skal lære at ligge selv. Send ikke dit barn i vuggestue. Forfølg din karriere. Giv aldrig flaske. Am nu ikke for længe. Barnet er mest tryg, når det sover inde ved Jer. Barnet bør sove for sig selv, så det får ro. Barnet skal have lov at spise selv Du viser omsorg, når du mader dit barn.

Listen af mor-anvisninger er uendelig lang, og pludselig kan man opleve, at det kan blive svært at holde fast i sine egne holdninger og værdier. Det kræver faktisk sin kvinde,

Jeg var forberedt på den helt særlige følelse, det er at få lov til at bære et nyt liv i sine arme. Jeg var ikke helt så forberedt på den helt særlige følelse af glæde, det giver at erfare, at min og min mands datter begge har formået at finde deres egen vej i morrollen. At holde fast i deres egne holdninger og værdier.

Det er mit håb for alle nybagte mødre, at de finder styrken til det.

Min mor

Jeg har sat flag i vinduet. Der er ikke noget at fejre, men jeg vil gerne markere dagen. Min mor kunne have fyldt 80 år i dag. Der er egentlig ikke noget underligt i, at hun ikke nåede at blive så gammel. Det er ikke alle forundt.  Men at hun har været død i 27 år denne sommer er skræmmende. 53 år blev hun.

Jeg husker hendes 53 års fødselsdag. Den sidste. Vi vidste alle, at hun snart skulle dø. Jeg var ikke fyldt 30 år endnu. Jeg havde to små børn på 1 og 2 år. Jeg havde brug for en mor. Og en mormor til mine to børn. Jeg havde det virkelig svært med den dag. Min mor var stærkt plaget af smerter. Alligevel skriver hun med stor taknemmelighed om dagen i sin dagbog.

Jeg ved ikke, om man kan blive klar til at miste sin mor. Men jeg ved, at jeg på ingen måde var klar. Heller ikke selvom jeg godt kunne se, at jeg burde give hende lov til at give slip. For hun havde det ikke godt.

Der er så mange ord, der skal siges, når man ved, at man står med de sidste dage, der skal leves sammen.

Det er bare så svært at få det sagt. Bagefter er det for sent. Så kommer alle selvbebrejdelserne, for alt det, man synes, man ikke gjorde på den rigtige måde. Der er to ord, der kommer til mig, som jeg ved, jeg ikke fik sagt højt. “Tak” og “Taknemmelig”.

Tak, fordi du var min mor. Du var den, der trøstede, når jeg faldt. Skubbede på, når jeg tøvede. Bar over, når jeg fejlede. Tak, fordi du troede på, at jeg kunne det meste selv og ikke fejede forhindringer af vejen.

Jeg er taknemmelig over, at du viste mig, at man skal tro på sig selv og sit eget værd. Det tog mig nogle år at lære, at man ikke skal finde sig i for meget, men du prøvede at foregå mig med et godt eksempel. For du fandt dig i “no shit”.

Jeg ville gerne kunne have fejret dig. Jeg håber, du danser, skåler og synger i din himmel i dag.

“Vi står sammen…..”

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret i lørdagens kamp mod Finland. For pludselig skete det, som ikke må ske. Og det er et øjeblik, der for altid vil stå printet i vores bevidsthed.

Der kan blogges meget om alt det, der skete denne aften. Og jeg kunne let forledes til at skrive, at lige der blev vi mindet om, hvor betydningsløst fodbold er. Det vil jeg imidlertid ikke, for det ville være en alt for simpel konklusion.

Det er rigtigt, at vi lige der blev mindet om, hvad det vigtigeste er. Det vigtigste er at være omgivet af betydningsfulde andre. Det vigtigste er at være i det her liv og huske at leve et værdibaseret liv.

Fodbold kan bare noget, som vi ikke må glemme. Her er vi samlet i et fællesskab, der rækker på tværs af fine titler. Når vi trækker i de rød/hvide trøjer, pakker vi os selv væk for en stund og overgiver os til et fællesskab, der er større end os selv. Det er vigtigt at værne om den slags samlingspunkter.

Det er mere end en fodboldkamp, der er på spil. Det er en tid, hvor vi er samlet om noget som nation. Og midt i alt det forfærdelige, der skete i lørdagens kamp viste fodbold også, at den kan samle dels som nation, men også på tværs af nationer.

På trods af den gruopvækkende hændelse var der også mindeværdige smukke øjeblikke. Et meget smukt øjeblik var blandt andet, da de finske fans i kor råbte: CHRISTIAN og de danske fans svarede: ERIKSEN. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

Spillerne har udtalt, at de vil spille videre ved denne EM slutrunde for at gøre os stolte. Det har de for længst indfriet. De stod sammen side om side, da det værst tænkelige udspillede sig for øjnene af dem. Og det i bogstaveligste forstand da de helt instinktivt slog ring om og skærmede deres holdkammerat fra de mange kameraer. Der blev vist et sammenhold, som vi alle kan være stolte af.

Så selvom det skulle blive en slutrunde uden sejre, så har de alligevel vundet. De har skrevet sig ind i alles hjerter. På tværs af alle skel vi mennesker normalt sætter op.

Samhørighed

Følelsen af forbundethed er essentiel for menneskets trivsel. Følelsen opstår, når vi oplever samhørighed, nærhed og anerkendelse. Nogle gange sker det bare glimtvis som i en stemning, et smil et særligt blik. Andre gange er det hændelser, der efterlader os med den der helt særlige fornemmelse.

Sådan havde det været for ham. Han fortalte mig om fisketure med sin far. Det var faderens store interesse at fiske, og han tog ham ofte med ud på fisketure og delte gerne ud af sin store viden omkring, hvornår det var sæson for fangst af forskellige fiskearter og alt om fluer og snørrer.

Sønnen så ikke det store i at fiske. Og med et smil fortalte han da også, at de kun sjældent fangede noget. Men han nød at stå der tæt med faderen. Bare at være alene med ham. Med stor varme og taknemmelighed fortalte han nu om disse oplevelser. De var blevet særligt vigtige efter faderens død. For i mindet af fisketure stod faderen igen lysende levende i hans erindring. Sådan er det at føle samhørighed.

Og det fik mig til at tænke på, at det var det samme, der var på spil for mig, da jeg som barn gik Hærvejsmarch med min far. Jeg brød mig egentlig ikke om at gå lange ture. Mine ben var for små og korte. Jeg var kun 9 år gammel, og derfor voksede mine fødder konstant. Konklusionen var, at så gav det ikke rigtig mening at købe fine dyre vandresko. Det blev til dem fra Føtex. Uden støtte og meget ringe komfort.  Intet af det betød noget.

For jeg nød at have min far for mig selv og bare gå der og føle mig tæt på. Føle mig set og anerkendt. For min far syntes, jeg var sej, at jeg kunne gå Hærvejsmarch. Han pralede til alle, der gad høre på det og tilføjede, at jeg aldrig fik vabler. Og egentlig ret imponerende, når man tænker på det fodtøj, jeg henslæbte de 60 km i.

Min far er et meget legende menneske. Altid fløjtende og glad. Han har en ubekymrethed over sig som smittede af og gjorde, at jeg aldrig tvivlede på, at jeg kunne klare alt. Det er erfaringer som disse, jeg altid vil huske. Også den dag han ikke her her længere.

Sammenbragt familie

Definitionen på en sammenbragt familie er, når to voksne danner par, hvor den ene eller begge har et barn fra et tidligere forhold. Som om det ikke allerede er svært og udfordrende nok at finde den eneste ene, så bliver det lige lidt ekstra svært, når der er børn involveret.

Mange voksne er ofte plaget af stor skyld over, at deres forhold til barnets forælder ikke gik. At skilsmissen har store konsekvenser for deres barn. Derfor er det helt naturligt, at ens fokus er på børnene, når man kommer ind i et nyt forhold.

Jeg hører derfor mange argumentere: “De har lidt nok, de skal ikke også lide under, at jeg har fundet en ny kæreste”. Det får mig altid til at spidse ører. For hvad betyder det? Hvilke konsekvenser får det?

Min erfaring er, at denne fokusering på egne børn alt for ofte bringer det nye forhold ud i store problemer.

Det er ofte den største skilsmissegrund i kernefamilier, at parret glemmer hinanden og kun fokuserer på børnene. Ironisk nok kan den, som netop har forklaret mig, at det, at de ikke prioriterede hinanden, er årsagen til deres skilsmisse helt uden at blinke se det fornuftige i, at den nye partner skal nedprioriteres.

Parforholdet kommer på grund af denne fokusering på børnene ofte ud i så store problemer, at risikoen for endnu en skilsmisse er faretruende stor. For såvel i kernefamilier som i sammenbragte familier bør parforholdet være det bærende element. Det er et alt for stor ansvar for børn at skulle være det bærende element.

Det bliver bare endnu mere udfordrende i den sammenbragte familie. For hvor man i kernefamilien trods alt startede med at være et par, inden man skulle definere sig som familie, så starter man i den sammenbragte familie med at være familie. Familier, der nu skal have et parforhold til at fungere. Og hvis ikke man får italesat udfordringerne, risikerer man, at det i stedet for én familie bliver til to familier i en. Du og dine børn og mig og mine børn.

Er du den ene part i en sammenbragte familie skal du ændre dit fokus fra dine børn til Jer som voksne. Til Jer som par. Det er faktisk det bedste, du kan gør for dit barn.

Græsset gror

Det nye sort er Mindfulness. En guided meditation, der retter fokus indad. Indad og væk fra de ting, der er omkring dig. Og rigtig mange er glade for at praktisere det. Mindfulness er blevet en anerkendt vej til en mindre stresset hverdag i en tid, hvor flere og flere rammes af stress og depression.

Det er bare ikke alle, der bryder sig om at mærke efter inde i sig selv. “Du skal dybere ind…” og vi mærker angst i stedet for afslapning. Måske fordi kroppen allerede giver alle mulige ubehagelige signaler og symptomer, som kun føles endnu stærkere, når vi i et mindful øjeblik retter opmærksomheden mod det. For det, vi giver opmærksomhed, har det med at gro.

Når klienter kommer med den slags oplevelser og derfor har mest lyst til at opgive Mindfulness, kan en omvendt form for Mindfulness vise sig at være metoden til at få sat tempoet lidt ned og give hjernen et pusterum.

Uanset hvilken meditationsform, du vælger, er første skridt, at du ikke går i kamp med tankerne. Mange tror, at der kræves, at man kan slukke for tankerne for at gøre det rigtigt. Det er imidlertid umuligt. Mindfulness handler rigtig meget om at anerkende de tanker, der dukker op og bare lade dem være.

Men tilbage til den omvendte form for Mindfulness. Her handler det om at rette opmærksomheden udad i stedet for indad.

Skru op for sanserne og måske du næsten kan høre græsset gro. “Shhhh, kan du høre det? Græsset gror! Det er ny begyndelse. Ny vækst. Nyt liv”. I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg kan se græsset gro på vores nyanlagte plæne i sommerhuset.

Duft alle træerne, der er sprunget ud. Hør fuglenes glade forårssang. Mærk din fods bevægelser, når du går. Mærk hvad der sker i din ankel, fod og jordens underlag når du flytter vægten fra den ene fod til den anden.

Spis langsomt og smag på maden og lad vinen nænsomt bevæge sig rundt i hele din mund, så alle smagssanser vækkes. Se dine børn dybt i øjnene, mens du retter opmærksomheden mod den der lille søde bevægelse, hun altid gør med munden, når hun bliver ivrig. Smag på kysset fra din elskede.

Midtvejskrise

Er jeg kedelig? Og har jeg været kedelig i mindst 15 år? Det er det spørgsmål, der står tilbage, også efter du har læst ugens blog. Kender du det, at du ser noget i et blad eller på Pinterest og tænker ”Fed smag, det gad jeg godt at have?”. Sådan fik både min mand og jeg det sidste weekend, hvor der, med en ekstra fridag, var god tid til eftertanke.

Vi er midt i indretning af vores sommerhus og havde fået et par prøver med fra søde Jesper. Vi var blevet enige om, hvilken af prøverne vi kunne se som vores fremtidige sofatæppe. Efter et par glas rødvin sneg tvivlen sig ind. ”Er det ikke næsten for kedeligt?”, spurgte jeg.

Det ene ord tog det andet, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi skulle turde noget mere. Og vi kunne endda blive enige om, hvad alternativet skulle være. Noget med noget spræl i og med nogle pangfarver, vi havde set i en bog. ”Ellers ender det bare med det samme som altid,” stemte vi begge lystigt i.

Det er sådan, at jeg altid går i den samme type tøj. Forstået på den måde, at jeg finder noget, jeg rigtig godt kan lide, og så går jeg i det. Jeg har flere trøjer, der er nummer både to og tre og fire af samme slags, som den jeg har slidt i bund. Sko og bukser skal også helst være de samme. Samme frisør og frisure som altid.

Nu er en ting, at man godt kan grine af sig selv. Noget helt andet er, når ens mand som et godt argument for, at tæppet skal være med pang farver, pludselig peger på sofaarrangementet og udbryder: ”Ja, se bare der! Alt det sand i sand og kedelige brune nuancer. Det ender ligesom dig og dit tøj, hvor du har gået i det samme de sidste 15 år”.

Hertil kunne jeg så svare at ”Ja, jeg skifter ikke sådan ud. Jeg var også sammen med den samme mand i 32 år. Det er mere, end man kan sige om dig”. Pay back time.

Vi enedes om at stoppe snakken der og i stedet spørge Jesper. Jesper mener, vi står over for en forsinket midtvejskrise. For som han diplomatisk siger, da vi forventningsfulde viser ham vores nye stil: ”Det er jo slet ikke jer”.

Og vi må nok bare erkende, at vi er til det sikre lidt kedelige.

Så må jeg håbe, at min mand også er til mig, selvom jeg ikke skifter tøjsmag, men fortsætter med at gå i det samme år efter år.

Eventyrligt

Alle, der er vokset op med glæden til Eventyr, kender selvfølgelig Snehvide og de syv  små dværge. Den er så fascinerende og uhyggelig på samme tid, for det er det, eventyr kan. Og som i alle gode eventyr, ender det lykkeligt. Den smukke Prins vækker den sovende Prinsesse med et livgivende kys.

Det må han så ikke længere.  I hvert fald ikke hvis man skal lytte til anmeldere, der mener, at slutningen bør ændres. Snehvide, der er forgiftet af den onde stedmoder og ligger der helt hjælpeløs og sovende, har nemlig ikke givet sit samtykke til at blive kysset.

Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke er enig i, at det er afgørende vigtigt at lære vores børn, at det ikke er i orden at kysse nogen, uden at den anden giver samtykke til det. Det er mere vigtigt end nogensinde at lære børn om grænser. Politisk korrekthed bør der imidlertid også være en grænse for. Ellers bliver det lidt fattigt det hele. Og vi risikerer, at vi glemmer legen og det eventyrlige.

Jeg har stor tillid til, at børn godt kan skelne mellem fiktion og virkelighed.

Og børn har brug for eventyrets form til at takle udfordringer i livet i et billedeligt sprog. Eventyr handler om nogle grundfølelser, som alle børn kender. Eventyret giver barnet mulighed for at få sat ting i deres egen verden på plads, når de hører eventyr. De kan gå på opdagelse i deres følelsesliv, uden at det er farligt. For det ender jo godt til sidst.

Eventyrene har overlevet i mange generationer. Det er der en helt særlig grund til. Det er fordi, det siger os noget på tværs af tid. Det er netop pointen, og derfor skal et eventyr ikke tilpasses vor tid.

Og han fik Prinsessen og det halve Kongerige, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det samme håber jeg også, at eventyret i sin nuværende form får lov til.