Alene hjemme

Jeg elsker min mand over alt. Jeg bryder mig ikke om, at han ikke er hjemme hos mig og at skulle sove uden ham. En ting, jeg dog virkelig nyder ved at være alene hjemme, er, at jeg kan se alt det i fjernsynet, jeg ellers aldrig ser.

Der udspiller sig et helt ritual. Først går jeg i Føtex og handler lidt af det, jeg aldrig spiser. En pakke med ti Snøfler.

Tænk, at man kan få noget, der smager så sindssygt godt for kun 10 kr. Mit mundvand løber i vand straks jeg ser den lilla indpakning. Og jeg sætter al min styrke ind for ikke at åbne pakken, inden fjernsynet er tændt.

På forhånd ved jeg, hvad jeg vil se. Gift ved første blik. Genialt fjernsyn, synes jeg. Spild af liv, synes min mand. Men vi har jo heller ikke været igennem “det perfekte match” tjek.

“Hej far, jeg vil bare lige sige, at jeg skal giftes”. Åhhhh, så er vi igang med et af mine yndlings “jeg ser aldrig” programmer. Fordelen ved ikke at se den slags er, at man kan tage alle otte afsnit i rap .

I love it. Og jeg tuder. For jeg lever mig sådan ind i deres søgen efter at finde det, vi alle drømmer om nemlig kærligheden. Deres usikkerhed er så genkendelig. “Tænk, hvis han havde håbet på noget andet”, siger en.

Nu er det nu! Lykken! Fremtiden! Det ultimative match af en anden verden. De håber og drømmer om, at det bliver et livslangt eventyr. Og igen og igen såres de og sårer hinanden. For hvilken bagage har jeg med og hvilke mønstre har jeg?

Jeg håber og drømmer med de medvirkende. Forsøger også at ændre lidt på handlingen i ny og næ. “Ej , så du ikke, hvor ked af det du gjorde hende lige der?”. Jeg hører min egen stemme i stuen. Jeg snakker nemlig også med mig selv, når jeg er alene hjemme.

Snøflerne er spist.

Heldigvis var der to par, der klarede den denne gang, for ellers er det næsten ikke til at klare alle de følelser af fortabthed og opgivenhed.

Jeg fyldes af taknemmelighed over min mand. Det er trods alt en ubetydelighed, at vi ikke interesserer os for de samme tv programmer.

Måske du også gør noget du “aldrig gør”, når du er alene hjemme?