Sammen og alligevel alene

Når jeg har samtaler med børn og unge, hører det med i den indledende samtale at spørge til barnets fritid og relationer til andre. “Er du sammen med dine venner efter skoletid?”, spørger jeg. Et sådant spørgsmål kan imidlertid ikke stå alene. For hvad betyder det, at “være sammen med”? Så jeg må være mere konkret og spørger, om de er hjemme ved kammerater efter skole. Det er overraskende få.

Børnene og de unge har en alligevel en opfattelse af at være sammen. Blandt børn og unge findes der mange virtuelle fællesskaber, hvor skærmen er blevet mødestedet i stedet for at mødes ansigt til ansigt.

Jeg tilhører en generation, hvor det er rummet, der definerer, om vi er sammen. Sådan er det ikke længere. For børn og unge er det tiden, der definerer, om de er sammen. Det kaldes tiltideværelse i modsætning til vores tilstedeværelse. For dem handler det om at være sammen i tid og ikke i rum sammen. Jeg sender dig en snap af mig, der sidder og spiser en bolle, og vupti er vi sammen. Sammen om at dele dette øjeblik.

De vil helt sikkert kalde mig gammeldags, når jeg kalder til besindelse. Men jeg bliver alligevel nødt til at slå fast, at det giver ikke det samme at mødes online, som når vi mødes fysisk og har øjenkontakt. Det kan rent faktisk måles i hjernen.

Når et andet menneske rører ved dig frigives hormonerne dopamin og oxytocin. Det sænker blodtrykket og gør dig mere rolig. Mange rører ved mobilen i stedet for hinanden, i den tid vi nu lever i.

Vi har fokus på den fysiske sundhed. Du skal spise sundt, ikke ryge, huske at motionere. Men vi har stadig ikke helt forstået betydningen af det mentale og interpersonelle. Og det er tankevækkende, for det er relationer, der topper listen over faktorer, der har betydning for, hvor længe vi lever. Og ikke kun hvor længe men også kvaliteten af det liv, vi lever. Det betyder altså mere end rygning, motion og overvægt.