Hvis jeg dør en dag

Jeg har personligt aldrig haft det svært med at fylde 30 år eller 40 eller 50. Sidste år fyldte jeg 53 år, og jeg blev ramt af en form for eksistentiel angst ved bevidstheden om, at min mor blev 53 år og 3 mdr. Jeg har altid tænkt, at det nok blev den tid, jeg selv fik lov at leve i, og der var jo heldigvis lang tid til. Og pludselig så var det nu. Og jeg synes jo, jeg først lige er begyndt på livet og er på ingen måde klar til at dø. Det er der forhåbentlig heller ikke udsigt til.

Men hvad med alderdommen. Står den og venter? For det er jeg heller ikke klar til. Barndom, ungdom. Hver gang jeg har mistet noget, har dommen været, at jeg fik noget andet i stedet. Sådan er det ikke med alderdom. Her er dommen, at når du mister den, så venter døden.

Det er så vildt at tænke på, at vi helst springer over den snak. Ja, alle er endog ikke så privilegerede, at døden først kommer sent i livet.

Vi sad sammen med gode venner og talen faldt på dette med, at vi ikke er særlig gode til at få de nødvendige snakke med hinanden om, hvad vi ønsker, der skal ske, når vi dør.

Vil jeg brændes? Vil jeg kistebegraves? Ønsker jeg en præsts medvirken? Og hvad med organdonation? Der er rigtig mange ting, som vi med fordel kan få talt sammen om, inden det bliver aktuelt om forhåbentlig rigtig mange år.

Så var det at min veninde sagde: ”Hvis jeg dør en dag så… ”. Vi kunne selvsagt ikke lade være med at grine. For kun en ting er sikkert her i livet, og det er, at vi alle dør en dag. Alligevel var der noget sandt i hendes ord. For det er rigtigt, at vi ved det. Men vi tror det ikke.

Og netop derfor er det så svært for os at få talt om det. Vi ved det godt, men vi tror det ikke. Med alderen kommer vi til at tro mere og mere på det.

En dag skal vi her fra. Men alle de andre dage skal vi ikke. Så bevidstheden om, at det hele slutter en dag, vil jeg bruge til at minde mig selv om at huske at leve.

Og til min mand og mine børn har jeg skrevet en lang liste over, hvad jeg ønsker, der skal ske, den dag jeg dør.

Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk