Mine børn siger altid, at jeg har klaret mig meget godt af et DAMP barn at være. I dag kaldet ADHD.
Jeg griner og siger, at jeg er heldig med, at jeg ikke blev taget med til psykolog, for så havde jeg fået en diagnose.
At jeg er sådan en af slagsen, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg var gennemskuet.
Da vi skulle rydde op i min mors skuffer efter hendes død, fandt jeg flere udklip fra diverse dameblade, der omhandlede de udfordringer, jeg har. Min mor nævnte det aldrig for mig. Jeg blev aldrig set af en læge, en psykolog eller anden fagperson.
Hvorfor jeg er taknemmelig over det?
Fordi jeg kan være nervøs for, om jeg så havde været her i mit liv i dag, eller om jeg så havde skrevet på en helt anderledes historie. Det finder jeg naturligvis aldrig ud af. Jeg tror det bare.
Jeg tænker nogle gange, om det kun er positivt, at vi har fået så travlt med alle de diagnoser.
Omvendt ville en diagnose kunne have frikendt mig for en del og frataget mig en masse ansvar. Det oplever jeg dog, at mine forældre og lærerne alligevel evnede.
Der blev båret meget over med mig, og det har været en nødvendighed. Det hjalp ikke at skælde ud på sådan en som mig.
Når jeg igen havde været uopmærksom og havde smadret endnu en ny cykel. Igen kom hjem med huller på tøjet, i hovedet og alle vegne. Når jeg igen havde været oppe at slås. Igen havde glemt min skoletaske. Og selvom skoletasken var med, så var det ikke nødvendigvis med de rigtige bøger.
Aldrig har jeg skulle høre: ”Hendes bror er helt anderledes rolig og medgørlig”.
Jeg blev elsket, som den jeg er.
Som voksen har jeg kun få udfordringer i hverdagen. Jeg har udviklet mange mestringsstrategier, og mine symptomer bliver i dag kun tydlige, når jeg er under maksimalt pres.
Jeg vælger at tolke mig selv som en biologisk variant af det normale og ikke som en med en diagnose.
For nogen er en diagnose vejen til at få den nødvendige hjælp. Så det er meget komplekst.
Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk