Jeg fyldte 54 år i sidste weekend. Det gav anledning til lidt eftertænksomhed.
Det slog mig, at jeg i lang tid har kredset meget om døden i mine opslag. I et tidligere blog opslag forklarede jeg, at døden for mig har været meget nærværende, fordi jeg altid har forestillet mig, at jeg ikke ville blive ældre end min mor.
Hun blev kun 53 år og 3 mdr. Hun døde af kræft.
Kræft er som en højtråbende gæst, ingen har inviteret, men som bare trænger sig på. Og som sætter sig de der vanvittige spor hos den ramte og de pårørende i en sådan grad, at alene angsten for den kan få én i knæ. I værste fald på en måde så vi helt glemmer at leve det her fantastiske liv.
Nu er jeg forbi den magiske grænse. Hvad stiller man op, når man ikke dør til planlagt tid?
Man må vel i gang med at leve videre, inden det er for sent. Jeg vil ikke lade mig fange ind af flosklen om, at leve hver dag som var det den sidste. Det er der ikke meget planlægning og håb og drømme i.
Fremtiden er den tid, der ligger foran os. En masse ubrugt tid. Måske vi nogle gange vil for meget. Nye mål, nye udfordringer.
Omvendt vil jeg jo ikke spilde tiden. Det er ligesom også bare for nemt at sige, at jeg er lykkelig for mit liv og taknemmelig over at være i live.
Så her siddder jeg midt i en sandbunke, mens vinden rusker i mig og tænker store tanker om livet og døden. Inden jeg fylder 55 vil jeg derfor…. ja, hvad vil jeg egentlig?
Hvorfor flytte sig, hvis man står et godt sted?
Gå til min side https://psykologenpaabryggen.dk