Barnegråd

(afskrift) Det skyldes, at man i årtier har fokuseret på at få børn til at rette ind og høre efter – og i det paradigme passer gråd og kontroverser ikke særlig godt ind. Først bestemte de voksne. Siden har man forsøgt sig med metoder, som skulle få børnene med på ideen. Men i begge tilfælde er målet, at det skal se ud, som om voksne og børn vil det samme. Så selvom kæft, trit og retning ligner det stik modsatte af forhandlinger og aftaler, er metoderne ens i den forstand, at de forsøger at undgå uoverensstemmelserne. Idealtilstanden er ro og enighed.

Gråd er ingen skam. Gråd er en af de vigtigste medfødte adfærdsparametre, som vi mennesker har, fordi den er til at forstå for alle. Når børn græder, ved vi intuitivt, at de har brug for noget: tryghed, beskyttelse og omsorg. Uden gråden ville vi ikke ane, hvad børnene havde brug for. Men selvom børns gråd er helt naturlig, og hver eneste forælder på kloden kender den, har vi på mange måder et unaturligt forhold til den. Vi bliver usikre, når vores barn græder. Vi føler os utilstrækkelige – særligt hvis vi står med vores første baby. Vi kan opleve, at gråden tolkes af andre som et vidnesbyrd om, at vi ikke ved, hvordan vi skal passe barnet, og at vi ikke har styr på vores barn.

Og i årtier har bedsteforældre og andre voksne fremhævet, hvordan børnene opfører sig eksemplarisk, når de er hos dem. Men det kan vi forældre groft sagt ikke bruge til så meget, for børn vil altid være mere ’besværlige’ over for deres forældre end over for andre. Det er ganske enkelt sådan, det skal være. Kontroverser er ikke et tegn på, at I har en svag relation. Tværtimod. Man kan ikke være tæt på hinanden uden at blive uenige med hinanden.

Uden kontroverser ville børn simpelthen ikke erfare, at ting kan være svære og blive gode igen, og så ville deres stress-responssystem ikke udvikle sig hensigtsmæssigt. Som mennesker er vi født til at gennemleve uoverensstemmelser med andre og udvikle os af dem. Vi erfarer, at man kan være uenige, men stadig høre sammen.