Kære Adam Holm

Jeg skriver til dig, fordi du har åbnet en vigtig debat omkring parforholdets vilkår i vor tid.

Du kalder dig selv ”kærlighedsrealist”. Og går til modangreb mod en romantisk forestilling om den eneste ene, der kan få os til at holde os på måtten igennem et langt liv.

Det ville være nemmest blot at give dig ret, for statistikken taler sit tydelige sprog. Vi danskere hører til i absolut topklasse, når det handler om at være sin partner utro. Så er det ikke rigtigt, når du siger: ”shit happens”? Alt andet er vel, som du er inde på, ren hykleri?

Når jeg alligevel vil komme med en anke til din argumentationsrække, er det fordi, jeg bliver så ærgerlig, når kendte siger, som du gør. For andre lytter jo til dig, og måske de ikke helt overkuer konsekvenserne.

Vi ligger nemlig ikke kun i top, når det handler om utroskab. Vi bliver også skilt som aldrig før. Og hvis du som en anden Adam blot fristes af kvinden uden at mene noget med det, så er det en stor risiko at løbe.

Nu ser det for en umiddelbare betragtning ud til, at du har været så heldig, at du og din partner har fundet hinanden igen. Og oven i købet angiveligt står stærkere.

Det er lige netop den vildfarelse, jeg bliver så ærgerlig over, at du kan bilde dig selv og måske også andre ind. Jeg vil påstå, at I står svagere.

Kærlighed er en form for grænse rundt om en relation. Når der er kærlighed på spil, skal der faktisk ret meget til for at true relationen. Kærligheden ligger som et værn rundt om. Hvis den ene part vælger at have sex med en anden end sin partner, brydes grænsen eller det værn, som kærligheden sætter rundt om relationen. Hvis vi vil bilde os ind, at sex med andre ikke betyder noget, så overser vi, at grænsen netop brydes.

Uden grænse rundt om relationen har kærligheden ingen beskyttelse. Uden beskyttelse er kærligheden pludselig truet. Og det er edderhugme synd, når du samtidig hæver, at du elsker din kone. Du vil bare have det hele.

Du vil have lov at have det lidt sjovt, siger du. Jeg ved ikke hvor du har fået forestillingen om, at kærlighed skal være sjov. Kærlighed er hårdt arbejde og slid, men belønningen er lykke

Det hele pakker du så ind i en afstandstagen for nymoralisme. Vi lokkes med af dine ord. For hvem gider være sådan en kedelig moralens vogter.

Og videre siger du: “man lever kun én gang”. Det er jo sandt. Derfor er det dog ikke en fribillet til at kaste sig over andre. Tvært imod vil jeg hævde. Vi lever netop kun en gang og er derfor forbandet forpligtede på at gøre det ordentligt. For det kan ikke gøres om.

Du beskriver dig selv som et menneske med livsoverskud, som gerne deler ud til andre, når du beruses af stemningen. Hvis den energi og overskud i stedet blev puttet ind i dit ægteskab, ville du ikke kunne trues på dit forhold.

Du vil gerne skubbe til forestillingen om den eneste ene. Der er vi enige. Jeg tror heller ikke på forestillingen om den eneste ene. Jeg tror imidlertid på at forpligte sig og tage valg og gøre fravalg.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre arrangerer sig i deres ægteskab, men jeg kan opfordre til, at man bruger den igangværende debat, som jeg må indrømme, du har fået lukket op for, til at aftale spilleregler. Spilleregler der gælder for en selv og ens partner.

Vil I ”gå glip af”, eller vil I “have alt” med risiko for at miste det hele?