To torsdage på en uge

Er man en god forælder, hvis man bestræber sig på, at ens barn ikke skal have det svært på nogen måde?

Og er vi forældre i bestræbelserne efter at være de perfekte forældre kommet til at lære vores børn, at kun det bedste er godt nok til dem, og hvad de ønsker, skal de få?

En af mine kolleger stod overfor en svær beslutning, for hendes søn havde fødselsdag, og han var angiveligt den eneste i klassen, der ikke havde et Segboard.

Hun havde egentlig ikke hverken råd eller lyst til at give ham sådan et, men omvendt var det næsten synd. Hun ville jo selvfølgelig helst ikke skuffe ham.

Sådan er livet jo ikke. Livet er en lang række af skuffelser og nederlag. Vi møder masser af modgang som menneske.

Hvordan skal vores børn og unge være forberedt på det, hvis de igennem et langt liv lærer, at mor ringer til skolen, hvis Louise ikke vil lave en legeaftale. Far ringer til fodboldtræneren og sørger for, at sønnike får spilletid på førsteholdet. Og selvfølgelig skal de have en iPhone, for det har alle de andre børn.

Mange børn i dag lærer ikke at takle udfordringer og udsætte deres behov.

Sådan var det ikke, da jeg var barn.

Når jeg som barn ønskede mig noget inderligt, sagde min far altid: ”Du må få det, når der er to torsdage i en uge”.

For mig gav det plads til drømmene. Der var tændt et håb. For mon ikke det ville være muligt, at det kunne ske? Jeg var faktisk ret gammel, inden jeg blev klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Indtil da havde jeg haft masser af plads til at drømme. Drømme om at få en slaskedukke, de der seje kassebukser, en hund, en hamster og en hest.

Jeg lærte samtidig noget vigtigt om det at være menneske. Nemlig at man ikke kan få alt.

Det er ikke alle ønsker, der går i opfyldelse. Hvis vi igennem et helt liv er blevet forledt til at tro det, så slår det dobbelt hårdt, den dag vi måske ikke kommer ind på drømmestudiet, kæresten slår op eller en anden får det job, vi troede, vi var selvskrevet til.