Skal? Skal ikke?

Verdens første vaccine mod kræft. Hvem kan sige nej til det?

Hver tredje forældre er i tvivl, om deres datter skal have HPV-vaccinen. Antallet af vaccinerede piger er styrtdykket herhjemme. Særligt efter TV2 dokumentaren om påståede bivirkninger til vaccinen er der sket et markant fald i piger, der vaccineres.

Siden 2009 har danske piger i 12 års alderen fået tilbudt gratis HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen håber at kunne udrydde den frygtede livmoderhalskræft, der særligt rammer helt unge kvinder. Hvert år får mellem 4-500 kvinder diagnosticeret livmoderhalskræft og 100 kvinder dør årligt. Dertil kommer et stort antal af kvinder, der får konstateret celleforandringer eller forstadier til kræft. Med vaccinen falder risikoen for livmoderhalskræft anslået med 70 %.

Med så klart et budskab skete der desværre det, at Sundhedsstyrelsen blev lidt for selvfed og derfor gik i forsvar, da piger klagede over hovedpine og kvalme samt svimmelhed.

Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis de var gået up front og indrømmet, at det er en mulig bivirkning til vaccinen. Disse bivirkninger skulle de have erkendt.

Tillid er altafgørende. De fleste mennesker kan sagtens acceptere, at der er risiko for bivirkninger. Sådan er det med vacciner. Det, folk ikke kan acceptere, er, hvis deres bekymring fejes af bordet og det har Sundhedsstyrelsen desværre medvirket til.

Debatten er i stedet løbet helt af sporet.

Piger med påståede alvorlige bivirkninger har fyldt i mediebilledet. Heldigvis er der ikke fundet en sammenhæng mellem disse alvorlige  symptomer og HPV-vaccinen. Pigerne er syge og har brug for hjælp. Det skal anerkendes. Vi må bare ikke forklare det med bivirkninger til vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har med en storstilet kampagne til 5 millioner kroner forsøgt at vende den bekymrende udvikling. Sammen med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har de derfor søsat en ny meget følelsesladet kampagne, der skal få forældre til at lade deres døtre vaccinere.

Kampagnen skal genoprette tilliden til HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Måske de skulle turde stille spørgsmålet: Foretrækker du svimmelhed og kvalme i en periode efter vaccinen, eller foretrækker du øget risiko for livmoderhalskræft?

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk