Se

Det er ikke altid, vi ser. Altså sådan rigtig ser.

Jeg har prøvet mange gange, at én af mine børn er kommet ud af døren fra deres værelse, og pludselig var det som om, de var vokset, mens de lige sad derinde og lavede lidt lektier.

Selvom der er nogle år, hvor børn vokser hurtigt, så var det ikke hele forklaringen.

Nogen gange sker der bare det i en travl hverdag, at vi slet ikke ser hinanden sådan rigtigt.

Vi kigger på hinanden, vi taler sammen, spiser sammen, men vi hverken ser eller lytter til hinanden.

Vi mennesker har brug for at blive set og hørt.

Alt for ofte sker det, at vi tager ting for givet. Vi ser måske oven i købet kun alt det, der irriterer os.

”Nu har hun igen glemt at stille skoletasken ind på plads”. ”Nu har han igen ikke tømt sin madpakke”. ”Gymnastiktøjet ligger bare der i posen, selvom jeg har sagt det hundrede gange før, at det skal tages ud af posen med det samme, hvis ikke det skal komme til at lugte fælt”.

Lugten af hengemt gymnastiktøj er ikke nær så slem som stanken af hengemte følelser.

I hverdagens trummerum er der en risiko for, at vi glemmer at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget for os.

Så hiv fat i dine kære. Knus og kram dem og se dem dybt i øjnene.

Pludselig vækkes vi og rives ud af vores skal og mærker taknemmeligheden gennemskylle vores krop. Taknemmeligheden over at kunne tage del i hinandens liv. I de øjeblikke mærker vi.

Så vil du mærke hjertet slå dobbelttakt.