Godt nytår alle sammen!

Året 2017 kan vi snart lægge bag os og 2018 står og venter forude. For ikke mange dage siden sad jeg juleaften og kiggede tankefuld ind i de sidste glimt fra lysene på juletræet. Jeg sætter mig altid og kigger ind i et lys juleaften. Det virker næsten meditativt og så fremkalder jeg minder. Mine tanker går til dem, jeg har mistet, for i julen føles alt stærkere. Og jeg har altid haft det sådan, at savnet efter dem bliver stærkere lige der midt i glæden og taknemmeligheden over at være til.

Jeg gør også en form for status over året, der er gået. Hvad er jeg lykkedes med og hvad er der plads til forbedring med.  En af de helt store positive ting har for mig været at starte denne blog. Tak, til alle Jer der følger mig. Og tak, fordi I fortæller om Jeres liv både via kommentarer på Facebook og via mail funktionen på bloggen. I inspirer mig med Jeres drømme, sejre og nederlag. For det er jo sådan livet er. Det er altid et både og. Det erfarer vi om ikke før, så når vi selv står over for det mørkeste mørke.

Jeg holder så meget af Anne Linnet og hendes brug af ord. Hun synger: ”Man sir at over skyerne er himlen altid blå. Det kan være svært at forså når man ikk’ kan se den. Og man sir at efter stormens pisken, kommer solen frem. Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde”. Det er et velfortjent spark lige ind i al den snak om, at man selv vælger, om man vil se regnbuen på en regnvejrsdag.

Denne fredag går mine tanker også på det nye år, der venter forude. Et helt nyt kalenderår står og venter på at blive brugt. Helt uden vores anstrengelser ligger der et nyt og ubrugt år foran os. Håb og drømme står i kø. Dem har jeg mange af. Jeg hører nemlig til de privilegerede, der er rask, har godt job og mest af alt en dejlig familie.

Familieliv er, hvad denne blog handler om og sandheden er, at mange drømme er bristet for alt for mange, og inden længe vil der være kø hos landets parterapeuter, fordi julen for mange blev en skuffelse. Så bliver det ligesom for nemt at sige: ”på med ja-hatten”.

Mine tanker går derfor på en fredag som i dag til alle dem, der har mistet i året, der er gået. Til alle der er ramt af sygdom. De går til alle Jer, der ikke kunne få familieliv til at hænge sammen i skøn samhørighed og derfor måtte sande her mod årets slutning, at I må opgive drømmen om det gode familieliv.

Jeg vil også slutte af med Anne Linnet, for hun synger: ”Time og dag og uge dem får vi lov at bruge stjerner og sol og måne dem får vi lov at låne”. Det bliver givet os helt uden vores anstrengelser, og vi må så prøve at bruge det efter bedste evne velvidende, at vi er forskellige, i det udgangspunkt vi har.