Den dag vi pludselig blev naboen

Det sker kun for naboen, tænker vi altid, når angsten er ved at snige sig ind på os. Angsten for at vores børn kan rammes af alvorlig sygdom. For tanken om, at der kan ske vores børn noget, er ubærlig. Nogen bliver ramt.

Og måske er det os, der er naboen.

Barnet får en kronisk sygdom. Bliver ramt af eksempelvis hjertesygdom, diabetes, nyresygdom, kræft.

Vi har heldigvis haft et sundhedssystem, der har prioriteret psykolog hjælp til disse familier. Internationale og faglige retningslinjer anbefaler da også en tværfaglig indsats.

Kerneydelsen på Børne- og Ungeafdelinger her i landet er at behandle børn og unge patienter med kroniske sygdomme. Pædiateren har en nøglerolle i behandlingen af disse patienter. Men når et barn rammes af alvorlig sygdom, er det så indgribende for hele familien, at mange fagligheder må bringes i spil.

En kronisk diagnose er en stor belastning for familien, der risikerer at blive kastet ud i krise og magtesløshed med både psykiske og sociale følger. Fokus er på både det behandlingsmæssige og de psykosociale elementer, og som psykolog har jeg en vigtig opgave over for både børn og forældre. Forældrenes håndtering af forløbet påvirker barnet meget.

Jeg arbejder både meget selvstændigt med individuelle forløb med de alvorligt syge børn, deres forældre og med familiesamtaler. Jeg arbejder også tværfagligt med andre faggrupper – læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætist, pædagog, socialrådgiver og lærer – om at inddrage alle aspekter og skabe et så vellykket patientforløb som muligt. Hertil kommer samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere.

Flere steder på landets Børne- Ungeafdelinger vil man minimere eller helt fjerne denne indsats.

Det giver helt sikkert en besparelse på den korte bane. På den lange bane derimod er jeg overbevist om, at når vi fjerner hjælpen til, at børnene og familierne får nødvendig støtte, så vil vi se børn og unge, der ikke formår at efterleve de livsstilsændringer, som behandlingen kræver.

Forventeligt vil flere også få de alvorlige følgevirkninger af kronisk sygdom som angst og depression.

Så ugens opslag er en støtte til mine psykologkolleger, der landet over gør et stort stykke arbejde. Ikke kun i forhold til kroniske syge børn og deres forældre. Også i forhold til svært overvægtige, udsatte familier, unge med funktionelle lidelser og forældre til for tidligt fødte børn.

Måske vi skulle genoverveje, om ikke vi har råd til at passe lidt bedre på hinanden.