Mand dig op mand

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.