Langsommelig ferie

Sol, strand, sand og vand. Det er sommerferie og for mange betyder det tid til at komme ud at opleve. Opleve nye ting. Om det er campingvognen, der er spændt for bilen, sommerhuset der er lejet eller rejsen, der er bestilt, så gælder det for mange af os, at vi skal et nyt sted hen.

Samtidig lever vi jo i en tid, hvor man dyrker det individuelle, og så gælder det selvfølgelig også om at rejse et andet sted hen end alle de andre. Det paradoksale er så, at vi alle render de samme steder hen for at være individuelle.

Vi mennesker lever i en tid, hvor vi gerne skal være i bevægelse. Det gælder på arbejdspladsen, hvor vi som et mantra gentager, at vi er omstillingsparate og nytænkende. Denne måde at være til på har vi ukritisk taget med os ind i hverdagslivet. Ny bil, ny mand, nyt job, nye rejsemål.

Uha ja, vi skal endelig ikke gro fast nogen steder. Og da sandelig heller ikke når vi skal holde ferie. Er de ikke lidt kedelige de der naboer, der tager til den samme campingplads ved Gardasøen år efter år?

Jeg er selv sådan. Altså, jeg er ikke kedelig. Selvom nogen vil hævde, at det er for dumt at tage samme stede hen år efter år, når nu verden ligger åben for mig.

Jeg holder af gentagelsen. Jeg nyder at vågne op samme sted som sidst, jeg var på ferie. Det er for mig som om, at ferien allerede er gået i gang, inden jeg er kommet afsted.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane. Jeg kan huske duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter og oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg, der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta og pizza fra åben ild. Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur.

Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de i hvor mange dage, de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder, hvor de har siddet de sidste mange år.

Måske du også har et sådant sted, som du længes efter at komme tilbage til igen og igen