Kæft trit og retning

Min søn har skrevet kontrakt med Militæret. Helt frivilligt sad han klar ved computeren i oktober måned, da pladserne til værnepligten blev udbudt. For han ville ind til Militæret.

Det havde jeg ikke lige set komme. Faktisk troede jeg slet ikke, han ville kunne leve med, at andre fortalte ham, hvad han skulle. Nu modtager jeg SMS’er med ”modtaget”, ”noteret” og ”javel”.

Ved en af de første morgenmønstringer havde han ikke barberet sig ordentligt. Det blev straks påtalt og han måtte på den igen.

Han elsker det. Han sætter så stor pris på at være inde ved militæret, at jeg må prøve at forstå hvorfor.

Hvad er det militæret kan tilbyde vores unge i dag?

Jeg tror, at en del af forklaringen er en tydelig struktur. Tydelige forventninger. Og lever du op til dem, så er der anerkendelse. Hvis ikke er det en ommer.

En ramme der udstikker, hvad du må og skal. En ramme der siger, hvad der ikke er acceptabelt.

Det er min erfaring, at mange unge savner det i dag. I sidste weekend råbte Politiken vagt i gevær. På ti år er antallet af depressionsramte steget med en fjerdedel. Og de skriver, at det blandt andet skyldes vores komplekse samfund.

Du kan blive alt og gøre alt, hvad du føler for. Hvis bare du vil noget nok, så kan det lade sig gøre. Som et ekko fra den amerikanske drøm, der bygger på forestillingen om, at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå alt.

Så hvis du ikke klarer dig, er der kun én at bebrejde: DIG. Når alle muligheder ligger åbne, kan man let fare vild. Alt er dit eget ansvar.

Nu er det ikke sådan, at man ikke har et ansvar indenfor militæret. Det har man i høj grad. Der er også forventninger til dig. Det sker bare indenfor en tydelig ramme og i et tydeligt hierarki. Kursen er stukket ud.

Når det er sagt, så håber jeg, at min søn vil svare: JAVEL, når jeg beder ham lade det blive ved værnepligten.