Elsker elsker ikke

Jeg kender rigtig mange, der lever som singler. Karakteristisk for mange af dem er, at de søger noget andet. I hvert fald er de flittige på diverse dating Apps, der gerne skal føre til, at de finder den eneste ene.

Rigtig ofte ender de som singler igen efter en kort periode. Ofte fordi de er gået ind i et forhold med andre forventninger end den anden part, men også fordi de er meget kritiske, og kun det bedste er godt nok.

Jeg havde en snak med min veninde forleden om hendes singleliv.

Her sagde hun til mig, at hun halvdelen af tiden har det fint med sit singleliv, som er fyldt med spændende arbejdsopgaver, masser af sociale arrangementer og en stor gruppe venner og bekendte, der altid er klar på en koncert, en fest, en rejse eller et glas vin.

Hun kalder det selv for et egoistiske ungdomsliv, hun lever – stort set uden andre at tage hensyn til end sig selv.

Inden jeg blev for misundelig på det uforpligtende, var det, at hun understregede dette med, at det kun er halvdelen af tiden, at hun er tilfreds med singlelivet.

“Nu er jeg helt ærlig”, sagde hun. ”Jeg savner den nærhed og tryghed, jeg kun finder i en kæreste. Følelsen af, at der er én, der altid er interesseret i at høre, hvordan min dag er gået og ikke mindst én, som jeg kan lægge mig til at sove ved siden af – som også er der næste morgen”.

Fordelen ved veninder fremfor klientrelationer er, at jeg ikke behøver holde min egen holdning tilbage. Beder de om min mening, får de den.

Og derfor svarede jeg hende med et: ”Og hvor stor er chancen lige for, at du finder den ægte store kærlighed på et medie, der er designet til at være hurtigt og smart i en fart?

Hvor realistisk er det, at du finder den store kærlighed ud fra et foto, du har kigget på i to til tre sekunder, inden du enten swipper videre eller trykker på like?”.

 

Ikke tid til ferieflirt

Lidt nysgerrig er man vel altid, så jeg spurgte min singleveninde, om sommeren havde budt på en sommerflirt. Svaret var et rungende NEJ.

”Jeg har ikke engang plads til en undulat i mit liv”, svarede hun.

Hun havde været i Tivoli med ballongynger, candyfloss og stribet slik på pind. På Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have og Kanalrundfart med guide. Jo, der er nok at se til, når man skal holde ferie med sine delebørn.

Midt i det hele havde hun også skullet rumme sine døtres sorg over, at kaninen Luffe døde. Så det blev til en perfekt begravelse der midt i haven.

For perfekt skal det jo være. Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang, for ingen er perfekte. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er altså noget af et pres, vi sætter os under.

Vi har fået en forestilling om, hvordan man bør være for at være rigtig.

Alle løber vi stærkere og stærkere hele tiden for at leve op til egne og andres forventninger. For det er ikke nok at have et godt job, man skal også videreuddanne sig for ikke at blive løbet over ende af sine kolleger. Så udover at passe fuldtidsjob, være mor og social med veninder og venner, skal vi også holde os fagligt igang.

Se bare hvor travlt vi alle har med at networke og opdatere vores Linkedin profil, siger hun.

Man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder. Det sætter forældrerollen under pres. Og med de skilsmissetal vi har, hænger kravet slet ikke sammen, men forbliver at være en illusion, som blot øger oplevelsen af ikke at slå til.

Og som om det ikke skulle være nok, så kunne min veninde fortælle, at det hele ikke blev meget bedre af alle de feriebilleder, andre lagde op på Instagram og Facebook af deres lykkelige familie.

Eller kyssebilleder af deres hjertens udkårne, der stod klar med lækker middag under åben himmel og tyrkisblåt hav i det fjerne.