Værdighed

Min veninde og hendes mand kører hver weekend turen til sygehuset for at besøge en nær ven.

De havde netop været på besøg og var blevet meget berørte af at læse i den dagbog, personalet har lavet, mens han har været indlagt på Intensiv afdelingen.

Min veninde blev hårdt ramt af tanken om, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Han var gået fra at være en stor stærk mand, der havde klaret fysisk hårdt arbejde til i løbet af et splitsekund at være helt afhængig af andre. Det er svært at se på.

Er det værdigt, spurgte hun?

Det gav anledning til en lille refleksion. For hvad er værdighed egentlig?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hurtigt ville kunne rammes af følelsen af at befinde mig i en uværdig situation, hvis jeg var hundrede procent afhængig af, om andre ville klø mig, når det klør, tørre mig efter at jeg har gjort min nødtørft på et bækken. At skulle være afhængig af andre på den måde ville jeg personligt kunne opleve som ret uværdigt.

Så slog det mig imidlertid, at værdighed måske i virkeligheden aldrig er noget, jeg har i kraft af mig selv og min egen formåen. Måske værdighed altid er noget, jeg får givet af andre.

Med min veninde og hendes mands måde at være på over for deres ven er de i høj grad med til at give ham værdighed. De besøger ham trofast, de deler hans frustrationer, angst og afmagt.

Også personalet på Intensiv giver ham værdighed.

Det han ikke selv havde erindring om, giver de ham tilbage med deres fortællinger i dagbogen. I deres pleje af ham giver de ham værdighed. De holder ham nybarberet og renvasket. De taler til ham og er omkring ham med nænsomhed.

Og netop derfor bevarer han sin værdighed hele vejen.

Når alt bliver sort

Vi har et anstrengt forhold til døden i vor tid. Og i takt med at ritualer glider mere og mere ud, øges vores følelse af at være kommet ud på dybt vand, når vi står over for en af vore nærmeste, der har mistet.

Hvad gør man lige? Hvordan sige det rigtige? Vi står famlende over for døden. Vi har ingen drejebog for den del af livet.

At det er svært for den, der står alene tilbage, er der heldigvis kommet fokus på. En åben linje direkte ind til frivillige, der selv har prøvet at miste, er nu en realitet. De sidder klar ved telefonen alle ugens dage klar til at lytte. For alt for mange går alene med deres sorg. Måske de ikke vil belemre deres nærmeste.

Desværre tror jeg også, at en af forklaringerne er, at vi er alt for dårlige til at træde til som støtter. Bevar mig vel, vi siger da: ”Du kan altid ringe”.

Vores effektive samfund spiller måske også ind, når det handler om at miste. Den periode, man som efterladt bliver behandlet som sørgende, slipper hurtigt op.

Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Vi er så vant til at kunne kontrollere og handle på alt. Vi bliver alle magtesløse på et tidspunkt i livet. Om ikke før så når vi står over for døden.

Kan du huske, hvad der skete til formning, når vi blandede alle farverne sammen? Når alle farver blandes sammen, bliver det sort. Når det er sort, kan man ikke længere se alle farverne. Det er den følelse, vi kan få, når vi mister en, vi har elsket.

Sammen med denne person stod alt lysende klart og i de smukkeste nuancer. Når vi ikke længere kan dele det med det menneske, som har så stor betydning for os, er det som om, farverne blandes. Alle de smukke oplevelser, som ikke kan blive til nye oplevelser, blander sig sammen, og alt bliver sort som i den mørkeste nat.

Vi tror måske ikke helt på, at det kan være tilstrækkeligt at lægge øre til den, der er i sorg. Så vi gir op og tænker: ”Tiden læger alle sår”.

Vi bliver lettede, når vi ser den efterladte vende tilbage til job eller ser, at han deltager i arrangementer. ”Han er kommet videre”, siger vi. Jo tak, han er kommet videre, men han skal gå alene nu.

Det er tungt og går ikke bare sådan over. Alene ordet ”sorgarbejde” er noget vrøvl. For ordet lover, at når arbejdet er gjort, så er sorgen væk. Sorgen er den pris, vi betaler for at have elsket.

Vi er sårbare og dødelige, men vi er det sammen og den erkendelse bør vække solidaritet og anspore til omsorg for hinanden. Har du en, du skal have ringet til?

At miste en at kramme

Al forskning viser, at det er noget af det sværeste at miste en ægtefælle, man har levet sammen med igennem et helt liv. En man har delt stort og småt med. Han eller hende der gjorde, at himlen ikke bare var blå, men oplevedes som blå. Han eller hende der bevirkede, at foråret ikke bare var en årstid, men en tid hvor man så alt pible frem.

Selvom forskningen viser det, har vi i folkemunde en lang række floskler, vi strør om os med, når nogen rammes af sorgen over at have mistet en livsledsager gennem mange år. ”Tiden læger alle sår”. ”Vi må glæde os over, at han ikke led”.

Hvad kan man så lige bruge det til, når alt er sort i sort?

Spørg hellere ”Hvad savner du mest?” ”Hvad betød det for dig at have ham/hende som ægtefælle?”. ”Fortæl mig om specielle tidspunkter, hvor I har været tæt på hinanden”. ”Hvad har du lært af ham/hende?”.

Ved at give liv til hans/hendes livshistorie mindskes smerten. I dag ved vi, at sorg over at miste en nærtstående ikke går over. Det er ikke, som vi tidligere troede, et sår, der kan læges med tiden. Sorg er en livslang følelse, der kan kaldes frem. Som sting af smerte. I starten helt overvældende og omsluttende. Efterhånden træder den mere og mere i baggrunden.

Den forsvinder imidlertid aldrig, for det ville være det samme som, at den mistede ikke havde betydning for os. Så hjælp hellere den der er i sorg med at få fortalt om betydningerne den døde havde for hans/hendes liv.